I sidste weekend kunne jeg læse her i avisen (Pol 30.8.), at psykolog Astrid Høy er bekymret over mine udtalelser om »pisse dårlig opdragelse«.
Jeg vil gerne starte med at sige tak for et godt indlæg. Vi har behov for at diskutere, hvordan vi kan få ro i undervisningen og bedre hjælp til de elever, der har særlige behov.
Min tilgang er rimelig simpel: Der skal være plads til alle børn i folkeskolen, men ikke til al opførsel. Det er i den forbindelse nødvendigt, at skolen som fællesskab får bedre muligheder for at sætte grænser, når ordensreglerne bliver brudt – for eksempel med chikane, vold eller hærværk.
Derfor har vi strammet ordensreglerne før sommerferien. Der er nu flere muligheder for at sanktionere elever ved for eksempel at sende voldelige elever hjem eller få dem til at blive efter skole og rydde op efter deres eget svineri, hvis de har væltet en masse skraldespande. Nogle kalder det straf. Jeg kalder det konsekvenspædagogik. For mig handler det om at passe på fællesskabet. Der sidder 21 andre elever i klassen. Dem skal vi ikke glemme.
Hvis en elev reagerer voldeligt eller på anden måde uhensigtsmæssigt, kan det selvfølgelig være relevant at se på, om skolens rammer er gode nok, og om læreren har gjort det rigtige. Og hvis eleven har angst, adhd eller kommer fra et hjem med misbrug og skilsmisse, kan det selvfølgelig være relevant at tage alt det med i betragtning. Det giver sig selv.
Men elever er ikke altid ofre. Nogle gange opfører de sig bare dårligt. Måske fordi de er »pisse dårligt opdraget«. I de tilfælde er det ikke skolen, som skal tilpasse sig eleven, men derimod eleven, som må forandre sig og blive bedre til at respektere fællesskabet. Der er for meget mig-mig-mig og for lidt ’vi’ i nogle børns opdragelse.
Derfor bakker jeg de skoleledere op, som bruger mulighederne i ordensbekendtgørelsen. Derfor er det ikke rimeligt, at lærere og pædagoger risikerer fyresedler, hvis de griber ind over for chikane og afbrydelser af undervisningen. Og derfor skal vi give det pædagogiske personale muligheden for at være de voksne i lokalet. De har omsorgsansvaret i fravær af os forældre. Så nytter det ikke noget, at de risikerer deres stilling, hvis de tager det ansvar på sig og tager et stemmejern fra en ophidset elev i sløjdlokalet.
Det er på tide, at reglerne afspejler sund fornuft og ikke abstrakte og idealistiske forestillinger om barnet som et perfekt væsen, der altid gør det så godt, som de kan. I praksis skal lærere og pædagoger træffe beslutninger på få sekunder og står i dag på et uklart retsgrundlag. Det går ikke. Heller ikke i forhold til elevernes retssikkerhed.
Jeg har været i dialog med min norske kollega gennem et stykke tid. De har allerede vedtaget lovgivning om lærernes mulighed at gribe fysisk ind i nogle situationer. Herhjemme forventer vi at starte forhandlinger med Folketinget inden jul.
MATTIAS TESFAYE (S)