Hop til indhold

Vi kommer fra forskellige lande og kulturer på tværs af Europa. Vi voksede op i forskellige politiske systemer, på forskellige sprog, og er formet af forskellige historiske udviklinger. Men vi er forenede af noget kraftfuldt: en følelse af at være europæere helt ind i hjertet. Midt i stigende globale spændinger og usikkerhed er denne følelse mere værdifuld i dag, end den har været i adskillige generationer.

Det er derfor, medborgerskabskompetence er så væsentlig en færdighed. Vi ved alle, at læsning, matematik, videnskab og digitale færdigheder er helt essentielle færdigheder. Men alle unge europæere bør også lære, hvordan man engagerer sig ansvarligt i civilsamfundet, tænker kritisk over den verden, der omgiver dem, og deltager aktivt i demokratiet. Medborgerskab er ikke et tilvalg; det er helt afgørende for vores moderne europæiske samfund.

I dag identificerer hele 74 procent af folk på tværs af EU sig som EU-borgere – et rekordhøjt tal. To ud af tre mener, at der er mere, der forener os europæere end det, der skiller os ad. Det er opmuntrende, men også skrøbeligt. Vi må ikke tage demokratiet for givet. På tværs af kontinentet ser vi indikationer på polarisering, disinformation og faldende tillid til institutioner. I en tid hvor Europa er ved at styrke sit forsvar og sine sikkerhedskapabiliteter, er det lige så vigtigt, at vi opbygger demokratisk modstandsdygtighed og en fælles forståelse af, hvem vi er. Hvis vi ikke udstyrer de næste generationer med redskaberne til at navigere i disse udfordringer, kan vi ikke regne med, at de automatisk vil forsvare demokratiet, bare fordi vi gjorde det i gamle dage.

Medborgerskab og en fælles forståelse af europæisk identitet skal trænes, tillæres og udleves. Det betyder, at vi skal give vores unge mennesker evnen til at stille spørgsmålstegn, tænke kritisk, have svære samtaler og føle sig som en del af noget større end dem selv. Demokrati er ikke bare et spørgsmål om parlamenter og retssystemer. Det er også et spørgsmål om en følelse af ”vi”: at vi deler historie, kultur og værdier, som er værd at give videre.

Erasmus+ spiller en vital rolle

Træning af medborgerskabsmusklen skal begynde i en tidlig alder. Allerede i skolen. Over hele kontinentet arbejder lærere og undervisere utrætteligt på at udstyre børn og unge med viden om alfabeter, algebra og algoritmer. De forbereder unge mennesker til at klø på og rejse videre i deres uddannelse, karrierer og liv, uanset om de drømmer om at blive tømrer eller tandlæge. De europæiske uddannelsessystemer gør, at unge mennesker kan lære at tænke analytisk, reflektere kritisk, og i sidste ende blive kompetente og selvsikre borgere i demokratier.

’Erasmus+’ spiller en vital rolle. Med over 16 millioner deltagere indtil videre har Erasmus-programmet skabt generationer af unge mennesker med en stærk europæisk identitet. Det har udvidet uddannelsesmuligheder for mange unge mennesker. Det har erobret hjerter ved at vise unge mennesker forskellige måder at leve på og ved at tillade unge mennesker at nyde forskellige kulturer. Det styrker den fælles kulturelle forståelse mellem europæere. Måske spiser vi forskellig mad og lytter til forskellige slags musik, men vi deler et fælles værdisæt. Og vi skal sikre, at det ikke stopper her.

I dag er der stadig for mange unge mennesker, der går glip af de mobilitetsmuligheder i Erasmus-programmet. Det skal ændre sig. Programmer med beviste meritter såsom Erasmus+ bør fortsættes og få endnu større social og uddannelsesmæssig spændvidde. For yngre elever, endda så tidligt som i de yngre år i grundskolen, kan en oplevelse i udlandet – selv så korte som af en uges varighed – ændre et barns liv, særligt for dem, der måske ellers aldrig ville have set andet end deres egen by eller deres eget land. Det kan åbne sindet, pirre nysgerrigheden, og starte processen med at bygge den essentielle følelse af europæisk tilhørsforhold. Vores vision er klar: uanset baggrund eller hvor man kommer fra, fortjener alle børn i Europa chancen for at udforske og opleve deres forbindelse til Europa – ikke kun i deres pas, men i deres hjerter.

Involvering af unge ved EU’s ungdomskonference i København

Fra den 21. til den 23. september mødtes unge mennesker fra hele Europa i København til EU’s ungdomskonference, en hjørnesten i EU’s ungdomsdialog (youth.europa.eu). Dette års tema – fremtidens Erasmus+-program – rammer kernen af det, der betyder mest for unge europæere: muligheder, inklusion, og tilhørsforhold. De kender bedre end nogen andre de udfordringer, de står over for, og de ambitioner, der har for fremtiden. Det er derfor vi som beslutningstagere må ikke bare lytte til deres stemmer, men også være villige til at handle på dem, og vi tager meget værdifulde indsigter med fra vores deltagelse i dette års ungdomskonference.

Europa kan ikke forsvares med budgetter og bataljoner alene. Europa skal leve i folks sind og hjerter. At sikre vores fremtid er ikke kun et spørgsmål om at beskytte grænser, men om at beskytte værdier: demokrati, solidaritet, og frihed. Det arbejde starter i klasseværelset, i uddannelsesprogrammer, og i de daglige oplevelser som får unge til at føle sig som en del af Europa. Den næste generation vil kun forsvare Europa, hvis de virkelig føler, at Europa tilhører dem. Lad os sikre, at de gør.