Hop til indhold

Uanset om man bor i Stadil nær Vesterhavet eller på stenbroen i København, skal man have mulighed for at gå på en ungdomsuddannelse, uden at skulle pendle i flere timer hver dag.

I Weekendavisen for nylig satte Lars Roesen, som er rektor på Ringkjøbing Gymnasium, meget præcist ord på, hvorfor det er så vigtigt:

”Vi har for eksempel elever fra Hvide Sande 25 kilometer herfra. Var vi her ikke, skulle de til Herning. Det er 76 kilometer herfra. Og så kan man jo frygte, at de aldrig tager en studentereksamen, som de ellers har evner til, og som samfundet har en interesse i, at de får.”

Vi ved, hvor afgørende uddannelse er for et godt voksenliv.

Har man en uddannelse, er man mindre sygemeldt og mindre ledig.

Derfor skal vi sikre, at de mange unge, der bor uden for de største byer, kan vælge den ungdomsuddannelse, der passer til deres drømme og evner, uden at skulle rejse urimeligt langt – uanset om det er en erhvervsuddannelse, et handelsgymnasium, stx eller noget fjerde, de drømmer om.

Men den mulighed er under pres.

Det skyldes, at de faldende ungdomsårgange presser uddannelsesinstitutionerne i provinsen.

En analyse fra Danske Regioner viser, at op mod 60 uddannelsesudbud i 35 byer kan være lukkede, når et nystartet skolebarn om 10 år skal søge ind på en ungdomsdannelse.

Adgangen til ungdomsuddannelser i landkommunerne er ikke alene afgørende for de unge.

Den er også fuldstændig afgørende for det, vi med et fint ord kalder for sammenhængskraften.

Ungdomskulturen i et helt lokalsamfund påvirkes af, om der er et gymnasium og/eller en erhvervsuddannelse.

Det afgør, om livet i den pågældende by for de flestes vedkommende slutter, når de er 15-16 år, eller om de bliver hængende, til de er unge voksne.

Som statsministeren sagde i sin nytårstale, er regeringen opsat på at sikre en god balance mellem land og by.

Vi skal have en stærk hovedstad. Og vi skal have stærke og levende provinsbyer og landdistrikter. Her spiller uddannelsesinstitutionerne en fuldstændig central rolle.

De er de bankende hjerter i lokalsamfundene.

Omkring halvdelen af den danske befolkning bor uden for de store byer. Alligevel har centraliseringsbølgen rullet over landet siden kommunalreformen. Hver tredje politistation er væk. Samtidig er sygehuse lukket i mange byer.

Sådan behøver det ikke være. Man kan nogle gange få indtrykket af, at centraliseringen og affolkningen af landområderne er en naturlov, der ligesom tidevandet er upåvirket af, hvilke be-slutninger vi som samfund træffer.

Men virkeligheden er, at centraliseringen i høj grad skyldes politiske beslutninger.

I dag er markedsvilkår med til at afgøre, hvor i landet der er uddannelser, og hvor der ikke er. Det skal i højere grad være en politisk og demokratisk beslutning.

I disse år taler vi for eksempel meget om, at flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse.

En forudsætning for det er naturligvis, at der faktisk ligger en erhvervsuddannelse tæt på deres hjem.

Regeringen er allerede i gang med at sikre en bedre balance mellem land og by. Med det nye politiforlig kommer der for eksempel 20 nye nærstationer rundt om i landet.

Tilsvarende er der behov for politisk handling, når det kommer til uddannelsesinstitutioner.

Gør vi ikke noget, risikerer vi at sætte sammenhængskraften over styr.

Tendensen med de faldende ungdomsårgange vil nemlig fortsætte de kommende år. Ikke mindst i landkommunerne.

Ifølge en fremskrivning fra Børne- og Undervisningsministeriet kan f.eks. Vest- og Sydsjælland i 2030 forvente et fald i årselever på gymnasier, erhvervsskoler og VUC på 18 procent sammenlignet med 2018. I samme periode kan København til gengæld se frem til 10 procent flere elever.

I dag afhænger over 90 procent af ungdomsuddannelsernes bevilling af, hvor mange elever de har. Ungdomsuddannelsesinstitutionerne i landkommunerne står altså til at miste en stor del af deres elevgrundlag og dermed deres økonomiske fundament.

Faktisk vil de i 2030 miste op mod en fjerdedel af deres taxametertilskud sammenlignet med 2018.

Hvis vi lader stå til, kan det i sidste ende betyde, at de må lukke. Det er ikke en udvikling, regeringen ønsker.

Det må stå klart for enhver, at der er brug for handling. Og at det haster.

Vi skylder de mange danske unge, der bor uden for de største byer, at give dem reel mulighed for at vælge den ungdomsuddannelse, der passer til dem.

Og vi skylder lokalsamfundene og provinsbyerne at sikre den ramme for fællesskab og liv som ungdomsuddannelsesinstitutionerne er.

Vi må stå sammen for at sikre ungdomsuddannelsernes overlevelse.

Det er et arbejde, regeringen kommer til at tage fat på i år, hvor vi blandt andet vil diskutere en reform af taxametersystemet og en ny model for elevfordeling til gymnasierne.