Hop til indhold

Lovkravet om minimumsnormeringer i privatinstitutioner trådte i kraft den 1. januar 2025. Lovkravet stiller samme minimumskrav til normeringen i privatinstitutioner, som der stilles til kommunale og selvejende daginstitutioner.

Det betyder, at der i privatinstitutioner skal være minimum én pædagogisk personale pr. tre børn i vuggestuer og minimum én pædagogisk personale pr. seks børn i børnehaver.

Normeringen skal følge barnets alder. Det vil sige, at børn der rykkes i børnehave, før de er fyldt tre år, skal sikres en normering på minimum én pædagogisk personale pr. tre børn, som svarer til en vuggestuenormering.

Om opgørelse af normering

Den årlige normering i en privatinstitution opgøres som forholdet mellem antallet af indskrevne børn og antallet af pædagogisk personale som et gennemsnit for hele året. Normeringen skal opgøres som et gennemsnit af de seneste tre kalenderårs årlige normering. Det betyder, at det er privatinstitutionens gennemsnitlige normering over tre år, som skal leve op til dagtilbudslovens krav om minimumsnormering i privatinstitutioner.

Privatinstitutionen skal opgøre normeringen for et kalenderår senest tre måneder efter årets afslutning, altså inden udgangen af marts det følgende år. Normeringen skal offentliggøres på privatinstitutionens egen hjemmeside eller et lignende sted, der er tilgængeligt for forældre.

Senest tre måneder efter årets afslutning skal privatinstitutionen sende en skriftlig erklæring til kommunen. I erklæringen skal det fremgå, at privatinstitutionen har levet op til dagtilbudslovens krav om minimumsnormering i privatinstitutioner. Privatinstitutionens opgjorte normering skal ligeledes fremgå af erklæringen.

Opgørelse af normering i privatinstitutioner

Den årlige normering i en privatinstitution opgøres ved at omregne det pædagogiske personale til fuldtidspersonale og omregne de indskrevne børn til fuldtidsindskrevne børn.

Når det pædagogiske personale omregnes til fuldtidspersonale, vægtes typer af personale forskelligt:

  • Pædagogisk personale tæller som 1
  • Pædagogiske ledere tæller som 0,85
  • Pædagogstuderende i lønnet praktik tæller som 0,43
  • Pædagogiske assistentelever tæller som 0,24.

I opgørelsen af pædagogisk personale tages der ikke hensyn til personalets sygefravær eller fridage. Der tages heller ikke hensyn til børns sygefravær, ferie eller faktiske komme-gå-tider mv.

I aldersintegrerede privatinstitutioner, hvor der både er vuggestue (0-2 år) og børnehave (3 år til skolestart), fordeles det pædagogiske personale mellem vuggestue og børnehave på baggrund af privatinstitutionens egne principper for, hvor mange ressourcer, der tildeles pr. barn i henholdsvis vuggestue og børnehave.

Reglerne for, hvordan normeringen opgøres, findes i bekendtgørelse om opgørelse af normering i privatinstitutioner.

Læs bekendtgørelse om opgørelse af normering i privatinstitutioner (retsinformation.dk).

Metoden til at opgøre normeringen forklares også i vejledningen, som indeholder et bilag med konkrete eksempler.

Læs vejledning og bilag om opgørelse af normering i privatinstitutioner (retsinformation.dk). 

Ministeriet anbefaler at læse bekendtgørelse, vejledning og bilag, før du går i gang med at opgøre normeringen.

Personale, der indgår i normeringsopgørelsen

Klik på overskrifterne herunder for at læse om, hvordan personale i privatinstitutioner indgår i normeringsopgørelsen.

Pædagogisk personale, der er ansat i privatinstitutionen og som udfører pædagogisk arbejde i relation til børnene, indgår i opgørelse af privatinstitutionens normering. 

Hvis en medarbejder er ansat delvist som køkkenpersonale og delvist som pædagogmedhjælper ifølge deres ansættelseskontrakt, medregnes kun den del af arbejdstiden, som udgør pædagogisk arbejde med børnene.

Pædagogisk personale i fleksjob indgår i opgørelsen svarende til deres faktiske arbejdstid.

Pædagogstuderende indgår kun i opgørelsen i det omfang, de får løn under praktikopholdet. Det vil sige, at ulønnet praktik ikke indgår i opgørelsen af normeringen.

Vikarer for pædagogisk personale skal indgå i normeringsopgørelsen, også selvom vikaren ikke er ansat i privatinstitutionen men eksempelvis er ansat i et vikarbureau.

Pædagogisk personale, som varetager støtte til børn efter dagtilbudslovens § 4, stk. 2, i privatinstitutionen, skal indgå i normeringsopgørelsen med den tid, de arbejder i privatinstitutionen inklusiv tid til administrative opgaver i relation hertil. 

Kommunalbestyrelsen skal senest 1. juli hvert år sende en oversigt til hver privatinstitution over antallet af støttetimer, som er tildelt privatinstitutionen i perioden 1. januar til 31. maj i det pågældende kalenderår. Kommunalbestyrelsen skal derudover senest den 1. februar hvert år sende en oversigt over støttetimerne, som kommunen har tildelt privatinstitutionen for hele det foregående kalenderår (1. januar til 31. december).

For yderligere oplysninger om hvorvidt specifikke personalegrupper skal indgå i normeringsopgørelsen, henvises til vejledning om opgørelse af normering i privatinstitutioner.

Læs vejledning om opgørelse af normering i privatinstitutioner (retsinformation.dk).

Brug opgørelsesværktøj til beregning af normering

Børne- og Undervisningsministeriet har udarbejdet et eksempel på et opgørelsesværktøj, som privatinstitutioner kan vælge at bruge til at beregne privatinstitutionens normering. 

Ministeriet står ikke til rådighed for brugervejledning i Excel.

Hent eksempel på opgørelsesværktøj (xlsx) 

Få vejledning i at anvende ministeriets opgørelsesværktøj

I videoguiden herunder bliver du guidet trin for trin i, hvordan værktøjet udfyldes korrekt for at beregne privatinstitutionens normering.

Lovgrundlag

  • Dagtilbudslovens § 19 b: normering i privatinstitutioner.
Sidst opdateret: 17. oktober 2025