I folkeskolens formålsparagraf står der, at skolen skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen. Fornuftigt! Men hvordan?
Man kan bede eleverne åbne deres computere, logge på en læringsportal, åbne nogle dokumenter om fotosyntese og individuelt besvare nogle spørgsmål. Man kan også gøre noget andet.
For nylig gik jeg rundt i støvregn og opsamlede ispapir, kapsler og cigaretskodder sammen med 3. b på Lyngholmskolen i Farum. Det samme gjorde næsten 200.000 skolebørn landet over som led i Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling. Det skabte pæne og rene lokalsamfund. Men der skete mere end det. Tilbage i tørvejret åbnede eleverne affaldsposerne og lærte, hvor lang tid det tager naturen at nedbryde den Red Bull-dåse, de selv havde fundet i en busk.
Det er to forskellige måder at undervise og lære på.
Jeg er tilhænger af en stærk sammenhæng mellem teori og praksis. At det bliver tydeligt, hvordan alt det, som læres i skolen, hænger sammen med børnenes hverdag i lokalsamfundet.
Man kan ikke lære alt om menneskets samspil med naturen på en tur med en affaldspose. Men man kan heller ikke lære alt om menneskets samspil med naturen bag en computerskærm. Der er brug for at undervise på en måde, hvor det, som opleves i et børneliv, forklares og perspektiveres af læreren og af det, som står på skærmen eller i bogen.
Ambitionerne om almen dannelse i folkeskolens formålsparagraf er utroligt smukke. Og mange steder lykkes skolen med at give eleverne en levende og håndgribelig indsigt i deres eget liv og samfund. Men andre steder bliver den almene dannelse fortolket alt for snævert.
I en ny kortlægning fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) vurderer lærerne, at eleverne er stillesiddende og lyttende i mere end to tredjedele af undervisningen. Når skolen bliver stillesiddende og ensformig og ikke kobles til elevernes hverdag og lokalsamfund, så giver fotosyntesen og naturens evne til at nedbryde materialer mindre mening. Og med meningstabet forsvinder motivationen. Hos alle elever. Men mest blandt dem, der ikke kommer fra hjem, hvor der er abstrakte diskussioner over middagsbordet og bogreoler fra gulv til loft.
Lad mig forklare hvorfor. Med et eksempel fra en helt anden arena: Vi har lidt fugtproblemer omkring nogle vinduer hjemme hos mig. Så der har været håndværkere forbi og vurdere, om det burde dækkes af forsikringen.
Min kone var hjemme, da de kom. »Intet problem,« sagde de. »Det er dampspærren, der ikke er hæftet ordentligt om Velux-vinduerne og monteret på den forkerte side af dugpunktet. Sig til forsikringen, at der hele vejen til kip er behov for at skifte både mineraluld, MDF-plader, spær og gips. Også i skunken.«
Min kone er sygeplejerske. Hun taler indforstået om venflon, cytostatika og dropslanger. Men den slags håndværkersnak er volapyk. Det frustrerer hende. Fordi det er vigtige informationer, som kan få stor betydning for hendes privatøkonomi. Så hvorfor anstrenger håndværkerne sig ikke for at forklare hende det på en måde, der giver mening?
Sådan har alt for mange elever det i skolen. Det starter med, at man kæmper for at følge med. Derefter frustreres man over ikke at forstå. Så giver man op og kigger lidt ud på regnvejret. Keder sig. Begynder måske at blive urolig i timerne. Forstyrrer de andre. Og som voksen bliver det naturligt at vende ryggen til skolen og lærerne og bøgerne og alt deres væsen.
Og pludselig er man en del af den gruppe af unge, som hverken er i uddannelse eller job. Som politikerne taler om med ansigtet i alvorlige folder. En af de 42.000.
For denne gruppe er en mere varieret undervisning med en stærkere kobling mellem livet og skolen nødvendigt. Men undersøgelser viser faktisk, at koblingen mellem teori og praksis er til gavn for alle børn. Nødvendigt for nogle, men godt for alle. Fordi også den kommende kvantefysiker motiveres af at arbejde med metal i sløjdlokalet eller bage fødselsdagsboller.
I den nye kortlægning fra EVA giver 71 pct. af de adspurgte lærere udtryk for, at mere praktisk undervisning rummer et potentiale for højere elevmotivation. Lærerne oplever blandt andet, at når undervisningen er anvendelsesorienteret, medvirker det til elevernes oplevelse af at være handlekraftige.
Der er mange fordele ved en stærkere kobling mellem skolen og børnenes hverdag. Det var også en af ambitionerne i folkeskolereformen fra 2013. Men erfaringerne viser, at det er sværere at skabe forandring end at snakke om det. En stor reform med masser af lovændringer presset igennem fra Christiansborg er ikke nødvendigvis den bedste metode.
Så hvordan kommer vi videre? Vi kunne starte med et par fælles erkendelser.
Først en kulturhistorisk: Skolen er vores forsøg på at levere samfundet videre til vores børn. Vi har skrabet erkendelser og færdigheder sammen helt tilbage fra Antikken og endnu længere tilbage. Og vi vil så gerne lære dem det hele. Så de ikke selv skal opfinde den dybe tallerken.
Der er rigtig meget værdifuld viden, som ikke kan skrives ned. Men som også skal leveres videre. Håndværksmæssige færdigheder, musikalske, æstetiske, kulinariske. At have madkundskab i skolen må derfor ikke ses som et hyggefag ved siden af de boglige. Og håndværk og design er ikke et frirum, hvor de skoletrætte bedre kan lære matematik på en praktisk måde, som jeg nogle gange hører velmenende folk argumentere for. De fag har værdi i sig selv og bør betragtes som en del af børnenes almene dannelse.
En anden vigtig erkendelse er pædagogisk. Evnen til at bearbejde materialer og være i samspil med naturen kan ikke formidles til vores børn med bogstaver på en skærm. Det må prøves, øves og læres i praksis. Med en guitar, en pensel, en hammer, en loddekolbe, et piskeris.
Skolen i Farum bygger videre på overvejelser, der rækker helt tilbage til Aristoteles, der talte om indlæring ved at erkende verden på flere forskellige måder. En dreng med mudder på kondiskoene og røde kinder kan pludselig sprudle af motivation, når affaldsposen åbnes. Hvis der kan indsamles 12 kg skrald på 200 meter, hvor mange kilo mon der så ligger på kommunens samlede stisystem? Hvor meget engangsemballage fandt de smidt i vejkanten? Og hvor meget har de selv med i madpakken – figenstænger, ostehaps og juicebrik? Hvordan kan denne skoleklasse bidrage til at undgå så meget emballage? Skriv en halv side til på tirsdag!
Heldigvis er der allerede masser af levende og motiverende undervisning i folkeskolen. Jeg oplever endda en stigende interesse og vilje til at komme væk fra rigidt målstyret og ensformig undervisning og i stedet møde børnene i øjenhøjde.
Flere steder arbejder man målrettet med at skabe en stærkere kobling mellem bøger og materialer, mellem teori og værktøj, mellem skærmen og naturen. Det er denne spirende bevægelse for kvalitet i skolen, jeg ønsker at understøtte.
Regeringens ambitioner om en mere praktisk folkeskole kan derfor ikke reduceres til flere timer i håndværk og design, billedkunst, musik eller madkundskab. Det handler også om, at undervisningen i alle fag skal være mere anvendelsesorienteret, varieret, praktisk, håndgribelig. Fordi samfundet har mere at levere videre til vores børn end det, som kan skrives ned. Og fordi alle børn har gavn af at få fingrene i bolledejen og erkende verden gennem andet end skærme og tavler.