Hop til indhold

Med dagtilbudsaftalen 'Stærke dagtilbud - alle børn skal med i fællesskabet' fra juni 2017 blev der afsat cirka 165 millioner kroner til en kommunal ansøgningspulje til kompetenceudvikling. Målgruppen for kompetenceløftet er dagplejere, pædagoger der fungerer som faglige fyrtårne i daginstitutioner og ledelsen i dagtilbud, herunder også ansatte i den kommunale forvaltning, der beskæftiger sig med den faglige udvikling i dagtilbud som for eksempel dagplejepædagoger.

Krav til kompetenceudviklingsaktiviteter

Der er formuleret en række krav til de kompetenceudviklingsforløb, kommunerne kan bruge puljemidlerne på. Kompetenceudviklingsforløbene skal leve op til kravene i ministeriets 'Ramme for udmøntningen af kompetenceudviklingsinitiativet i aftalen 'Stærke Dagtilbud'' (pdf).

Kommuner og leverandører, der ønsker at udbyde forløb, bedes derfor orientere sig i rammen i forhold til de kvalitetskrav, der stilles til korte læringsforløb samt til diplommoduler. Kvalitetskravene omfatter blandt andet at: 

  • Den styrkede pædagogiske læreplan skal være fundament for læringsforløbet, og forløbet skal således bidrage til at realisere den pædagogiske læreplan
  • Omkring 50 procent af pensum er fælles og fastlagt centralt
  • Forløbene skal være praksisnære og vidensbaserede
  • Der er krav til varighed og omfang, undervisers kompetencer, læringsmål, pensum mv.

For at sikre ensartethed på tværs af udbydere, er et af de fælles kvalitetskrav, at 50 procent af pensummet til læringsforløbene skal være fælles.

Se lister med obligatorisk pensum:

Der er også udarbejdet et vejledende pensum til diplommodulerne:

 

Leverandører af kompetenceudviklingsaktiviteter

Kommuner, som modtager tilskud, kan frit vælge mellem alle leverandører, som lever op til kvalitetskrav i 'Ramme for udmøntningen af kompetenceudviklingsinitiativet i aftalen 'Stærke Dagtilbud'' (pdf).

Herunder:

  • Kommunerne har mulighed for selv at tilrettelægge kompetenceudviklingsforløbene (med undtagelse af pædagogisk assistentuddannelse til dagplejere og diplommoduler).
  • De seks professionshøjskoler vil udvikle og udbyde både korte læringsforløb og diplommoduler i overensstemmelse med kravene.
  • Kommunerne kan vælge at entrere med alle øvrige leverandører, der lever op til kravene.

Uanset leverandør kan kommunerne integrere forløb og målgrupper, så længe kravene efterleves.

Overblik over leverandører

Leverandører, som ønsker at udbyde kortere læringsforløb eller diplommoduler i overensstemmelse med rammen, har mulighed for at udfylde dette skema (docx) og indsende oplysningerne til Louise Solgård Hvas på losh@sm.dk til brug for en oversigt over udbydere af forløbene.

Leverandører, som ønsker at tilbyde læringsforløb og diplommoduler i henhold til ’Rammen for udmøntning af kompetenceudviklingsinitiativet i aftalen ’Stærke Dagtilbud’' skal ikke særskilt godkendes af ministeriet. Det er den enkelte kommune, der som puljemodtager er ansvarlig for at entrere med en leverandør, der lever op til de krav, der stilles i forbindelse med ansøgningspuljen.

Ministeriet er derfor ikke ansvarlig for, at leverandører, som fremgår af skemaet, lever op til kravene i rammen. Oversigten er blot en information, der stilles til rådighed for kommunerne.

Det er frivilligt, om man som leverandør vil udfylde skemaet og man kan således godt komme i betragtning som leverandør af et forløb uden at fremgå af skemaet.

Oversigten over leverandører opdateres løbende, der er således ingen frist for registrering.

Se den foreløbig oversigt (pdf)

Fakta om puljen til kompetenceløft

Midlerne øremærkes efter fordelingsnøglen 70-30:

  • Cirka 30 procent af kommunens puljeandel skal bruges på dagplejere. Midlerne skal fortrinsvis anvendes til efteruddannelse på PAU. Dog kan kommunen i visse særlige tilfælde give dagplejere korte kurser.
  • Cirka 70 procent af kommunens puljeandel skal bruges på kortere læringsforløb (af henholdsvis 3 og 1 dags varighed) samt diplommoduler til faglige fyrtårne i daginstitutioner og ledelsen, primært den daglige pædagogiske ledelse (ledere i daginstitutioner og dagpleje samt dagplejepædagoger) men også personer, der varetager funktioner såsom forvaltningsledere, forvaltningschefer, pædagogiske konsulenter og klynge- og områdeledere.

Målgruppen er både kommunale og private dagtilbud.

Midlerne fordeles blandt kommunerne efter ansøgning og på baggrund af det skønnede børnetal for 2018.

Puljen er udmeldt på Tilskudsportalen med blandt andet en detaljeret ansøgningsvejledning. Der var frist for ansøgning den 16. april 2018.

Sidst opdateret: 9. august 2022