Andelen af elever med højt skærmforbrug er steget fra 4 til 41 pct. i løbet af et årti. Den udvikling skal skolen ikke blindt understøtte.
Elever, der sidder bøjet over deres iPads og lærer om insekter, mens sommerfuglene flakser rundt uden for vinduet. Lærere, der beder eleverne læse ”Gummi-Tarzan” på computeren, fordi skolen ikke længere råder over et klassesæt i bogform. Frikvarter, der bruges på Tiktok i stedet for at snakke og lege sammen. Det er – desværre – alt sammen blevet en del af hverdagen på mange danske skoler, og måske er tiden kommet til at stoppe op og overveje, om vi skal endnu længere ud ad en sti, hvor vores børn opdrages som små kontormennesker, der sidder passivt foran computeren med irriterede skærmøjne.
Maskinstormeri fører ingen vegne, og vi lever i en tid, hvor skærme og mobiltelefoner fylder en stor del af hverdagen. Den tid skal vi selvfølgelig klæde vores børn bedst muligt på til, så de kan klare sig i en verden, hvor vi har stor gavn af de digitale hjælpemidler. Men betyder det, at vi bare skal lade det digitale fylde mere og mere?
For nogle elevgrupper med særlige behov er der god ræson i at anvende digitale hjælpemidler, men bør vi ikke overveje, om der er en grænse et sted, når undersøgelser viser, at 41 pct. af børnene bruger mere end fire timer om dagen foran en skærm i både skole og fritid? Et tal, der for godt et årti tilbage lå på 4 pct. Det er en udvikling, vi skal tage alvorligt. Uanset hvor klogt vi bruger skærmene i skolen, er der en øvre grænse – og det kan ikke reduceres til, om skærmene skader eller ej, for det handler også om, at det store skærmforbrug fortrænger andre ting: menneskeligt samvær, bevægelse, leg, nærvær, andre måder at lære på.
Når bøgerne udfases, taber vi noget, for bøger af papir kan noget andet end en e-bog; noget, som har høj værdi. Man læser på en anden måde, man husker på en anden måde, og man oplever på en anden måde. Forskningen peger på, at man får en dybere læseforståelse og bedre husker større dele af teksten, hvis den er læst på papir frem for skærm.
Regeringen har ikke et ønske om at styre skolen fra centralt hold. Tværtimod ønsker vi at sætte skolerne fri ud fra en opfattelse af, at det er dem, der er tættest på opgaven, der bedst ved, hvordan den løses. Altså tillid til, at man lokalt ude på skolerne har den faglighed og ansvarlighed, det kræver at drive en god skole.
Derfor kommer vi ikke med lovindgreb og detailstyring om brugen af skærme, men derimod med en invitation til alle skolens parter – forældre, elever, lærere, pædagoger og skoleledere – til en åben samtale om den rette balance mellem det digitale og det analoge.
Regeringens udgangspunkt er, at skærmene ikke skal fylde det meste af børnenes skoledag, og skolerne aktivt bør tage stilling lokalt til de svære spørgsmål, der knytter sig til denne diskussion, eksempelvis om det skal være tilladt med tændte mobiltelefoner i skoletiden. Det centrale er, at vi får en skole, hvor skærmene kun spiller en rolle, når det er pædagogisk begrundet, og hvor det ikke er et levn fra fortiden at løse skoleopgaver med papir, blyant og fysiske bøger.