Ikke alle skal kunne pochere et æg. Men alle skal præsenteres for køkkenets redskaber, den nordiske naturs råvarer og kunne skelne sundt fra usundt. Nøjagtig på samme måde, som ikke alle nødvendigvis skal kunne analysere Karen Blixens samlede værker, men alle skal have læst danske klassikere.
I dag kan elever få topkarakter i madkundskab, selv om de har stegt fisken alt for længe eller brændt grøntsagerne på. Det kræver bare, at eleven kan forklare, hvad der gik galt, eller kan begrunde sammensætningen af råvarer ud fra sundhed, smag eller madkultur. Omvendt kunne jeg læse i skolelærernes fagblad, at en dygtig skoleelev måtte gå skuffet fra sin prøve i madkundskab, selv om hans lærer og censor kunne sætte tænderne i et velpocheret æg, perfekt panerede sild og smagfulde grønkålsvafler. Han kunne nemlig ikke forklare, hvilke kemiske reaktioner i æggehvidens møde med det let kogende vand som gør, at hviden lægger sig som en kugle om den smilende blomme.
Folkeskolen har mistet balancen mellem at kunne og at vide
Folkeskolen har mistet balancen mellem at kunne og at vide. Mellem fagenes praktiske og teoretiske sider. For eksempel handler tre ud af fire kompetencemål for madkundskabsfaget i dag ikke om at kunne lave mad. Det handler i stedet om at kunne begrunde valget af råvarer og fortolke måltider med forståelse for værdier, kultur og levevilkår.
Sådan mener jeg ikke, det skal være. Og madkundskabsprøven er bare ét eksempel på, at vi har mistet balancen i vores forståelse af, hvilken almen dannelse vores børn skal præsenteres for.
Jeg taler ikke for at sænke niveauet eller droppe bøgerne. Jeg elsker bøger! Jeg taler heller ikke for, at alle skal være kokke eller håndværkere. Slet ikke. Jeg taler for en stærkere sammenhæng mellem teori og praksis. Og en folkeskole, der også værdsætter, at elever bliver gode med deres hænder.
Det er dén almene dannelse, som binder vores samfund sammen
De ti års undervisningspligt skulle gerne sikre, at vi får formidlet de mest basale kundskaber og færdigheder videre til næste generation. Vi lærerbørnene om kroppens anatomi, musikkens skalaer, vikingetiden og de vigtigste danske forfattere. Vi lærer at tale og skrive andre sprog. At gange og dividere. Og at lave mad.
Ikke alle skal kunne pochere et æg. Men alle skal præsenteres for køkkenets redskaber, den nordiske naturs råvarer og kunne skelne sundt fra usundt. Nøjagtig på samme måde, som ikke alle nødvendigvis skal kunne analysere Karen Blixens samlede værker, men alle skal have læst danske klassikere.
Det er dén almene dannelse, som binder vores samfund sammen på tværs af geografi, social baggrund og personlige præferencer. Den almene dannelse er kun blevet vigtigere i en globaliseret internettidsalder, hvor den offentlige samtale er fragmenteret, og public service-medier er under pres.
Derfor vil regeringen nu sætte folkeskolens fag i centrum. Vi skal have en offentlig samtale om, hvad vores børn skal lære i skolen.
I april var jeg sammen med repræsentanter for Kommunernes Landsforening, Skolelederne og Danmarks Lærerforening på besøg i Norge for at høre om vores nordiske kollegers erfaringer med at styrke den praktiske dimension i folkeskolen. Det var både opløftende og tankevækkende.
I Norge har de systematisk gennemgået alle læreplaner for skolens fag og set på, hvordan det enkelte fag kan styrke forbindelsen mellem fagenes praktiske og teoretiske sider. Det har ført til, at 20 procent af undervisningstimerne i den norske udskoling nu er i et praktisk fag, mens det i Danmark kun er ca. 13procent. Det er noget af en forskel.
Vi skal have en offentlig samtale om, hvad vores børn skal lære i skolen
Vi skal ikke kopiere alt, hvad de har gjort i Norge. Men det skader ikke at lære af deres erfaringer.
Derfor glæder jeg mig også særlig meget til begyndelsen af august, hvor jeg skal mødes med elever, skolefolk, forskere og politikere på Sorø Akademi. Vi skal diskutere, hvordan vi styrker fagligheden i den danske folkeskole og sikrer undervisning af høj kvalitet.