Hop til indhold

Det er næsten ikke til at begribe, at der er gået et år, siden coronapandemien lukkede Danmark ned. Fra den ene dag til den anden blev vores hverdag vendt på hovedet. I skoleverdenen blev nærmest alt lukket ned og både lærere, forældre og elever blev kastet ud i en helt ny dagligdag med fjernundervisning.

Nu er der gået ét år. Jeg vil gerne fremhæve to ting, som coronakrisen har gjort krystalklart for mig.

For det første, så har krisen desværre gjort et i forvejen ulige uddannelsessystem endnu mere ulige. På mit skrivebord ligger der efterhånden en ganske anseelig mængde forskning, der taler sit tydelige sprog. Rapporterne, blandt andet fra Danmarks Evalueringsinstitut, viser, at der er meget stor forskel på, hvordan de stærkeste og de fagligt mest udfordrede elever er kommet igennem nedlukning og nødundervisning.

Undersøgelserne peger på, at de fagligt stærkeste elever har klaret sig fint. Faktisk vurderer hver tredje lærer ligefrem, at de fagligt stærkeste elever har fået mere ud af hjemmeundervisningen, mens det forholder sig stik modsat for de fagligt mest udfordrede elever. Det er et samfundsproblem, at vi ikke har været gode nok til at tage hånd om de fagligt svageste elever.

Vi skal løfte de svageste, og vi skal samtidig have øje for de andre elever, som har mistet motivationen og som måske er kommet fagligt bagud. Der påhviler os alle sammen – mig selv, partierne, kommunerne, lærerne, pædagogerne, skoleledelserne, forældrene – at være ekstra opmærksomme på at få alle med. Vi kan ikke være tjent med, at nogen elever står tilbage på perronen uden motivation og faglig virkelyst. Det skal vi ikke acceptere.

For det andet, så skabte nedlukningen nærmest fra den ene dag til den anden en ’fingrene væk’-reform. Alt det, som regeringer har talt om i årevis, skete af sig selv, helt uden de store ’meld en regel’-kampagner og andet lirumlarum fra Slotsholmen. Omstændighederne tvang os til at indrette skoledagen rundt om det, vi fandt vigtigst: undervisningen, fagligheden og pædagogikken.

Den frihed, skolerne har haft under corona, står i kontrast til den tendens, der har præget skoleområdet de senere år, hvor skiftende regeringer har lænet sig mere og mere ind over bordet og stillet detaljerede krav til undervisningen. Under det seneste års nedlukninger og genåbninger har vi set, hvordan der er blevet taget ansvar og fundet løsninger lokalt. Selvfølgelig har alt ikke været fryd og gammen under corona, men skolerne har dog givet en smagsprøve på, hvor meget de kan, når de får lov.

På trods af de meget svære og omskiftelige betingelser, der har præget det seneste år, så har nødundervisningen også peget på en positiv udvikling med øget frihed, kreativitet og faglighed.

Jeg håber, at vores erfaringer med nødundervisningen bliver startskuddet til et blivende opgør med nogle af de bindinger, som politikere har lagt ned over skolerne. Vi skal sætte medarbejderne og fagligheden fri. Og vi skal have tillid til, at dem, vi har ansat, kan løfte opgaven. Det vil komme dem, det hele handler om – nemlig eleverne – til gode. De vil få mere tid sammen med deres lærere og pædagoger, og det er både afgørende for deres trivsel og faglige udvikling.

Heldigvis er vaccinerne her, og restriktioner løftes, så snart vi kan. Coronakrisen har lært os mange ting, som vi kan tage med i det videre politiske arbejde. Om udfordringer med ulighed. Om tillid og faglig kreativitet. Om et ufatteligt tæt og godt samarbejde med lærere, elever, forældre, ledere, pædagoger og kommuner. Tak for det. Det vil jeg og vi bygge videre på i arbejdet med at få rettet op på de fordybede skævheder, som coronaen har medført.