I et indlæg i Altinget kritiserer psykolog Søren Kjeldsen mit arbejde med at give lærere og pædagoger et retsgrundlag for at kunne gribe fysisk ind overfor elever. Samtidig skriver Kjeldsen, at lærere ikke skal opleve at være magtesløse.
Den logik forstår jeg ikke. Mon ikke mange lærere vil sige det ligeud: De savner juridisk klarhed. De savner opbakning fra forvaltning og lovgivning til at kunne håndtere svære situationer. Derfor vil vi ændre loven. Vi er inspireret af Norge, hvor de har vedtaget lignende regler. Om tydeligere rammer for at kunne udøve omsorgsansvaret og gennemføre undervisningen.
Kjeldsen mener, at det politiske fokus havner det forkerte sted. At vi burde tale om trivsel i stedet. Jeg er helt enig i, at vi skal tale om trivsel. Og vi kan tale og tale om trivsel alt det vi vil. Men det er desværre ikke nok at tale om problemerne. Når en lærer står med 23 børn, der gerne vil lære noget, og ét barn larmer, nægter at samarbejde, måske råber eller forstyrrer voldsomt. Så er det ikke hensynsfuldt at stå med hænderne i lommen og sige, at vi bør bare skal arbejde mere med trivsel. Og at forstå årsagerne bag. Det ved lærerne og pædagogerne da godt. De arbejder med det hver eneste dag! De har ikke det privilegie at kunne nøjes med at tale om forebyggelse og trivsel. De skal håndtere virkeligheden.
Fysisk indgriben handler om at give lærerne mulighed for at tage ansvar for hele klassen. Det er et svigt af fællesskabet, hvis vi lader én elev ødelægge undervisningen for 23 andre, fordi vi ikke tør tage den svære diskussion om grænser og ansvar.
Nogle kritikere hævder, at det her er udtryk for en gammeldags skoleforståelse. Jeg synes, det er et mærkeligt synspunkt. For mig handler det her om noget meget jordnært: Hvis man ødelægger undervisningen for de andre, så har de andre også krav på, at der bliver grebet ind. Lovgivningen har meget fokus på den enkelte elevs rettigheder, men glemmer nogle gange fællesskabet.
Det er nemt at skrive debatindlæg om relationer og trivsel. Det er svært at stå i klasselokalet tirsdag morgen og få 24 børn igennem en dansktime, hvor én elev nægter at deltage og skaber uro. Der skal vi som politikere ikke tale udenom. Vi skal støtte lærerne. Og vi skal tage ansvar. For fællesskabet. For undervisningen. For de børn, der har brug for at få sat en grænse. Og for de børn, der gerne vil lære noget.