Skolens fag er opdelt i obligatoriske fag og valgfag. De obligatoriske fag er opdelt i tre fagblokke: humanistiske fag (sprogfag og kulturfag, herunder dansk), naturfagene (herunder matematik) og praktiske/musiske fag.
Undervisningen i de obligatoriske fag skal give eleverne mulighed for at tilegne sig de enkelte fags erkendelses- og arbejdsformer.
Nedenfor kan du læse om de enkelte fag og valgfag og Fælles Mål for fagene.
Billedkunst
Faget billedkunst er et obligatorisk fag i folkeskolen fra 1. til 6. klasse. Undervisningen er opdelt i to trinforløb: 1.-3. klasse og 4.–6. klasse.
Eleverne skal i faget billedkunst udvikle kompetencer til at opleve, producere og analysere billeder. Eleverne skal blive i stand til at iagttage, reflektere og bruge billedsprog i kommunikative og innovative processer.
Faget billedkunst omfatter tre kompetenceområder: billedfremstilling, billedanalyse og billedkommunikation.
Hent Fælles Mål for billedkunst (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Biologi
Faget biologi er et obligatorisk fag i folkeskolen fra 7.- 9. klasse og udgør et trinforløb for 7.- 9. klasse.
Eleverne skal i faget biologi udvikle naturfaglige kompetencer og opnå indblik i, hvordan biologi – og biologisk forskning – i samspil med de andre naturfag bidrager til vores forståelse af verden. Eleverne skal i biologi tilegne sig færdigheder og viden om krop og sundhed, økosystemer, mikrobiologi, evolution og anvendelse af naturgrundlaget med vægt på forståelse af grundlæggende biologiske begreber, biologiske sammenhænge og vigtige anvendelser af biologi.
Faget biologi omfatter fire kompetenceområder: undersøgelse, modellering, perspektivering og kommunikation.
Hent Fælles Mål for biologi (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Dansk
Faget dansk er et obligatorisk fag i folkeskolen fra 1. til 10. klasse. Undervisningen er opdelt i fem trinforløb: 1.- 2. klasse, 3.- 4. klasse, 5.- 6. klasse, 7.- 9. klasse og 10. klasse.
Eleverne skal i faget dansk fremme deres oplevelse og forståelse af litteratur og andre æstetiske tekster, fagtekster, sprog og kommunikation som kilder til udvikling af personlig og kulturel identitet. Faget skal fremme elevernes indlevelsesevne og deres æstetiske, etiske og historiske forståelse.
Faget dansk omfatter fire kompetenceområder: Læsning, fremstilling, fortolkning og kommunikation.
0.-9. klasse
Hent Fælles Mål for dansk i 0.-9. klasse (pdf)
10. klasse
Hent Fælles Mål for dansk i 10. klasse (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Dansk som andetsprog
Faget dansk som andetsprog findes som både basisundervisning og supplerende undervisning.
Dansk som andetsprog - basis
Basisundervisning i faget dansk som andetsprog – er beregnet til elever, som ved optagelsen i skolen ikke har sproglige forudsætninger i dansk for at kunne deltage i klassens undervisning med rimeligt udbytte. Basisundervisningen er toårige forløb, der kan gives i børnehaveklassen og i 1. til 10. klasse.
Basisundervisningen kan gives i to former: I modtagelsesklasser eller på hold. Modtagelsesklasser kan have op til 12 elever, og spændet mellem eleverne kan højst være tre klassetrin. Hold med basisundervisning kan omfatte op til syv elever og har ingen begrænsning på aldersforskel mellem eleverne.
Faget dansk som andetsprog – omfatter fire kompetenceområder: læsning, skrivning, lytning og tale.
Dansk som andetsprog - supplerende
Faget dansk som andetsprog – supplerende er beregnet for elever, som ved optagelsen har sproglige forudsætninger for at kunne deltage i klassens undervisning, men som alligevel har behov for undervisning i dansk som andetsprog. Undervisningen er opdelt i fem trinforløb: Børnehaveklassen, 1.- 2. klasse, 3.- 5. klasse, 6.- 7. klasse, 8.- 9. klasse og 10. klasse.
Undervisningen i supplerende dansk som andetsprog kan foregå både som selvstændig undervisning på særlige hold uden for klassen og som undervisning integreret i fagene, hvor der er et tæt samarbejde mellem faglærer og dansk som andetsprogslærer.
Faget dansk som andetsprog – supplerende undervisning omfatter fire kompetenceområder: læsning, skrivning, lytning og tale.
0.-9. klasse
Hent Fælles Mål for dansk som andetsprog - basis i 0.-9. klasse (pdf)
Hent Fælles Mål for dansk som andetsprog - supplerende i 0.-9. klasse (pdf)
10. klasse
Hent Fælles Mål for dansk som andetsprog - basis i 10. klasse (pdf)
Hent Fælles Mål for dansk som andetsprog - supplerende i 10. klasse (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Engelsk
Faget engelsk er et obligatorisk fag i folkeskolen fra 1. til 10. klasse. Engelskundervisningen er inddelt i fire trinforløb: 1.-4. klasse, 5.-7. klasse, 8.-9. klasse og 10. klasse.
Eleverne skal i faget engelsk lære at kommunikere på engelsk på et selvstændigt niveau med mennesker fra hele verden på baggrund af deres viden om engelsk sprog og deres interkulturelle kompetencer.
Faget engelsk omfatter tre kompetenceområder: mundtlig kommunikation, skriftlig kommunikation samt kultur og samfund.
1.-9. klasse
Hent Fælles Mål for engelsk i 1.-9. klasse (pdf)
10. klasse
Hent Fælles Mål for engelsk i 10. klasse (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Fransk
Faget fransk er et obligatorisk fag i folkeskolen fra 5. til 9. klasse, dog kan eleven i stedet vælge tysk, hvis skolen udbyder det. Undervisningen er opdelt i to trinforløb: 5.– 7. klasse og 8.– 9. klasse.
I 10. klasse er fransk et tilbudsfag.
Eleverne skal i faget fransk udvikle kompetencer til at kommunikere på fransk både mundtligt og skriftligt, så de kan anvende fransk nationalt og globalt i deres aktuelle og fremtidige liv. Eleverne skal samtidig udvikle deres sproglige bevidsthed om fransk sprog og om fremmedsprogsindlæring samt styrke deres kulturelle og interkulturelle forståelse gennem kulturmøder.
Faget fransk omfatter tre kompetenceområder: mundtlig kommunikation, skriftlig kommunikation samt kultur og samfund.
5.-9. klasse
Hent Fælles Mål for fransk i 5.-9. klasse (pdf)
10. klasse
Hent Fælles Mål for fransk i 10. klasse (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Fysik/kemi
Faget fysik/kemi er et obligatorisk fag i folkeskolen fra 7.- 9. klasse og udgør et trinforløb for 7.- 9. klasse.
Faget fysik/kemi er et tilbudsfag i 10. klasse.
Eleverne skal i faget fysik/kemi udvikle naturfaglige kompetencer og opnå indblik i, hvordan fysik og kemi – og forskning i fysik og kemi – i samspil med de øvrige naturfag bidrager til vores forståelse af verden. Eleverne skal i fysik/kemi tilegne sig færdigheder og viden om grundlæggende fysiske og kemiske forhold i natur og teknologi med vægt på forståelse af grundlæggende fysiske og kemiske begreber og sammenhænge samt vigtige anvendelser af fysik og kemi.
Faget fysik/kemi omfatter fire kompetenceområder: undersøgelse, modellering, perspektivering og kommunikation.
7.-9. klasse
Hent Fælles Mål for fysik/kemi i 7.-9. klasse (pdf)
10. klasse
Hent Fælles Mål for fysik/kemi i 10. klasse (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Geografi
Faget geografi er et obligatorisk fag i folkeskolen fra 7. - 9. klasse og udgør et trinforløb for 7. - 9. klasse.
Eleverne skal i faget geografi udvikle naturfaglige kompetencer og opnå indblik i, hvordan geografi – og geografisk forskning – i samspil med de øvrige naturfag bidrager til vores forståelse af verden. Eleverne skal i geografi tilegne sig færdigheder og viden om grundlæggende naturgivne og kulturskabte forudsætninger for levevilkår i Danmark og den øvrige verden med vægt på forståelse af grundlæggende geografiske begreber, sammenhænge og samfundenes udnyttelse af naturgrundlag og ressourcer.
Faget geografi omfatter fire kompetenceområder: undersøgelse, modellering, perspektivering og kommunikation.
Hent Fælles Mål for geografi (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Historie
Faget historie er et obligatorisk fag i folkeskolen fra 3. til 9. klasse. Undervisningen er opdelt i tre trinforløb: 3.-4. klasse, 5.-6. klasse og 7.-9. klasse.
Eleverne skal i faget historie opnå sammenhængsforståelse i samspil med et kronologisk overblik og kunne bruge denne forståelse i deres hverdags- og samfundsliv. Eleverne skal blive fortrolige med dansk kultur og historie.
I undervisningen i historie skal inddrages punkter fra historiekanonen. Ved afslutningen af 9. klasse skal samtlige kanonpunkter have været inddraget i undervisningen. Der er ikke krav om, at kanonpunkterne gennemgås kronologisk.
Faget historie omfatter tre kompetenceområder: kronologi og sammenhæng, kildearbejde samt historiebrug.
Hent Fælles Mål for historie (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Håndværk og design
Håndværk og design er et obligatorisk fag i folkeskolen fra 3.-6. klasse og udgør ét trinforløb.
Håndværk og design skal bidrage til at skærpe elevernes interesse for mulighederne i erhvervsuddannelser og videregående uddannelser, der kombinerer håndværk med design.
Eleverne skal i faget håndværk og design gennem praktiske og sansemæssige erfaringer udvikle håndværksmæssige kompetencer til at designe, fremstille og vurdere produkter med æstetisk, funktionel og kommunikativ værdi. Eleverne skal tilegne sig viden og færdigheder om håndværk, forarbejdning, materialer og designprocesser gennem praktisk arbejde i værksteder med forskellige håndværk, primært i tekstil, træ og metal. Faget skal styrke elevernes innovative og entreprenante kompetencer.
Faget håndværk og design omfatter tre kompetenceområder: håndværk – forarbejdning, håndværk – materialer samt design.
Hent Fælles Mål for håndværk og design (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Idræt
Faget idræt er et obligatorisk fag i folkeskolen fra 1. til 9. klasse. Undervisningen er opdelt i fire trinforløb: 1.-2. klasse, 3.-5. klasse, 6.-7. klasse og 8.-9. klasse. Idræt indgår i rækken af prøvefag til udtræk i 9. klasse.
Faget idræt er valgfag i 10. klasse.
Eleverne skal i faget idræt udvikle kropslige, idrætslige, sociale og personlige kompetencer. Eleverne skal opnå kendskab til alsidig idrætskultur og udvikle lyst til bevægelse. Idrætsfaget skal give eleverne erfaring med og indsigt i idrættens betydning for sundhed og trivsel samt i samspillet mellem samfund og idrætskultur.
Faget idræt omfatter tre kompetenceområder: alsidig idrætsudøvelse, idrætskultur og relationer samt krop, træning og trivsel.
Hent Fælles Mål for idræt (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Kristendomskundskab
Faget kristendomskundskab er et obligatorisk fag i folkeskolen fra. 1.-9. klasse bortset fra det klassetrin, hvor konfirmationsforberedelsen finder sted. Faget kristendomskundskab/religion er et valgfag i 10. klasse.
Eleverne skal i faget kristendomskundskab tilegne sig viden og færdigheder, der gør dem i stand til at forstå og forholde sig til den religiøse dimensions betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og dets forhold til andre.
Faget kristendomskundskab omfatter fire kompetenceområder: livsfilosofi og etik, bibelske fortællinger, kristendom samt ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser.
Forældre, for hvem barnets deltagelse i kristendomsundervisning vil medføre en samvittighedskonflikt, kan anmode om, at barnet fritages for faget. Faget kristendomskundskab er kundskabsmeddelende og ikke forkyndende, og mange tosprogede elever deltager derfor i undervisningen i kristendomskundskab, som tillige omfatter fremmede religioner og andre livsanskuelser.
Hent Fælles Mål for kristendomskundskab (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Madkundskab
Faget madkundskab er et obligatorisk fag i folkeskolen i 5. og 6. klasse og udgør ét trinforløb.
Faget madværksted er valgfag i 10. klasse.
Eleverne skal i faget madkundskab tilegne sig færdigheder og viden om mad, smag, sundhed, fødevarer, madlavning og måltider og dermed udvikle kompetencer, der gør dem i stand til at vælge og vurdere egne smags- og madvalg. Eleverne skal opnå praktiske færdigheder inden for madlavning og kunne eksperimentere med råvarer, opskrifter og retter såvel som egen smag og andre æstetiske erfaringer. Eleverne skal kunne foretage kritisk reflekterede madvalg på baggrund af viden om fødevarer, sæson, oprindelse, sundhedsværdi, produktionsformer og bæredygtighed.
Faget madkundskab omfatter fire kompetenceområder: mad og sundhed, fødevarebevidsthed, madlavning og måltider og madkulturer.
Hent Fælles Mål for madkundskab (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Matematik
Faget matematik er et obligatorisk fag i folkeskolen fra 1. til 10. klasse. Undervisningen er opdelt i fire trinforløb: 1.- 3. klasse, 4.- 6. klasse, 7.- 9. klasse og 10. klasse.
Eleverne skal i faget matematik udvikle matematiske kompetencer og opnå færdigheder og viden, således at de kan begå sig hensigtsmæssigt i matematikrelaterede situationer i deres aktuelle og fremtidige daglig-, fritids-, uddannelses-, arbejds- og samfundsliv.
Faget matematik omfatter fire kompetenceområder: Matematiske kompetencer, tal og algebra, geometri og måling samt statistik og sandsynlighed.
1.-9. klasse
Hent Fælles Mål for matematik i 1.-9. klasse (pdf)
10. klasse
Hent Fælles Mål for matematik i 10. klasse (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Modersmålsundervisning
Modersmålsundervisning gives til et begrænset antal tosprogede elever i den undervisningspligtige alder. Danmark er forpligtet til at give modersmålsundervisning til tosprogede børn fra EU- og EEA-landene, såvel som til elever fra Færøerne og Grønland (EU-direktiv 77/486).
Faget modersmålsundervisning er et frivilligt fag fra 1. til 9. klasse. Undervisningen er opdelt i tre trinforløb: 1.-3. klasse, 4.-6. klasse og 7.-9. klasse.
Eleverne skal i faget modersmålsundervisning udvikle kompetencer til at kommunikere på modersmålet både mundtligt og skriftligt. Modersmålsundervisningen skal samtidig udvikle elevernes sproglige bevidsthed med udgangspunkt i, at de anvender to sprog i dagligdagen.
Faget modersmålsundervisning omfatter tre kompetenceområder: mundtlig kommunikation, skriftlig kommunikation samt kultur og samfund.
Hent Fælles Mål for modersmålsundervisning (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Musik
Faget musik er et obligatorisk fag i folkeskolen fra 1. til 6. klasse. Undervisningen er opdelt i tre trinforløb: 1.-2. klasse, 3.-4. klasse og 5.-6. klasse.
Eleverne skal i faget musik udvikle kompetencer til at opleve musik og til at udtrykke sig i og om musik, herunder synge danske sange. Faget skal bibringe dem forudsætninger for livslang og aktiv deltagelse i musiklivet og for at kunne forholde sig til samfundets mangeartede musiktilbud.
Faget musik omfatter tre kompetenceområder: musikudøvelse, musikalsk skaben og musikforståelse.
Hent Fælles Mål for musik (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Natur/teknologi
Natur/teknologi er et obligatorisk fag i folkeskolen fra 1. til 6. klasse. Undervisningen i natur/teknologi er inddelt i tre trinforløb: 1.-2. klasse, 3.-4. klasse og 5.-6. klasse.
Eleverne skal i faget natur/teknologi udvikle naturfaglige kompetencer og opnå indblik i, hvordan naturfag bidrager til vores forståelse af verden. Eleverne skal i natur/teknologi tilegne sig færdigheder og viden om vigtige naturfaglige fænomener og sammenhænge samt udvikle tanker, sprog og begreber om natur og teknologi, som har værdi i det daglige liv.
Faget natur/teknologi omfatter fire kompetenceområder: undersøgelse, modellering, perspektivering og kommunikation.
Hent Fælles Mål for natur/teknologi (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Samfundsfag
Faget samfundsfag er et obligatorisk fag i folkeskolen på 8. og 9. klassetrin. Undervisningen strækker sig over ét trinforløb.
Faget samfundsfag er et valgfag i 10. klasse.
Eleverne skal i faget samfundsfag opnå viden og færdigheder, så de kan tage reflekteret stilling til samfundet og dets udvikling. Eleverne skal opnå kompetencer til aktiv deltagelse i et demokratisk samfund.
Faget samfundsfag omfatter fire kompetenceområder: politik, økonomi, sociale og kulturelle forhold samt samfundsfaglige metoder.
Hent Fælles Mål for samfundsfag (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Tysk
Faget tysk er et obligatorisk fag i folkeskolen fra 5. til 9. klasse - dog kan eleverne i stedet vælge fransk, hvis skolen udbyder det. Undervisningen er opdelt i to trinforløb: 5.-7. klasse og 8.-9. klasse.
I 10. klasse er tysk et tilbudsfag.
Eleverne skal i faget tysk udvikle kompetencer til at kommunikere på tysk både mundtligt og skriftligt, så de kan anvende tysk nationalt og globalt i deres aktuelle og fremtidige liv. Eleverne skal samtidig udvikle deres sproglige bevidsthed om tysk sprog og om fremmedsprogsindlæring samt styrke deres kulturelle og interkulturelle forståelse gennem kulturmøder.
Faget tysk omfatter tre kompetenceområder: mundtlig kommunikation, skriftlig kommunikation samt kultur og samfund.
5.-9. klasse
Hent Fælles Mål for tysk i 5.-9. klasse (pdf)
10. klasse
Hent Fælles Mål for tysk i 10. klasse (pdf)
Læs mere om fagets formål og find inspiration til faget (emu.dk)
Fælles Mål er revideret som følge af lovændringen fra 2017, der reducerer antallet af bindinger i Fælles Mål. Undtaget herfra er dog de obligatoriske fag og valgfag i 10. klasse samt det obligatoriske emne uddannelse og job. Lærerne skal i disse fag anvende de eksisterende læseplaner og undervisningsvejledninger.
Lovgivning og relevante paragraffer
Folkeskoleloven:
- § 5, stk. 2 om fagene i 1.-9. klasse
- § 9 om valgfag
- § 14 om afgangsprøver i 9 klasse
- § 19 d om tilbudsfag i 10. klasse
Fælles Mål:
- § 41 om valgfag
- Kapitel 2, §§ 2-40, om formål for fag og emner
Relevante paragraffer i Bekendtgørelse om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog:
- § 3 om supplerende undervisning i dansk som andetsprog
- § 4 om basisundervisning i dansk som andetsprog
- Lov om folkeskolen (retsinformation.dk)
- Bekendtgørelse om formål, kompetencemål og færdigheds- og vidensmål for folkeskolens fag og emner (Fælles Mål) (retsinformation.dk)
- Bekendtgørelse om folkeskolens undervisning i dansk som andetsprog (retsinformation.dk)
- Bekendtgørelse om folkeskolens modersmålsundervisning (retsinformation.dk)