Hop til indhold

Kære Eigil

I dit læserbrev i avisen fra i fredags skriver du, at et nyt fremmedsprog kan virke svært for en 12-årig ordblind som dig selv. Det forstår jeg godt.

Ordblinde elever har svært ved at lære at læse og stave, men med den rette hjælp kan ordblinde nå langt - også med fag, der er vanskelige. Undersøgelser viser, at de fleste ordblinde elever kan blive næsten lige så gode til at læse og stave som deres kammerater, hvis de fra starten af deres skolegang får den rette undervisning og støtte. Derfor tror jeg også på, at ordblinde elever kan klare alle fag i skolen - men man skal selvfølgelig have den nødvendige støtte og vejledning. Derfor er regeringen også kommet med flere initiativer, som blandt andet har haft til hensigt at opdage ordblindhed tidligt og give større mulighed for at komme på ordblindeefterskoler.

Det er fantastisk, at du allerede drømmer om at blive ingeniør, Eigil. Det er samtidig vigtigt, at du lærer mange forskellige ting i skolen - også ting, du kan bruge, hvis dine drømme skulle ændre sig. Held og lykke med drømmen om at blive ingeniør. Jeg håber, at du bliver støttet på din vej gennem uddannelsessystemet.