Hop til indhold

Når den nye kampagne om mesterlæreordning sparkes i gang til efteråret, vil fokus være rettet mod Håndværksrådets netværk blandt potentielle arbejdsgivere, som kan ansætte elever i ny mesterlære.

Målet med den nye mesterlæreordning er at give den enkelte elev mulighed for at forme sin erhvervsuddannelse i en mere praktisk orienteret retning.
Ordningen er målrettet elever, som foretrækker læringsmiljøet på en arbejdsplads fremfor skolemiljøet. Eleverne skal dog forsat være indstillet på at følge relevant skoleundervisning. Derudover henvender ny mesterlære sig i høj grad til virksomheder, der er indstillet på at tilbyde en god og alsidig oplæring, som fagligt ligger ud over den almindelige praktikuddannelse.

Ny mesterlære erstatter grundforløbet på erhvervsuddannelsen og omfatter grundlæggende praktisk oplæring i en virksomhed. Adgangskravene til grundforløbet i erhvervsuddannelserne gælder derfor ikke for elever i ny mesterlære, da eleven ikke følger dette undervisningsforløb. Eleverne i ny mesterlære skal dog som tidligere opfylde de såkaldte overgangskrav inden skoleundervisningen på uddannelsens hovedforløb.

Ved uddannelsens begyndelse aftaler skolen, eleven og virksomheden, hvilken praktikuddannelse og skoleundervisning eleven skal have, og hvornår den skal finde sted. Aftalens indhold afhænger både af, hvad eleven har med sig fra anden undervisning og erhvervserfaring, og hvad virksomheden kan tilbyde at lære eleven.