Rammer for lokale valgfag

Fra skoleåret 2025/2026 skal skoler udbyde lokale valgfag i 60 timer årligt i enten 7.-8. eller 8.-9. klasse.

De ældste elever skal have større mulighed for at påvirke deres eget skema. Derfor skal skoler fra skoleåret 2025/2026 udbyde lokale valgfag med 60 vejledende timer hvert år i en toårig periode, enten i 7.-8. klasse eller 8.-9. klasse. 

På den måde skal eleverne have lokale valgfag i 120 timer i alt. 

Det er inden for de rammer, som kommunalbestyrelsen måtte have fastsat op til skolerne at beslutte, hvornår eleverne skal have lokale valgfag.

Lokale valgfag er obligatoriske, særskilte valgfag ud over det praktiske/musiske valgfag i 7.-8. klasse (håndværk og design, madkundskab, billedkunst og musik) med prøve. 

Udbud af lokale valgfag

Kommuner og skolerne beslutter selv, om de vil:

  • udvikle deres egne lokale valgfag (Folkeskoleloven § 9, stk. 6)
  • udbyde udviklede valgfag fra valgfagsrækken eller 10. klasses tilbudsfag (Folkeskoleloven § 9, stk. 1 og § 19 d, stk. 4, nr. 5-12).

Kommuner og skoler kan således i høj gad selv bestemme indholdet af lokale valgfag, så de passer med de lokale forhold og forudsætninger. 

Skoler kan også udbyde lokale valgfag i samarbejde med ungdomsuddannelser, arbejdspladser, frivillige foreninger mv.

De beslutter også, om de vil tilbyde et-, to- eller treårige lokale valgfag i perioden, så længe alle elever får undervisning i lokale valgfag i en toårig periode i 7.-8. klasse eller 8.-9. klasse.

Elever må ikke vælge et lokalt valgfag, som er det samme som eleven har eller har haft som obligatorisk praktisk/musisk valgfag i 7.-8. klasse. Derfor skal skolen sammensætte valgfagsudbuddet, så eleverne har mulighed for at vælge andre fag.

Lokale valgfag skal vare mindst et år

Det enkelte lokale valgfag skal som minimum udbydes som 1-årige trinforløb, men skolen vælger selv – om valgfagene skal udbydes som 1. eller 2. årige trinforløb. 

Der kan også være tale om treårige trinforløb, men det forudsætter, at der er tale om frivillige valgfag, sådan at forstå, at det vil kræve, at eleven benytter sig af muligheden for at vælge at modtage undervisning i valgfag (frivillige valgfag) i mindst 60 undervisningstimer yderligere på minimum et klassetrin. På den måde kan elever blandt andet tage et tredje sprogfag (tysk, fransk eller spansk), hvis det udbydes lokalt.

Vejledning om lokale valgfag

Der er frie rammer for skolerne og kommunerne til selv at beslutte, hvad de lokale valgfag skal indeholde. Med godkendelse fra kommunalbestyrelsen kan skolen udbyde sine egne lokale valgfag (den type valgfag, der er kendt som kommunale valgfag). Kommunalbestyrelsen kan også delegere beslutningen om godkendelsen til skoleleder eller skolebestyrelsen. Således kan skoler udvikle og udbyde valgfag ud fra lokale forudsætninger og elevgrupper. 

Når kommuner eller skoler udvikler egne lokale valgfag, skal de beskrive fagene i en bestemt skabelon, så de følger den samme ramme for mål og indhold som de øvrige fag i valgfagsrækken. På emu.dk kan I se en skabelon som indeholder det obligatoriske indhold, som I skal beskrive. Skabelonen indeholder også inspiration til øvrige elementer, som kan understøtte udvikling af valgfaget. 

Find vejledningen og skabelon til lokale valgfag (emu.dk)

Indfasning af lokale valgfag for de kommende årgange

De elever, der begynder i 9. klasse i skoleåret 2025/2026, kan kun nå at tage et lokalt valgfag på 60 timer. 

Det betyder, at timefordelingen for lokale valgfag ser således ud for de kommende årgange:

  • Elever, der begynder i 7. klasse i 2025/2026, skal have lokale valgfag i enten 7.-8. klasse eller 8.-9. klasse med vejledende 60 timer årligt (120 timer i alt). 
  • Elever, der begynder i 8. klasse i 2025/2026, skal have lokale valgfag i 8.-9. klasse med 60 vejledende timer årligt (120 timer i alt). 
  • Elever, der begynder i 9. klasse i 2025/2026, skal have lokale valgfag i 9. klasse med 60 vejledende timer.

Relevante kapitler i Bekendtgørelse om vejledning af unge om valg af ungdomsuddannelser og erhverv m.v.

  • Kapitel 3 om introduktionskurser og brobygning 

Relevante paragraffer i Bekendtgørelse af lov om kommunal indsats for unge under 25 år

  • § 10 b om introduktionskurser i 8. klasse

Vejledningsbekendtgørelsen (retsinformation.dk)

Kontakt