Hop til indhold

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling åbner i dag for ansøgningen til en pulje på 3,5 millioner kroner, som skal være med til at styrke sprogkundskaber i tysk. Gennem puljen kan der søges om midler til tre formål:

  1. Udveksling af elever og lærere mellem Danmark og Tyskland i fagene tysk, historie og samfundsfag
  2. Styrket samarbejde mellem tysklærere på tværs af grundskoler og ungdomsuddannelser i Danmark
  3. Bedre udnyttelse af det tyske mindretals sproglige og kulturelle kompetencer

Kontakt angående formål 1 og 2: Sabine Gadeberg Larsen
Kontakt angående formål 3: Steffen Bang

Tyskland er en vigtig samarbejdspartner og Danmarks vigtigste eksportmarked. Regeringen ser et stort potentiale for at udvikle forholdet og samhandlen yderligere, såvel som i at danske unge får øjnene op for de muligheder, det at kunne tysk giver dem. Det kræver også, at vi bliver bedre til det tyske sprog. Udmeldingen af puljen sker derfor som led i regeringens strategi for Tyskland.

”En god sproglig og kulturel ballast er forudsætningen for at pleje og udvikle vores gode forhold til Tyskland. Jeg håber, at puljen kan bidrage til at styrke danske unges sproglige og kulturelle kompetencer og medvirke til, at flere får øjnene op for de mange muligheder, det giver at kunne tale tysk,” siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.

Puljen kan søges af folkeskoler via deres kommune, frie grundskoler, frie fagskoler og efterskoler samt de foreninger, de repræsenteres af, og faglige eller kulturelle foreninger på området.

Fakta

Ansøgningsfristen for puljen er onsdag den 30. november 2016. Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling giver svar på ansøgninger i december 2016.

Læs ansøgningskriterierne for puljen til styrkelse af tysk i grundskolen og af samarbejdet med det tyske mindretal.


Læs mere