Der er afsat 100,75 millioner kroner i 2025 og 246,75 millioner kroner årligt i 2026-2028 (2025-niveau) til forsøget. Heraf er:
- 80 procent af midlerne reserveret til folkeskolers deltagelse, svarende til 80,60 millioner kroner i 2025 og 197,40 millioner kroner årligt i 2026-2028 (2025-niveau).
- 20 procent af midlerne reserveret til frie grundskolers deltagelse, svarende til 20,15 millioner kroner i 2025 og 49,35 millioner kroner årligt i 2026-2028 (2025-niveau).
Fordelingen af midlerne er baseret på elevtal for hhv. folkeskoler og frie grundskoler.
Beregning af tilskuddets størrelse
Tilskudsbeløbet pr. skole er beregnet ud fra antallet af elever i den klassetrinsgruppe (indskoling, mellemtrin eller udskoling), som skolen er udtrukket til at deltage i forsøget med. For de folkeskoler (eller afdelinger af folkeskoler) og frie grundskoler, som hverken i indskoling, mellemtrin eller udskoling har mere end 50 elever, er tilskuddet beregnet ud fra det samlede antal elever på skolen/afdelingen, såfremt skolen/afdelingen deltager i forsøget med alle sine elever.
Tilskuddet til en folkeskole er i hvert af årene beregnet på baggrund af elevtal pr. 1. april 2025, som kommunen har oplyst i forbindelse med tilmeldingen. Tilskuddet til en fri grundskole er i hvert af årene beregnet ud fra skolens samlede elevtal pr. 5. september 2024 baseret på aktivitetsindberetningen. Tilskuddet i de enkelte forsøgsår udbetales således ikke efter det faktiske antal elever, der gør brug af madordningen. Tilskuddets størrelse vil ikke blive genberegnet i løbet af forsøgsperioden på baggrund af nye elevtal.
Tilskudsbeløbet afhænger desuden af, hvilken finansieringsmodel, skolen er udtrukket til at afprøve:
- For skoler, der afprøver modellen uden forældrebetaling, er tilskuddet 53 kroner pr. elev pr. skoledag med en antagelse om 200 skoledage pr. år. Det helårlige tilskudsbeløb pr. elev er således 10.600 kroner (2025-niveau).
- For skoler, der afprøver modellen med forældrebetaling på 15 kroner, er tilskuddet 38 kroner pr. elev pr. skoledag med en antagelse om 200 skoledage pr. år. Det helårlige tilskudsbeløb pr. elev er således 7.600 kroner (2025-niveau).
- For skoler, der afprøver modellen med forældrebetaling på 25 kroner, er tilskuddet 28 kroner pr. elev pr. skoledag med en antagelse om 200 skoledage pr. år. Det helårlige tilskudsbeløb pr. elev er således 5.600 kroner (2025-niveau).
Regneeksempler på beregning af tilskud
Regneeksempel 1: Fri grundskole uden forældrebetaling
En fri grundskole tilmelder sig forsøget med sin indskoling, mellemtrin og udskoling. Skolen bliver udtrukket til at deltage i forsøget med indskolingen. Skolens elevtal i indskolingen pr. 5. september 2024 baseret på aktivitetsindberetningen er 130. Skolen bliver udtrukket til at afprøve en skolemadsordning uden forældrebetaling.
Beregning af årligt tilskud: 200 skoledage x 130 elever x 53 kroner = 1.378.000 kroner.
Regneeksempel 2: Folkeskole med forældrebetaling på 15 kroner pr. måltid
En kommune tilmelder en folkeskole til forsøget med skolens mellemtrin og udskoling. Skolen bliver udtrukket til at deltage i forsøget med udskolingen. Kommunen har i forbindelse med tilmeldingen oplyst, at skolen pr. 1. april 2025 har 230 elever i udskolingen. Skolen bliver udtrukket til at afprøve en skolemadsordning med en forældrebetaling på 15 kroner.
Beregning af årligt tilskud: 200 skoledage x 230 elever x 38 kroner = 1.748.000 kroner.
Regneeksempel 3: Folkeskole med forældrebetaling på 25 kroner pr. måltid
En kommune tilmelder en folkeskole til forsøget med skolens indskoling. Skolen bliver udtrukket til at deltage i forsøget. Kommunen har i forbindelse med tilmeldingen oplyst, at skolen pr. 1. april 2025 har 273 elever i indskolingen. Skolen bliver udtrukket til at afprøve en skolemadsordning med en forældrebetaling på 25 kroner.
Beregning af årligt tilskud: 200 skoledage x 273 elever x 28 kroner = 1.528.000 kroner.