Hop til indhold

Reglerne for skærmbrug i dagtilbud afhænger af barnets alder. Det vil sige, at reglerne er forskellige for børn, som er mellem 0-2 år og børn, som er 3 år og frem til skolestart.

Regler for brug af digitale redskaber

Læs mere om, hvad reglerne betyder for børn mellem 0 og 2 år og 3-årige børn frem til skolestart i dagtilbud og private pasningsordninger herunder.

Brug af skærme og digitale redskaber til 0-2-årige børn

Digitale redskaber må kun i helt særlige tilfælde anvendes i det pædagogiske læringsmiljø. Det betyder, at 0-2-årige børn som udgangspunkt ikke må sidde foran et fjernsyn, en computer, tablet mv. og se tegnefilm, spille spil eller lignende, når børnene er i dagtilbuddet eller den private pasningsordning. Det gælder, uanset om det sker i samvær med det pædagogiske personale eller den private passer.

Helt særlige tilfælde omfatter eksempelvis hvis et barn har et handicap eller kognitive udfordringer, og på baggrund af en faglig vurdering i en kort periode har brug for ro eller afskærmning ved at sidde med en tablet eller lignende i aktivt samspil med en voksen.

Dagtilbud og private pasningsordninger til 0-2-årige børn kan bruge fx en telefon eller en tablet med henblik på at lytte eller danse til musik og lignende aktiviteter.

Brug af skærme og digitale redskaber til 3-årige børn frem til skolestart

Digitale redskaber må kun bruges i det pædagogiske læringsmiljø, hvis det fagligt kan begrundes. Eksempler på fagligt begrundet brug af digitale redskaber kan være:

  • Hvis det pædagogiske personale eller den private passer i relation til en pædagogisk aktivitet sammen med børnene anvender en mobiltelefon eller en tablet til kortvarigt at vise børnene detaljer eller udvide børnenes forståelse ved at gå mere i dybden med et givent emne.
  • Hvis børnene er nysgerrige efter mere viden eller efterspørger forståelse for noget, hvor det pædagogiske personale eller den private passer sammen med børnene kan bruge en tablet eller computer til at søge den viden frem, som børnene efterspørger.

Det er en forudsætning, at brugen af eksempelvis en computer eller tablet i den konkrete situation altid fagligt kan begrundes. 

Børn må ikke sidde alene eller sammen med det pædagogiske personale eller den private passer foran en computer eller med tablet for at se tegnefilm, spille spil eller lignende. Formålet må ikke være ren underholdning, da passiv skærmtid ikke betragtes som fagligt begrundet. 

Det er det pædagogiske personale eller den private passer, der vurderer, hvornår det fagligt kan begrundes at bruge digitale redskaber i det pædagogiske læringsmiljø. 

Dagtilbud og private pasningsordninger til 3-årige børn frem til skolestart kan bruge fx en telefon eller en tablet med henblik på at lytte eller danse til musik og lignende aktiviteter.

Hvilke aktiviteter er ikke omfattet af reglerne?

Nogle aktiviteter er ikke omfattet af reglerne for brugen af digitale redskaber. Det gælder eksempelvis:

  • Når det pædagogiske personale bruger digitale redskaber i forbindelse med kommunikation med forældre.
  • Administrative formål, fx arbejde med den pædagogiske læreplan, opfølgning på tilsynsbesøg eller møder i forældrebestyrelsen.
  • Når det pædagogiske personale tager billeder af børnene eller børnenes aktiviteter på legepladsen eller ved udflugter med henblik på at dele børnenes dagligdag med forældrene.
  • Når det pædagogiske personale bruger digitale redskaber i arbejdet med sprogvurdering og eventuel sprogstimulering af børn.
  • Kommunernes tilsyn med dagtilbud og private pasningsordninger, da de ikke er omfattet af loven. Kommunerne kan i tilsynet anvende et digitalt redskab, såfremt det vurderes at være nødvendigt.

Hvilke dagtilbud mv. er omfattet af reglerne?

  • Kommunale daginstitutioner
  • Selvejende daginstitutioner
  • Udliciterede daginstitutioner
  • Privatinstitutioner
  • Kommunal dagpleje
  • Privat dagpleje
  • Private pasningsordninger
  • Puljeordninger
  • Sprogstimuleringstilbud i form af en plads 30 timer om ugen i et dagtilbud

Lovgrundlag

  • Dagtilbudslovens § 8 a om anvendelse af digitale redskaber i dagtilbud
  • Dagtilbudslovens § 81 c om anvendelse af digitale redskaber i private pasningsordninger
Sidst opdateret: 23. oktober 2025