Forsøgsprøven afprøver en ny prøveform med to delprøver: En central stillet skriftlig stedprøve (prøveform 1 – skriftlig stedprøve) og en mundtlig delprøve udformet som en produktprøve (prøveform 6 – produktprøve). Den centralt stillede skriftlige stedprøve udprøver eksaminanderne i grundlæggende færdigheder i en delmængde af kernestoffet, uden brug af hjælpemidler. Afprøvningen i det supplerende stof, som den enkelte uddannelsesinstitution vælger, vil ske i den mundtlige delprøve, der er lokalt stillet. Der gives en samlet karakter ud fra et vægtet gennemsnit af den samlede prøve. I det vægtede gennemsnit indgår karakteren for den skriftlige delprøve med 1/3 og karakteren for den mundtlige delprøve med 2/3. Forsøgsprøven vil fremgå på eksaminandernes bevis.
Prøven i dag
Ved grundfagsprøven i matematik niveau F har institutionerne i dag mulighed for at vælge mellem prøveform a og b. Prøveform a er en lokalt stillet mundtlig prøve med lodtrækning. Eksaminationen har en varighed på to timer, hvor eksaminanden individuelt eller i gruppe arbejder med et prøveoplæg. Prøveform b er en caseprøve med tilhørende caseundervisningsdag. Caseundervisningsdagen er en fire timers undervisningsdag, hvor eksaminanden udarbejder en individuel besvarelse af de stillede caseopgaver. Den mundtlige prøve finder sted på den førstkommende hverdag efter caseundervisningsdagen. Den mundtlige prøve er en individuel eksamination på ca. 30 minutter inkl. votering, hvor eksaminanden bliver eksamineret i udvalgte caseopgaver og to ukendte tillægsspørgsmål.
Forsøgets begrundelse
Baggrunden for forsøget er et ønske om at afprøve en kombination af grundlæggende matematiske færdigheder uden brug af hjælpemidler og en virkelighedsnær problemstilling. Det formodes, at der forekommer en del snyd med kunstig intelligens ved den nuværende caseprøve, efter eksaminanderne har afleveret deres opgavebesvarelser på casedagen og før selve eksaminationen, hvortil forsøget er en undersøgelse af muligheden for at imødegå dette. De grundlæggende færdigheder afprøves via en centralt stillet skriftlig stedprøve, som aflægges på papir uden andre hjælpemidler end en centralt udmeldt formelsamling, mens afprøvningen i forhold til en virkelighedsnær situation finder sted ved en mundtlig prøve udformet som en produktprøve. En centralt stillet skriftlig prøve er nyt på eud, og vil kunne give erfaringer med, om dette er en relevant prøveform på eud.
Forsøgets rammer
Forsøget er et frivilligt tilbud til interesserede institutioner, der afholder grundfagsprøven i matematik niveau F inden for hovedområdet teknologi, byggeri og transport. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet fastsætter ikke en øvre grænse for antal tilmeldinger. Eksaminandernes resultat ved forsøgsprøven vil fremgå på eksaminandernes bevis. Der udarbejdes seks opgavesæt, hvoraf et af disse udformes som vejledende til forberedelse af elever og lærlinge.