Hop til indhold

Udviklingen af arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) sker i samarbejde mellem forskellige aktører, som har hver deres roller. Arbejdsmarkedets parter står for at udvikle AMU og tilhørende prøver. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet godkender, at beskrivelsen af uddannelserne overholder gældende regler. Endelig spiller AMU-udbyderne en vigtig rolle, når de sikrer, at uddannelserne tilrettelægges og udbydes på en hensigtsmæssig måde.

Arbejdsmarkedets parter

Arbejdsmarkedets parter har flere roller. En af rollerne udspiller sig i Rådet for Voksen- og Efteruddannelse (VEU-rådet), mens en anden rolle er i efteruddannelsesudvalgene.

VEU-rådet

VEU-rådet rådgiver ministeren om:

  • arbejdsmarkedsuddannelserne
  • individuel kompetencevurdering
  • vurdering af basale færdigheder i læsning, skrivning, stavning, regning og matematik
  • behov for og tilskud til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse
  • kortuddannedes uddannelsesbehov inden for almen voksenundervisning på grundlæggende niveau.

Desuden kan VEU-rådet på eget initiativ drøfte og afgive udtalelse om alle spørgsmål, der efter rådets opfattelse har betydning for arbejdsmarkedsuddannelserne, herunder om uddannelsernes økonomi.

Efteruddannelsesudvalgene

De 11 efteruddannelsesudvalg er nedsat af arbejdsmarkedets parter og godkendt af Rådet for Voksen- og Efteruddannelse. Tilsammen dækker efteruddannelsesudvalgene alle uddannelsesområder i AMU, det er for eksempel industri, kontor, social- og sundhed, transport og byggeri.

Efteruddannelsesudvalgenes opgave er at udvikle AMU, som kan opfylde arbejdsmarkedets behov for erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse målrettet faglærte og ufaglærte. Efteruddannelsesudvalgene udvikler AMU på baggrund af analyser af uddannelsesbehov og på baggrund af deres samarbejde med erhvervslivet inden for branchen.

Udvikling af prøver til AMU, undervisningsmateriale og faglig efteruddannelse af lærerne er også opgaver, som efteruddannelsesudvalgene står for.

AMU-udbyderne

Udbyderne er godkendt af ministeriet til at afholde AMU. AMU udbydes af AMU-centre, erhvervsskoler, private uddannelsesinstitutioner samt nogle få professionshøjskoler.

AMU-udbyderne er forpligtet til i fællesskab at sikre, at der udbydes AMU (og også tilhørende delmål) i et omfang, så efterspørgslen imødekommes.

AMU-udbydernes bestyrelse og ledelse har ansvar for, at udbud og gennemførelse af arbejdsmarkedsuddannelserne sker inden for de gældende regler og rammer.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

I styrelsen sikres, at de arbejdsmarkedsuddannelser og prøver, som udvikles i efteruddannelsesudvalgene, overholder de formelle rammer. Det er også styrelsen, der fører tilsyn med AMU-udbyderne. Styrelsen er ligeledes meget involveret, når nye initiativer på AMU skal implementeres.

Sidst opdateret: 26. juli 2023