I Danmark er der knap 600.000 personer mellem 16 og 65 år, der har behov for at styrke deres læse-, skrive- og stavefærdigheder. Tallet stammer fra PIAAC-undersøgelsen, som OECD offentliggjorde i 2013.
Forberedende voksenundervisning (FVU) er det mest målrettede uddannelsestilbud til denne gruppe af danskere, og FVU-læsning har netop til formål at reducere denne problemstilling. FVU-læsning udbydes på fire forskellige niveauer for at skabe en god overensstemmelse mellem undervisningen og kursisternes læringsbehov.
FVU-læsning udbydes af en bred vifte af voksenuddannelsesinstitutioner.
En kvantitativ analyse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser, at deltagerprofilen på FVU-læsning trin 1 svarer til den typiske svage læser, når det gælder uddannelsesniveau. Analysen viser endvidere en stigende aktivitet både for beskæftigede og ledige. Stigningen er størst for gruppen af ledige.
FVU søges i stadig stigende grad også af tosprogede kursister, der har behov for at blive bedre til at læse, skrive og stave. En del af disse kursister anvender FVU-tilbuddet som sprogundervisning snarere end som afhjælpende undervisning i forhold til et egentligt læseproblem. Af rapporten fremgår det, at mænd og personer mellem 45 og 65 år er underrepræsenterede, når man sammenligner deltagerne med målgruppen.
I runde tal gennemfører 80 % af deltagerne undervisningen. 25 % af dem afslutter undervisningen med at tage imod tilbuddet om at aflægge prøve. Tre ud af fire, der har bestået FVU-læsning på trin 1, fortsætter på FVU enten i læsning eller i matematik.
Analysen viser i lighed med tidligere undersøgelser, at en del kursister har behov for at følge FVU-læsning på trin 1 mere end én gang.
Rapporten baserer sig på statistisk materiale samt på det billede, PIACC-undersøgelsen har givet af gruppen af svage læsere.
Rapporten kan findes via nedenstående link: