Hop til indhold

Obligatorisk læringstilbud til 1-årige i udsatte boligområder og skærpet straf til ledere for pligtforsømmelser

Den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) indgik den 28. maj 2018 aftale med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om, at 1-årige børn fra udsatte boligområder skal have et obligatorisk læringstilbud, hvis de ikke går i dagtilbud.

Målet er, at børn fra udsatte boligområder får en bedre start på livet i de første år, som er helt centrale for børns udvikling og muligheder. Loven om obligatorisk læringstilbud til 1-årige blev vedtaget i Folketinget den 13. december 2018, og reglerne træder i kraft den 1. juli 2019. 

Samtidig er det også aftalt, at straffen skærpes for ledere i offentlig tjeneste eller hverv for pligtforsømmelse.

Læs aftalen om obligatorisk læringstilbud til 1-årige og skærpet straf for ledere (pdf)

Læs FAQ'en om obligatorisk læringstilbud til 1-årige (pdf)

Pakke med inspiration til arbejdet med obligatoriske læringstilbud

Læs nyheden "Ny pakke støtter det pædagogiske arbejde med obligatoriske læringstilbud"

Bedre fordeling af børn i daginstitutioner

Den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) indgik den 28. maj 2018 aftale med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om, at kommunerne fremadrettet skal sikre bedre fordeling af børn i daginstitutioner, sådan at der højst må nyoptages 30 procent børn fra udsatte boligområder i alle daginstitutioner.

Målet er, at der skal være bedre mulighed for at udvikle det enkelte barns danske sprog, trivsel og generelle læringsparathed. Lov om bedre fordeling blev vedtaget i Folketinget den 13. december 2018.

Lovændringen trådte i kraft den 1. januar 2019. Kommuner og daginstitutioner vil være forpligtede til at leve op til lovens krav fra den 1. januar 2020. Dermed har kommunerne 1 år til at indrette sig i forhold til de nye regler.

Det bemærkes, at adgangen til dispensation fra reglerne om bedre fordeling i daginstitutioner blev ophævet med lov nr. 1004 af 26/06/2020 om ændring af dagtilbudsloven (retsinformation)

 

Sidst opdateret: 9. januar 2023