Kommunen har pligt til at give fripladstilskud til forældre, hvis deres barn har et ophold i dagtilbud af behandlingsmæssige årsager eller hvis opholdet i dagtilbuddet er påkrævet af sociale eller pædagogiske grunde.
Fripladstilskuddet skal bruges til at nedsætte forældrenes egenbetaling eller helt fjerne forældrebetalingen.
Behandlingsmæssigt fripladstilskud
Kommunen skal give behandlingsmæssigt fripladstilskud, når et barn med betydelig eller varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har ophold i et dagtilbud af behandlingsmæssige grunde. 
Behandlingsmæssigt fripladstilskud gives, når kommunen vurderer, at:
- Barnet har en betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
- Barnet har ophold i et dagtilbud af behandlingsmæssige grunde.
Begge betingelser skal være opfyldt.
Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af barnet, og skal vurdere om der er tale om en betydelig og varig funktionsnedsættelse. Kommunen kan inddrage faglig ekspertise hos kommunens faglige konsulenter til vurderingen.
Et behandlingsmæssigt fripladstilskud kræver ikke ansøgning fra forældrene og afhænger ikke af forældrenes økonomisk eller arbejdsmæssige situation.
Forældre har ret til behandlingsmæssigt fripladstilskud fra det tidspunkt, hvor kommunen konstaterer, at barnet har ret til tilskuddet. Det er uden betydning for retten til behandlingsmæssigt fripladstilskud om forældrene har et pasningsbehov.
Hvad er behandlingsmæssige grunde?
Ved behandlingsmæssige grunde forstås, at opholdet i dagtilbud ikke alene handler om pasning og pleje i dagtilbuddet, men også om at støtte barnets fortsatte udvikling eller forebygge, at der ikke sker en forringelse af barnets funktionsevne. Det skal sikres, for at barnet fortsat har mulighed for at udnytte sine personlige, faglige og sociale kompetencer.
Beregning af behandlingsmæssigt fripladstilskud
Det behandlingsmæssige fripladstilskud udgør 50 procent af forældrenes tilskudsberettigede egenbetaling.
Kommunen skal beregne fripladstilskuddet efter, at egenbetalingen er nedbragt med eventuelle øvrige tilskud, fx økonomisk fripladstilskud eller søskendetilskud.
Det betyder, at når forældrebetalingen er beregnet og nedbragt med eventuelle øvrige tilskud, skal kommunen reducere beløbet med 50 procent.
Hvis et barn går i et dagtilbud med et sundt frokostmåltid eller en forældrearrangeret frokostordning, skal der også gives et behandlingsmæssigt fripladstilskud til frokosten, så længe forældrene er berettigede til fripladstilskuddet.
Reglerne gælder både for børn i kommunale dagtilbud og i privatinstitutioner.
Socialpædagogisk fripladstilskud
Kommunen skal give socialpædagogisk fripladstilskud, når følgende betingelser er opfyldt:
- Kommunen vurderer, at barnets ophold i dagtilbud er særlig påkrævet af sociale eller pædagogiske grunde og
- Betalingsspørgsmålet vanskeliggør barnets ophold eller forbliven i dagtilbuddet.
Begge betingelser skal være opfyldt.
Kommunen skal altid foretage en konkret og individuel vurdering af familiens og barnets situation. Det er op til den enkelte kommune at fastlægge kriterierne for vurderingen.
Et socialpædagogisk fripladstilskud kan kombineres med andre tilskud, såsom økonomisk fripladstilskud, søskendetilskud og behandlingsmæssigt fripladstilskud, så forældrebetalingen reduceres yderligere eller helt bortfalder.
Hvis barnet har plads i et dagtilbud med et sundt frokostmåltid eller en forældrearrangeret frokostordning, skal kommunen også give et socialpædagogisk fripladstilskud til frokosten, så længe forældrene er berettigede til fripladstilskuddet.
Beregning af socialpædagogisk fripladstilskud
Kommunen fastsætter størrelsen af det socialpædagogiske fripladstilskud ud fra det enkelte barns behov.
Tilskuddet kan højst udgøre et beløb, der svarer til:
- Forældrenes faktiske egenbetaling til pladsen
- Forældrenes betaling for et sundt frokostmåltid eller en forældrearrangeret frokostordning.
Når kommunen beregner tilskuddet, skal kommunen tage højde for, at forældrenes egenbetaling til pladsen kan være nedsat med øvrige tilskud, fx søskendetilskud eller økonomisk fripladstilskud.
Forældrenes betaling til et sundt frokostmåltid eller en forældrearrangeret frokostordning kan ligeledes være nedsat med eventuelle øvrige tilskud.
Lovgrundlag
- Dagtilbudsloven § 43, § 17, stk. 9 om fripladstilskud
- Dagtilbudsbekendtgørelsen § 42, § 43 (retsinformation.dk)