Alle folkeskoler skal hvert år gennemføre en trivselsmåling blandt eleverne i børnehaveklassen til og med 9. klasse. Det gælder også for specialskoler og interne skoler på dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder.

Den obligatoriske trivselsmåling i skoleåret 2018/2019 gennemføres i perioden den 6. maj til den 14. juni 2019.

Folkeskoleforligskredsen har aftalt at gøre det obligatorisk for folkeskolerne at anvende Undervisningsministeriets Trivselsværktøj til gennemførelse af den nationale trivselsmåling fra og med skoleåret 2018/2019.  

Målingen

Målingen foregår med et elektronisk spørgeskema, som eleverne åbner med deres UNI•Login.

På mellemtrinnet og i udskolingen (4.-9. kl.) får eleverne 40 spørgsmål, og i indskolingen (0.-3. kl.) får eleverne 20 mere enkle spørgsmål.

Spørgerammen til elever i børnehaveklasse til 3. klasse (pdf)

Spørgerammen til elever i 4. til 9. klasse (pdf)

For alle elever er det muligt at bruge en højtlæsningsfunktion til at få spørgsmålene læst op.

Indholdet i trivselsmålingen er udviklet på baggrund af anbefalinger fra en ekspertgruppe om elevers trivsel.

Måleværktøj

Til gennemførelse af trivselsmålingen stiller ministeriet Undervisningsministeriets Trivselsværktøj (nationaltrivsel.dk) til rådighed gratis for kommunerne.

Folkeskoleforligskredsen har besluttet at gøre det obligatorisk for folkeskolerne at anvende Undervisningsministeriets Trivselsværktøj til gennemførelse af den nationale trivselsmåling fra og med skoleåret 2018/2019. Loven blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget d. 25. april 2019.  Du kan læse om loven og dens behandling på Folketingets hjemmeside.

Indførelse af obligatorisk anvendelse af Undervisningsministeriets Trivselsværktøj betyder, at kommunen ikke længere vil have valgfrihed til at vælge måleredskab fra anden leverandør til gennemførelse af den nationale trivselsmåling.

Undervisningsministeriets Trivselsværktøj indeholder også et modul om undervisningsmiljø, så skolerne kan gennemføre trivselsmålingen og undervisningsmiljøvurderingen som én samlet undersøgelse. 

Anvendelse af resultaterne

Rapporterne fra Undervisningsministeriets Trivselsværktøj til opfølgning på trivselsmålingen er på klasse-, skole-, og kommuneniveau. Rapporterne gengiver ikke de enkelte elevers svar på trivselsmålingen. Resultaterne er et redskab for kommuner, skoler og undervisere til deres systematiske arbejde med trivsel og undervisningsmiljø.

Trivselsmålingen indgår i kommunens kvalitetsrapport. Her beskrives, hvordan det står til med elevernes trivsel på kommunens folkeskoler, og hvordan kommunen fremover vil arbejde med området.

Præsentation af resultaterne for elever og forældre

Der foreligger ikke fast en procedure, som skal følges i forhold til at orientere elever og forældre om resultatet af trivselsmålingerne. Det er op til kommunen eller evt. den enkelte skoles ledelse at beslutte formen herfor. Men det vil være naturligt, at eleverne får præsenteret klassens samlede resultater af deres lærer eller pædagog. Forældrene kan få præsenteret klassens resultater af enten læreren eller skolelederen på fx et forældremøde. Formålet er, at forældrene indgår i en dialog med skolen og støtter aktivt op om indsatser for at styrke elevernes trivsel.

Børne- og Undervisningsministeriet behandler udelukkende de enkelte elevers svar på trivselsmålingen til videnskabeligt og statistisk brug. Ministeriet bruger derfor ikke de enkelte elevers svar til konkret sagsbehandling eller til at kontakte den enkelte elev.

Børne- og Undervisningsministeriets præsentation af resultaterne fra trivselsmålingen på uddannelsesstatistik.dk har form af statistiske oversigter med klassetrin som det laveste niveau, så det ikke er muligt at identificere den enkelte elev. Forældre (og elever) har altid mulighed for at se resultater for egen eller andre skoler på uddannelsesstatistik.dk.

Adgang til resultaterne

Ved anvendelse af Undervisningsministeriets Trivselsværktøj får undervisere, skoleledelse, skolebestyrelse, skoleforvaltning og kommunalbestyrelse adgang til alle klassers resultater med et login til systemet. De får ikke adgang til de enkelte elevers svar. De kan bruge resultaterne til deres fælles videre arbejde med elevernes trivsel.

Resultaterne fra trivselsmålingerne bliver offentliggjort på uddannelsesstatistik.dk. Desuden har skoler og kommuner adgang til deres egne resultater.

Se tal for de enkelte skoler i Åbenhedsinitiativets digitale værktøj.

Resultater for klasser med under fem elevbesvarelser er ikke tilgængelige i disse systemer.

Trivselsmåling

Er trivselsmålingen obligatorisk?

Trivselsmålingen skal gennemføres årligt blandt eleverne i børnehaveklassen og på 1.-9. klassetrin på alle folkeskoler, herunder de kommunale specialskoler og interne skoler på dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder.

Trivselsmålingen skal gennemføres som led i undervisningen.

Det har ikke følger for en elev, hvis vedkommende ikke gennemfører trivselsmålingen, for eksempel på grund af sygdom eller andet fravær.

Hvornår skal trivselsmålingen gennemføres?

Trivselsmålingen skal normalt gennemføres i perioden fra den 20. januar til den 20. marts.

I skoleåret 2018-2019 gennemføres trivselsmålingen dog fra den 6. maj til den 14. juni 2019.

Skolerne tilrettelægger selv, hvornår inden for den udmeldte periode de enkelte klasser gennemfører trivselsmålingen.

Trivselsmålingen skal gennemføres som led i undervisningen ved hjælp af Undervisningsministeriets Trivselsværktøj (nationaltrivsel.dk).

Hvilke skoler skal gennemføre trivselsmålingen?

Trivselsmålingen skal gennemføres blandt eleverne i børnehaveklassen og på 1.-9. klassetrin på alle folkeskoler, herunder de kommunale specialskoler og interne skoler på dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder. Det er ikke er muligt for 10. klasseelever og elever fra andre skoletyper at deltage i den obligatoriske trivselsmåling. Alle grundskoler kan lave frivillige trivselsmålinger uden for den obligatoriske indsamlingsperiode i Undervisningsministeriets Trivselsværktøj, som kan findes på nationaltrivsel.dk.

Hvilke spørgsmål indgår i trivselsmålingen?

Trivselsmålingen består af 40 spørgsmål for elever på mellemtrinnet og i udskolingen (4.-9. klasse). Elever i indskolingen (børnehaveklassen og 1.-3. klasse) får 20 mere enkle spørgsmål. Spørgsmålene er udformet på baggrund af anbefalingerne fra ekspertgruppen om elevernes trivsel. Se spørgsmålene her:

Spørgeramme for 0.-3. klasse (pdf)

Spørgeramme for 4.-9. klasse (pdf)

Hvordan får eleverne adgang til trivselsmålingen?

Hvordan skal trivselsmålingen gennemføres blandt børnehaveklasseelever?

Trivselsmålingen gennemføres for alle elever som en elektronisk spørgeskemaundersøgelse. Til eleverne i indskolingen (børnehaveklassen og 1.-3. klasse) er der udviklet et særligt spørgeskema med færre og mere enkle spørgsmål end til mellemtrinet og udskolingen.

For de yngste elever kan der være brug for ekstra opmærksomhed på, at eleverne skal kunne bruge deres UNI•Login til at tilgå undersøgelsen. Den enkelte elev skal logge ind med sit eget UNI•Login.

Læreren kan ikke give eleverne adgang til undersøgelsen ved hjælp af sit lærer-UNI•Login.

Trivselsmålingen gennemføres som en del af undervisningen.

Det har ikke følger for en elev, hvis vedkommende ikke gennemfører trivselsmålingen, for eksempel på grund af sygdom eller andet fravær.

Skal elever med særlige behov deltage i trivselsmålingen?

Det forudsættes, at alle elever – herunder elever med særlige behov – som udgangspunkt deltager i trivselsmålingen. Afviklingen af trivselsmålingen må tilpasses til de specialundervisningselever, der skal deltage.

I forhold til for eksempel elever med svære psykiske handicaps må læreren vurdere, om det giver mening, at den pågældende elev deltager.

Kan en elev fritages fra trivselsmålingen?

Ligesom det forudsættes, at eleverne deltager i al anden aktivitet i undervisningen, forudsættes det også, at eleverne deltager i trivselsmålingen. Folkeskoleloven indeholder ikke regler, der giver mulighed for, at forældrene kan få fritaget deres barn fra at deltage i målingen.

Lærerne skal gøre det tydeligt for eleverne, at det er vigtigt, at alle elever deltager i undersøgelsen og besvarer spørgsmålene ærligt. I dette særlige tilfælde, hvor der er tale om, at elever skal besvare en række spørgsmål af personlig karakter, kan det dog være uhensigtsmæssigt at presse elever, som fx ikke har det godt med at deltage.

På den baggrund og af hensyn til kvaliteten af undersøgelsens resultater bør en lærer derfor respektere det, hvis en elev i forbindelse med afviklingen af målingen giver udtryk for ikke at ville deltage i trivselsmålingen. Som udgangspunkt skal alle elever dog deltage i trivselsmålingen. Det har dog ikke følger for den enkelte elev, hvis den pågældende ikke besvarer trivselsmålingen. Desuden har eleverne mulighed for at vælge svarkategorien ”Jeg ønsker ikke at svare”, hvis de ikke har lyst til at svare på visse spørgsmål.

Må læreren støtte en elev i gennemførelsen af trivselsmålingen?

Det er skolens opgave at tilrettelægge trivselsmålingen, så elever, der har behov for det, får den fornødne hjælp til at forstå spørgsmålene og gennemføre besvarelsen. Læreren kan eksempelvis hjælpe med at forklare ord og begreber i trivselsmålingen. Det er vigtigt og det er lærerens ansvar, at vedkommende ikke ser de svar, som de enkelte elever afgiver.

emu.dk findes en række inspirationsmaterialer, som kan anvendes før, under og efter gennemførelsen af trivselsmålingen, herunder ordforklaringslister til spørgeskemaundersøgelsen.

Hvem skal bruge resultaterne af trivselsmålingen?

Undervisningsministeriet Trivselsværktøj danner statistiske rapporter på klasse-, skole og kommuneniveau til skoler og kommuner og viser derfor ikke den enkelte elevs svar på trivselsmålingen.  
For skolerne kan resultaterne af trivselsmålingen danne grundlag for et systematisk arbejde med elevernes trivsel og undervisningsmiljø på skolen som helhed og i den enkelte klasse, fx ved at lave opfølgende indsatser i klasserne.

For kommunerne bliver trivselsmålingen en del af kvalitetsrapportens afrapportering på, hvordan det står til med elevernes trivsel på kommunens folkeskoler, og hvordan kommunen vil arbejde med området.

Måltal fra trivselsmålingen vil indgå i den årlige statusredegørelse for folkeskolen, som blandt andet handler om udviklingen i folkeskolereformens overordnede mål.

Måltal fra trivselsmålingerne er offentliggjort på uddannelsesstatistik.dk på lands-, kommune- og skoleniveau.

Skoler og kommuner har adgang til egne resultater af trivselsmålingen på klasseniveau.

Erstatter trivselsmålingen den lovpligtige undervisningsmiljøvurdering?

Trivselsmålingen erstatter ikke den lovpligtige undervisningsmiljøvurdering. Via Ministeriets Trivselsværktøj, er der mulighed for at tilvælge et modul med yderligere 9 spørgsmål, således at trivselsmålingen samtidig kan fungere som en kortlægning af skolens undervisningsmiljø.

Hvordan får skoler og kommuner adgang til resultaterne af trivselsmålingen?

Skoler og kommuner få adgang til egne resultater i Ministeriets Trivselsværktøj umiddelbart efter, trivselsmålingen er gennemført. Resultaterne vil blive præsenteret i klasse-, skole- og kommunerapporter. Resultaterne bliver opgjort på enkeltspørgsmål samt for 4.-9. klasse inden for de fire indikatorer for trivsel og den samlede indikator for trivsel.

Resultaterne fra målingen vil endvidere blive præsenteret på uddannelsesstatistik.dk.

Er målingen fortrolig?

Undervisningsministeriet behandler udelukkende de enkelte elevers svar på trivselsmålingen til videnskabeligt og statistisk brug og ministeriet eller andre må ikke bruge de enkelte elevers svar til konkret sagsbehandling eller til at kontakte den enkelte elev.

Elevernes svar sendes til Styrelsen for It og Læring med visse stamoplysninger om eleven, herunder cpr-nummer og Uni-Login-brugernavn. Det sker for, at styrelsen kan lave statistiske rapporter over elevernes trivsel.

Undervisningsministeriets præsentation af resultaterne af trivselsmålingen for skoler og kommuner har form af statistiske tabeller med klasser som det laveste niveau og gengiver altså ikke de enkelte elevers svar. Det er derfor ikke muligt for elevens lærere og pædagoger at identificere den enkelte elev i ministeriets statistiske rapporter. Se mere om fortrolighed her (emu.dk).

Styrelsen for It og Læring videregiver kun data til statistiske eller videnskabelige undersøgelser via Danmarks Statistiks forskerservice. Dette betyder, at forskerne kun har adgang til data i pseudonymiseret form.

Hvor længe opbevares elevernes svar på trivselsmålingen?

Elevernes svar indsamles udelukkende til statistisk og videnskabeligt brug, jf. databeskyttelseslovens § 10. Formålet er at skabe et grundlag, så kommuner og skoler kan arbejde systematisk og målrettet med at styrke elevernes trivsel, og så udviklingen i trivslen kan følges på nationalt plan. Styrelsen for It og Læring kan beholde elevernes svar, så længe det er nødvendigt for opgaven hermed. Styrelsen må ikke orientere skolerne om de enkelte elevers svar.

Kan eleven svare anonymt?

Nej, det er ikke muligt for eleverne at svare anonymt.

Et bredt flertal i folketinget besluttede d. 25. april 2019 en række ændringer i rammerne for trivselsmålingen i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

Spørgsmålet om nødvendigheden af at indsamle informationer om den enkelte elevs trivsel på individniveau ved kobling af elevens svar med elevens cpr-nummer indgik i behandlingen af lovforslaget. 

Det fremgår af bemærkningerne til loven, at trivselsmålingen ikke er anonym. Elevernes svar er forsynet med den enkelte elevs cpr-nr. Det skyldes, at svarene også skal kunne anvendes til forskning og statistiske analyser i elevers trivsel i sammenhæng med andre statistiske oplysninger om eleverne, herunder samkøring med oplysninger fra Danmarks Statistik.

Denne statistiske behandling sker i overensstemmelse med reglerne herom i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Læs mere om loven og dens behandling på Folketingets hjemmeside.

Kan elevernes besvarelser videregives til eksterne forskere?

Ja, men en videregivelse af personoplysninger fra trivselsmålingen vil udelukkende kunne ske til brug i videnskabeligt og statistisk øjemed, og kun hvor oplysningerne er nødvendige for udførelsen af modtagerens undersøgelse.

Det fremgår af lovbemærkningerne til L200, at data stilles til rådighed via forskerkonti i Danmarks Statistik.

Kan jeg som forælder se eller få slettet mit barns besvarelse?

Det fremgår af Undervisningsministeriets lovgivning, at elevernes svar på trivselsmålingen udelukkende må behandles i videnskabeligt og statistisk øjemed. Deraf følger af databeskyttelseslovgivningen en række begrænsninger i den registreredes rettigheder i forhold til at se, rette eller få slettet sin besvarelse.

Hverken forældre eller elever har således ret til at få udleveret elevens besvarelse, når eleven har besvaret spørgeskemaet. Der er ikke ret til at få slettet eller rettet i elevens besvarelse, efter den er afleveret. Der kan heller ikke gøres indsigelse mod den statistiske anvendelse af besvarelserne.

Sidst opdateret: 11. november 2019