Hop til indhold

Den 19. marts 2024 indgik folkeskoleforligskredsen en aftale om folkeskolens kvalitetsprogram. Aftalen betyder blandt andet en ændret prøvestruktur fra skoleåret 2025/2026. 

Læs aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram

Herunder findes et kort oprids af de elementer i aftalen, der vedrører prøvestrukturen.

  • Antallet af obligatoriske prøver reduceres fra otte til seks prøver.
  • Mundtlig engelsk ændres fra at være en bunden prøve til en udtræksprøve.
  • Antallet af udtræksprøver reduceres fra to til én.
  • De skriftlige udtræksprøver i fysik/kemi, biologi og geografi, samt engelsk, tysk og fransk fjernes.
  • Prøven i idræt fjernes.

Der skal fortsat gives standpunktskarakter i skriftlig engelsk, skriftlig tysk/fransk, idræt, biologi, geografi og fysik/kemi, selvom der ikke længere er udtræksprøver i disse fag.

Med den nye prøvestruktur sker også en række afledte ændringer:

  • Det vil ikke længere være muligt at aflægge frivillig prøve i skriftlig tysk og fransk i 9. klasse.
  • Det vil ikke længere være muligt at forbedre sit resultat i mundtlig engelsk på 10. klassetrin, da prøven i mundtlig engelsk i 9. klasse ikke længere er bunden.

I nedenstående tabeller fremgår hhv. den nye prøvestruktur (tabel 1) og den tidligere prøvestruktur, som har været gældende til og med skoleåret 2024/2025 (tabel 2). 

Tabel 1: Ny prøvestruktur fra skoleåret 2025/2026 (gældende)

Bundne prøvefag (I alt fem prøver) Udtræksprøver (Én prøve udtrækkes)
  • Dansk (mundtlig)
  • Dansk (skriftlig)
  • Matematik (skriftlig)
  • Fællesprøve i fysik/kemi, biologi og geografi (mundtlig)
  • Praktisk/musisk valgfag (mundtlig)*
  • Engelsk (mundtlig)
  • Tysk/fransk (mundtlig)
  • Historie (mundtlig)
  • Samfundsfag (mundtlig)
  • Kristendomskundskab (mundtlig)
  • Matematik (mundtlig)

Note: *Prøven i det praktiske/musiske valgfag foregår i 8. klasse. De øvrige prøver foregår i 9. klasse.

Tabel 2: Tidligere prøvestruktur til og med skoleåret 2024/2025 (historisk)

Bundne prøvefag
(I alt seks prøver)
Humanistisk fagblok
(Én prøve udtrækkes)
Naturfaglig fagblok
(Én prøve udtrækkes)
  • Dansk (mundtlig)
  • Dansk (skriftlig)
  • Matematik (skriftlig)
  • Engelsk (mundtlig)
  • Fællesprøve i fysik/kemi, biologi og geografi (mundtlig)
  • Praktisk/musisk valgfag (mundtlig)*
  • Engelsk (skriftlig)
  • Tysk/fransk (mundtlig eller skriftlig)
  • Historie (mundtlig)
  • Samfundsfag (mundtlig)
  • Kristendomskundskab (mundtlig)
  • Biologi (skriftlig)
  • Geografi (skriftlig)
  • Matematik (mundtlig)
  • Idræt (mundtlig)
  • Fysik/kemi (skriftlig)

Note: *Prøven i det praktiske/musiske valgfag foregår i 8. klasse. De øvrige prøver foregår i 9. klasse.

Ingen påvirkning af prøverne i 10. klasse

Den politiske aftale om folkeskolens kvalitetsprogram medfører ingen ændringer for prøverne i 10. klasse. Elever i 10. klasse vil således fortsat kunne aflægge FP10-prøver som hidtil, herunder prøve i skriftlig engelsk, tysk og fransk. Bemærk dog, at 9.-klasseprøven i mundtlig engelsk ikke længere kan aflægges på 10. klassetrin. 

Læs mere om, hvilke prøver der kan aflægges i 10. klasse

Særligt for syge- og omprøver i skoleåret 2025/2026

Elever, der skal aflægge en prøve, som de før den 1. august 2025 har været forhindret i at aflægge, skal aflægge prøven efter de regler, der var gældende, da eleven modtog undervisning i det pågældende fag. 

Udtræksprøver, som bortfalder fra skoleåret 2025/2026, kan aflægges som sygeprøve eller omprøve til og med prøveterminen december-januar 2025/2026. Bemærk, at det vil være sidste gang, at styrelsen udbyder skriftlige 9.-klasseprøver i engelsk, tysk, fransk, fysik/kemi, biologi og geografi.

Sidst opdateret: 26. august 2025