Hop til indhold

Skoler, der deltager i forsøget, skal i forsøgsperioden tilbyde skolemad til en specifik klassetrinsgruppe – det vil sige enten indskolingen (børnehaveklasse-3. klasse), mellemtrinnet (4.-6. klasse) eller udskolingen (7.-10. klasse). Disse klassetrin kaldes i forsøget ”indsatsklasser”. 

Skolemadsordningen er i forsøget knyttet til den udtrukne klassetrinsgruppe og ikke til de elever, der går på de pågældende klassetrin ved forsøgets start. Hvis en skole eksempelvis deltager i forsøget med mellemtrinnet (4.-6. klasse), vil de elever, der går i 6. klasse i skoleåret 2025/2026, modtage skolemad i første skoleår (hvorefter årgangen overgår til udskolingen), mens de elever, der går i 4. klasse ved forsøgets start, vil modtage skolemad i tre skoleår, idet skolemaden serveres for 4., 5. og 6. klasse i alle år.

Kommuner og frie grundskoler har i forbindelse med deres tilmelding til forsøget angivet, hvilken af de tre klassetrinsgrupper den enkelte skole ønsker at deltage med. Skoler, der ikke har haft præferencer for at deltage med én bestemt klassetrinsgruppe, har kunnet angive flere klassetrinsgrupper, men skolerne er kun blevet udtrukket til at deltage med én gruppe. Hvis en skole i sin tilmelding har angivet flere klassetrinsgrupper, har skolen haft større sandsynlighed for at blive udtrukket til deltagelse. 

I udvælgelsen af deltagende skoler er der tilstræbt en ligelig fordeling mellem de tre klassetrinsgrupper.

De skoler, som hverken i indskoling, mellemtrin eller udskoling har mere end 50 elever, har haft mulighed for at tilmelde sig som en samlet skole/afdeling.

Det forventes, at ca. 26.300 elever årligt vil kunne få skolemad i løbet af forsøgsperioden.

 
Sidst opdateret: 3. juni 2025