Hop til indhold

Flere unge skal have en ungdomsuddannelse, og unge på kanten skal have den hjælp, de har behov for – og i rette tid. Og så skal flere unge generelt få en bedre og mere direkte vej til den uddannelse og det job, der matcher deres kompetencer. Det er nogle af målene for det arbejde, som regeringen nu sætter i gang.

De unges vej gennem ungdomsuddannelsessystemet spiller en afgørende rolle for deres videre uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder. Baggrunden for den nye indsats er, at der er alt for mange unge, der ikke kommer i gang, falder fra undervejs, starter på en ny uddannelse og falder måske fra igen.

"I dag er der for mange unge, der bliver skoletrætte, og ikke kommer ordentligt videre i uddannelsessystemet. Derfor gør regeringen nu en ekstra indsats for at hjælpe unge på kanten, så de ikke mister grebet om deres liv. Der er ingen lette løsninger, men der er masser af eksempler på uddannelsesforløb, godt samarbejde, der virker lokalt, og hvor skoler, kommuner og virksomheder i forening arbejder for de unge. De eksempler skal vi lære af, så vi kan sikre, at langt flere unge får en mere direkte vej til uddannelse eller arbejde, der matcher deres kompetencer. Det skal ekspertgruppen blandt andet se nærmere på," siger børne-, undervisnings-, og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby.

Det bliver rektor for Professionshøjskolen Metropol, Stefan Hermann, der bliver formand for Ekspertgruppen om bedre veje til en ungdomsuddannelse. Han skal lede arbejdet, der frem mod udgangen af 2016 skal komme med en række analyser, anbefalinger og debat- og diskussionsoplæg. Gruppen består af i alt syv udvalgte eksperter, der hver især har en stærk tilknytning til ungdomsuddannelserne og de unge.

”Unges vej gennem uddannelsessystemet ligger mig meget på sinde. Der er ingen tvivl om, at der er en række udfordringer mellem skole og videre uddannelse. En særlig udfordring er de unge, der på mange planer er udfordret undervejs på rejsen gennem folkeskolen over ungdomsuddannelserne til arbejdsmarkedet og livet i det hele taget. Nu sætter jeg mig i spidsen for et arbejde, der skal gøre den vej bedre. Der er en dybt meningsfuld opgave,” siger Stefan Hermann.

Gruppens øvrige syv medlemmer er bredt sammensat af eksperter fra uddannelses- og forskningsverdenen samt erhvervslivet. Der vil blive nedsat en referencegruppe med deltagelse af interessenter på området, som vil blive involveret i ekspertgruppens arbejde.

Ekspertgruppens medlemmer

Oversigt over ekspertgruppens medlemmer:

  • Stefan Hermann, Rektor, Professionshøjskolen Metropol.
  • Else Sommer, Tidl. administrerende direktør i Børne- og Ungeforvaltningen, Københavns Kommune.
  • Gert Møller, Forstander, Korsør Produktionshøjskole.
  • Noemi Katznelson, Professor og leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet København.
  • Marianne Simonsen, Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet.
  • Torben Risgaard Strand, Operations Director, Thermo Fisher Scientific.
  • Jesper Arkil, administrerende direktør, Arkil Holding