Hop til indhold

DEBAT: Hvis Danmark skal være rigere, grønnere og dygtigere i fremtiden har vi brug for flere faglærte på arbejdsmarkedet. Det er helt afgørende for den grønne omstilling, at der f.eks. er dygtige elektrikere, metalarbejdere og bygningsarbejdere, så vores tårnhøje grønne ambitioner også bliver til virkelighed.

Så vi rent faktisk får bygget vindmøller i havet, opsat ladestandere langs vejene og etableret solcelleanlæg på vores tage. Vi har alle et håb om en grøn fremtid, men det kræver dygtige faglærte at omsætte det håb til virkelighed.

I udspillet "Danmark kan mere 1" tager regeringen fat på to af de hovedudfordringer, som både politikere og erhvervsliv skal være med til at løse: Klimakrisen og manglen på faglært arbejdskraft.

For det første skal vi sørge for, at flere unge bliver faglærte, men også at det at tage en erhvervsuddannelse bliver et attraktivt valg, hvis man er voksen og mister sit arbejde.

Heldigvis er der en massiv klimabevidsthed i særligt den unge generation, og derfor er det naturligvis nærliggende at de unge vil vælge at uddanne sig inden for klimaerhvervene.

For det andet skal vi sikre, at de faglærte, vi uddanner, har de rette kompetencer til at løse de udfordringer, som en fremtid med klimaforandringer af stigende intensitet bringer.

Udfordringerne kræver gennemtænkte løsninger. Her peger regeringen på flere konkrete tiltag. Blandt andet vil vi investere i tre klimaerhvervsskoler forskellige steder i landet.

Klimaerhvervsskolerne skal være kraftcentre med fagligt stærke miljøer for bæredygtighed og grøn teknologi. De skal - i tæt samarbejde med Danmarks stærke, grønne eksportvirksomheder - være et udstillingsvindue for de førende teknologier inden for den grønne omstilling.

Derudover ønsker regeringen, at uddannelsesløftet på 110 pct. dagpengesats til ufaglærte og faglærte med en forældet uddannelse gøres permanent. Det skal sikre flere faglærte hænder til virksomhederne.

Regeringen vil sætte benhårdt ind for at sikre velkvalificerede medarbejdere til fremtidens arbejdsmarked og den grønne omstilling. Det gør vi således bl.a. med forslag om klimaerhvervsskoler, ved at fortsætte arbejdet med at få uddannet flere faglærte og ved forslag om årligt at anvende 2,5 mia. kr. på at investere i kvaliteten i vores uddannelsessystem.

For nu skal vi vise, at Danmark kan meget mere.

"Vi har alle et håb om en grøn fremtid, men det kræver dygtige faglærte at omsætte det håb til virkelighed."