Antallet af danskere over 70 år vokser markant. I årene frem mod 2035 vil vi være cirka 192.000 flere ældre end i dag. Samtidig bliver 20-25 procent af alle opslåede stillinger som SOSU-assistenter og -hjælpere i dag ikke besat eller besat af en ansøger uden alle de ønskede kvalifikationer.
Det er ikke svært at se, at kombinationen betyder, at vi står med en akut udfordring: Vi mangler hænder til at passe på vores ældre og sikre dem en værdig alderdom. En hverdag hvor de kan komme i bad og på toilettet, når de har brug for det. Og hvor der er tid til at skabe en tillidsfuld relation mellem den ældre borger og plejepersonalet.
Og det haster. Selvom der de seneste par år er kommet lidt flere elever på SOSU-uddannelserne, er det desværre langt fra nok. En økonomisk analyse fra Finansministeriet viser, at der i 2035 kan komme til at mangle omkring 15.000 SOSU-uddannede.
Tallene taler sit tydelige sprog. Vi har ganske enkelt ikke tid til at lade stå til.
En del af løsningen er løn. Derfor er regeringen klar med et ekstraordinært lønløft på 3 milliarder kroner – blandt andet til social- og sundhedsmedarbejdere. Pengene skal derhen, hvor det er blevet sværere at tiltrække og fastholde medarbejdere. Så dem, der arbejder direkte med danskerne på skæve tidspunkter eller på fuld tid, kommer til at mærke en forskel.
Hvis hele rammen til lønløft udmøntes til 200.000 personer, svarer det til cirka 2.500 kroner mere om måneden i gennemsnit.
Med andre ord er regeringen klar til at investere massivt i velfærden. Men vi bilder os ikke ind, at løn alene løser udfordringerne. Velfærdssamfundets store og strukturelle udfordringer skal løses ved at gennemføre flere forskellige initiativer, der supplerer hinanden.
Med finanslovsforslaget foreslår vi blandt andet at investere i erhvervsuddannelserne med cirka 310 millioner kroner i 2024 stigende til cirka 910 millioner kroner fra 2030 og frem. Det svarer til et løft på omkring 10 procent.
Vi skal bruge pengene på at styrke kvaliteten på erhvervsuddannelserne – blandt andet på SOSU-uddannelserne. Så vi kan få flere til at vælge en fremtid inden for de velfærdsfag, hvor vi mangler medarbejdere. Men måske vigtigst af alt, skal vi se på, hvordan vi sikrer, at langt færre falder fra på uddannelserne.
Der er er faktisk en hel del, der vælger at starte på en SOSU-uddannelse. Men vi kan se at mange falder fra. Det er et tydeligt signal om, at der er noget, vi ikke gør godt nok.
Vi skal for eksempel se på, hvordan eleverne får den rette støtte og vejledning, når de er i oplæring. Det er meget forståeligt, at det kan være overvældende for et ungt menneske, som lige er gået ud af 9. eller 10. klasse, at stå med en dement borger på en nattevagt. Det kræver noget helt andet end at gå i det almene gymnasie sammen med sine jævnaldrende. En anden udfordring handler om sprog. Op mod halvdelen af eleverne har sproglige vanskeligheder, når de starter på SOSU-uddannelserne – enten i form af ordblindhed, eller fordi de bøvler med det danske sprog. Derfor skal vi gøre mere for at få denne elevgruppe godt i mål med uddannelsen.
Regeringen foreslår også at permanentgøre retten for visse ledige ufaglærte og faglærte til et uddannelsesløft inden for et mangelområde på 110 procent af dagpengesatsen. Mere end hver fjerde af dem, der har brugt denne rettighed, har startet et uddannelsesforløb på SOSU-området.
Regeringen er parat til at tage de nødvendige beslutninger. Også selv om de er svære. At lave de forandringer, der skal til for at løse de problemer, som truer vores velfærdssamfund.
Det gør vi, fordi vi ønsker at passe bedre på dem, der passer på os.