Hop til indhold

Når både ledelse og lærere på avu inddrages i kompetenceudviklingen, giver det gode betingelser for implementeringen af den nye viden. Samtidig har det en god virkning, når deltagerne får mulighed for at bruge den nye viden i deres egen praksis som en del af efteruddannelsesforløbet, så undervisningen bliver en vekselvirkning mellem teori og praksis.

Det er konklusionen på en evaluering af kompetenceudviklingsforløbet Avu- didaktik og pædagogisk ledelse.

Danmarks Evalueringsinstitut har evalueret kompetenceudviklingsforløbet for Undervisningsministeriet.

Evalueringens anbefalinger:

  • Efteruddannelsesforløb skal integrere omsætning af ny viden i egen praksis. Dette kan ske ved at rammesætte en proces, hvor lærerne undervejs i forløbet skal bruge den nye viden i forbindelse med udvikling af undervisningsforløb, som de afprøver, og bringer erfaringerne med tilbage til mødedagene.
  • Efteruddannelsesforløb skal både inddrage ledelse og lærere. I den forbindelse er det vigtigt, at lederne klædes på til at udøve pædagogisk og didaktisk ledelse.
  • Efteruddannelsesforløb skal tage afsæt i den aktuelle kontekst og bygge oven på deltagernes aktuelle kompetencer.
  • Efteruddannelsesforløb skal tilrettelægges som et godt eksempel på den ønskede forandring, dvs. at underviserne skal vise vejen ved selv at udøve eksemplarisk undervisning.
  • Efteruddannelsesforløb skal understøtte reflekteret vidensdeling blandt lærere. Der skal således kobles til didaktiske refleksioner, når deltagerne ser og hører om andres undervisningsforløb.
Om forløbet

Avu-didaktik og pædagogisk ledelse var et kompetenceudviklingsforløb for lærere på den almene voksenuddannelse (avu). Det fandt sted i skoleåret 2015/2016 og havde til formål at styrke avu-lærernes didaktiske kompetencer og dermed understøtte motivation og læring hos den meget sammensatte kursistgruppe, der ses på avu. Fokus har været på målstyret undervisning, didaktik og pædagogik inden for fagområderne og på varierede arbejdsformer. Integreret i forløbet har været et ledelsesspor, som skulle sikre en pædagogisk ledelsesindsats, der aktivt kan understøtte lærerenes praksisudvikling. Desuden havde forløbet til formål at bane vejen for målrettede efteruddannelsesforløb for avu-lærere.

Forløbet bestod af tre konferencer med i alt fire konferencedage, hvor der dels var fælles oplæg  og dels fagworkshops for lærere og lederworkshop for ledere. Deltagerne fik til opgave at omsætte det lærte i undervisningspraksis mellem konferencedagene.

Imellem konferencedagene var der desuden mulighed for erfaringsudveksling mellem deltagerne og faglig sparring med undervisere via en elektronisk platform.

Forløbet blev gennemført af University College Lillebælt (UCL) for Undervisningsministeriet.


Læs mere