Hop til indhold

»Kære søn! Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal fortælle dig det: Men den mulighed, din ældre bror fik – at han selv måtte vælge, hvor han ville gå på gymnasiet – har et flertal i Folketinget anført af Socialdemokratiet og De Radikale – besluttet, at du ikke skal have.«

Sådan har tidligere minister Søren Pind skrevet i Berlingske om den nye aftale om elevfordeling.

Søren Pinds kommentar er ét af mange eksempler på misforståelser, der florerer. Det er fuldkommen fair at være uenig i aftalen. Jeg tager gerne politiske debatter, men jeg vil debattere på et oplyst grundlag med udgangspunkt i virkeligheden og ikke skræmmebilleder eller overdrivelser. Derfor vil jeg aflive nogle af misforståelserne.

Lad os begynde med misforståelsen om, at unge i dag kan vælge og vrage mellem gymnasierne. Det kan de ikke. Spørg bare dem selv. De er udmærket klar over, at det stort set er umuligt at komme ind på for eksempel Rysensteen Gymnasium, hvis man bor i Københavns Nordvestkvarter. Som den nuværende og kommende formand for de danske gymnasieelever skrev i en kronik i Politiken: »I København kan afslaget gives på baggrund af, at du bor nogle få meter for langt væk fra det gymnasium, du har søgt. De elever, der gennem årene har fået afslag, må synes, det er helt til grin med alt det pladder om, at vi pludselig har afskaffet det frie gymnasievalg.«

For en ung københavner er bopæl i dag afgørende, og man må nærstudere kort og tidligere års søgemønstre for at forsøge at gætte sig til, hvor de usynlige demarkationslinjer ligger i år. Det er en uigennemsigtighed, som endda får nogle til at snyde med bopælsadresser. I øvrigt har forældreindkomst allerede i dag stor betydning for, hvor man kan komme ind. Hvis du vil være helt sikker på at komme ind på et af de mest populære gymnasier i indre by, skal du bo klods op ad det. Der koster en fireværelses lejlighed snildt fem-seks millioner kroner.

Unge som skakbrikker

Lad os fortsætte til myten om, at vi »rykker de unge rundt som skakbrikker«, og at de mister enhver form for frit valg. I de tre største byer, de såkaldte fordelingszoner, skønnes det, at andelen af 1.g’ere, der får opfyldt deres førsteprioritet, falder fra 90 til 84 procent. Og blandt de, der ikke har fået deres førsteprioritet, vil mange blive optaget på deres andenprioritet. Uden for de tre største byer indikerer foreløbige beregninger, at en større andel af eleverne får opfyldt deres førsteprioritet med den ny model.

Endnu et udbredt borgerligt argument er, at man straffer de rige og tager de unge som gidsel. »Jeg kan næsten ikke komme mig over, at man simpelthen straffer børn for, at deres forældre tjener penge,« har Søren Pind skrevet på Twitter.

På samme platform skrev tidligere minister Rasmus Jarlov: »Ærgerligt at være dig, unge menneske, som tabte i lotteriet og derfor skal gå på et skodgymnasium langt fra din bopæl og dine venner.« »Skodgymnasium«, simpelthen?

Mener Pind og Jarlov i ramme alvor, at det er en straf at gå i skole med pædagogens og metalarbejderens barn?

Misforståelse

Helt grundlæggende har Venstre og Konservative misforstået konsekvenserne af integrationsudfordringen, hvis de mener, at vi tager de unge som gidsel. På gymnasier, der bliver for skæve, risikerer man at miste klassekammeratseffekten, og der er tendens til, at skolerne får sværere ved at tiltrække de dygtigste lærere – nogle gymnasier oplever desuden integrationsmæssige og pædagogiske udfordringer. Eleverne og deres forældre kan ikke individuelt sørge for denne balance. Skal der være gode, solide kvalitetsgymnasier, er elevfordelingsalgoritmen afgørende. Den skaber den balance, der giver det stærkeste faglige og sociale fundament for alle gymnasier.

At få en uddannelse handler om at blive dygtig til at læse, skrive og regne. Det handler også om at blive dannet og kunne begå sig som hele mennesker med al den respekt, indsigt og udsyn, det kræver at leve i et frit demokrati. Hvis vi vitterligt mener, at Danmark skal være »et land, et folk« og ikke »et land, to eller mange folk«, skal vi mødes på kryds og tværs.

Siden 2010 er andelen af gymnasier med over 30 procent elever med ikkevestlig baggrund tredoblet. Den opdeling af ungdommen er gift for sammenhængskraften. Hvis Venstre og Konservative mener, at vores model er så forfærdelig, vil jeg gerne høre deres bud på en løsning. Jeg kan forstå, at de er enige i, at det er et alvorligt problem, men at de bare ikke bryder sig om denne løsning – eller nogen anden for den sags skyld. I hvert fald lykkedes det dem ikke at gennemføre en alternativ løsning i alle de år, de selv sad for bordenden.