Hop til indhold

DE ULIGE betingelser i barndommen er måske den største uretfærdighed i vores velfærdssamfund. Derfor lancerer regeringen i dag udspillet Børnene Først med 43 initiativer til at passe bedre på børnene.

Tusindvis af børn bliver udsat for så massivt omsorgssvigt, at de ikke kan vokse op hos deres far og mor. Udsatte børn bliver alt for ofte til udsatte voksne. Tidligere anbragte ender for ofte i hjemløshed, kriminalitet, uden uddannelse eller uden job.

Det er måske fjernt for nogle at forestille sig, hvad det vil sige at vokse op i et utrygt hjem. Så vi låner Lucas’ ord.

Lucas er 19 år og tidligere anbragt og har skrevet forordet til regeringens udspil Børnene Først. Ikke fordi han nødvendigvis er enig i alle vores forslag. Men fordi hans stemme er vigtig for at forstå de problemer, alt for mange børn lever med.

Lucas beskriver sin barndom sådan her:

»Mine tidligste minder går på, at jeg er en slags far for mine tre yngre søskende. Jeg vækker dem og giver dem tøj på. Følger dem i skole og børnehave. Køber ind og laver mad. Leger med dem og putter dem om aftenen«.

»Min mor er psykisk syg. Hun ligger meget og sover. På grund af medicinen. Det er sjældent, hun er til stede – sådan rent mentalt. Jeg vil ikke have kammerater med hjem. Jeg skammer mig over, hvordan det er derhjemme. Jeg vil heller ikke hjem til andre. For så bliver jeg mindet om andres normale liv«.

LUCAS ER vokset op i et hjem med udtalt vold og alkoholisme. Som alt for mange andre børn har han mistet den eneste barndom, han har. Hvor var hans lærere? Hvor var de øvrige voksne i hans liv? Voksne, som må have lagt mærke til, at noget var helt, helt galt?

Vi er ikke gode nok til at opdage og reagere på svigt. Vi tøver for længe med at gribe ind. Vi anbringer for sent og slipper for tidligt.

Hvorfor er udviklingen ikke vendt for længst? Hvorfor bliver så mange børn stadig svigtet i det danske velfærdssamfund? I regeringens optik står især tre ting i vejen for bedre hjælp til udsatte og anbragte børn.

For det første: Vi anbringer for sent og slipper for tidligt.

I dag anbringer vi de fleste børn i en sen alder, når skaden er sket. Forældre, der svigter og ikke magter forældrerollen, får alt for mange chancer på bekostning af børnene.

Lige nu anbringer vi næsten fem gange så mange 16-årige som 1-årige, 2-årige, 3-årige og 4-årige. Og så kan vi se, at når et barn anbringes, så er der i de fleste tilfælde forinden forsøgt med forebyggende indsatser såsom aflastningsordning eller støtte i hjemmet.

Vi har fået advarsler fra organisationer som Børns Vilkår og Socialpædagogerne om, at vi for ofte griber for sent ind med for eksempel en anbringelse. Børnene har for store skader, før de får den nødvendige hjælp. Og vi ved, at børn, der anbringes tidligt, klarer sig bedre end sent anbragte.

VI VIL SOM regering sikre, at flere omsorgssvigtede børn får et nyt hjem tidligere, og at de får voksne, de kan stole på og regne med. Flere anbragte børn skal have et trygt og blivende hjem tidligt, med en familie, der ikke kun er til låns.

Derfor vil vi forbedre muligheden for adoption i de tilfælde, hvor en adoption vil være det bedste for barnet. Det handler om at skabe stabilitet for børnene.

I dag bliver børnene let kastebolde i systemet, og de oplever, at de selv efter at have boet det meste af deres barndom hos en plejefamilie, som de har knyttet sig til, kan blive flyttet tilbage til forældrene mod deres ønske.

En anbragt pige fortalte om, hvordan hun jævnligt har mareridt. Hvert øjeblik frygter hun at blive sendt hjem til sin biologiske far, sådan som han kræver. Sådan skal det ikke være. Børn skal ikke gå rundt og have ondt i maven, fordi de ikke ved, hvor de skal bo i morgen.

Tilbage til Lucas. Han kommer i plejefamilie, da han er 9 år. Da han efter et par uger i den nye plejefamilie spørger, hvornår han skal hjem, lyder svaret: »Det kommer du ikke. Det her er dit hjem nu«.
Meldingen tager hårdt på ham:

»Jeg føler mig løjet for. Holdt for nar. Det er ikke fedt ikke at skulle se mit værelse igen – ud over i weekenden. Jeg starter i en ny skole. Jeg lyver om, at jeg bor i en plejefamilie. Det er besværligt, for jeg kan jo ikke forklare, hvorfor jeg har to sæt forældre«.

»Jeg kan ikke huske navnene på halvdelen af mine sagsbehandlere i kommunen. Mange af dem har jeg kun mødt en gang. Andre slet ikke. De lytter ikke til det, jeg siger«.
LUCAS’ OPLEVELSER bringer os til et andet grundlæggende problem.

Vi lytter ikke godt nok til børnene i dag. Deres stemme har mindre vægt, og de har færre rettigheder end forældrene. I næsten halvdelen af sagerne overholder kommunerne ikke kravet om børnesamtaler, forud for at sagerne bliver afgjort.

Næsten hvert femte af de udsatte børn og unge i 12-17-års alderen kender som Lucas end ikke navnet på deres egen sagsbehandler.

I dag kan et barn ikke sige nej til samvær eller kontakt med sin biologiske far eller mor. Og et barn under 12 år kan hverken modsætte sig eller klage, hvis kommunen beslutter at afbryde opholdet i en plejefamilie eller på en institution og sende det tilbage til de biologiske forældre.

Vi vil indføre en ny Barnets Lov, der giver børnene nye og stærkere rettigheder: Barnet får blandt andet mulighed for at sige nej til samvær med forældre og netværk i en periode. Det indskærpes i loven, at barnet har ret til at anmode om at blive anbragt. Og barnet får selvstændig partsstatus, fra barnet fylder 10 år, og får dermed ret til at klage over en afgørelse i egen sag.

Barnets Lov skal sikre, at det aldrig bliver barnets ansvar selv at løse udfordringerne. Den pligt påhviler de voksne omkring barnet. Stigmatiserende sprogbrug skal luges ud af loven. Så børn aldrig får det indtryk, at de er et problem, der skal løses.

Med Barnets Lov samles reglerne om støtte og hjælp til socialt udsatte børn og unge ét sted. Så lovgivningen bliver mere overskuelig – for barnet, familien og sagsbehandleren. Det faglige skøn hos dygtige medarbejdere skal veje tungere, og der skal i højere grad tages udgangspunkt i det enkelte barns ønsker og behov.

Derfor foreslår regeringen også, at kommunen fremover altid skal vurdere, om søskende til børn, der er blevet anbragt på grund af f.eks. omsorgssvigt, også skal anbringes, eller hvilken anden støtte de i stedet skal have. Og vi vil gøre loven helt klar, så det handler om at forebygge omsorgssvigt – ikke om at forebygge anbringelse. For nogle børn er anbringelse den bedste forebyggelse.

FLERE organisationer har advaret om, at økonomien spiller for stor en rolle i sagerne, og at det kan betyde for sene anbringelser.

Derfor ændrede vi sidste år refusionsreglerne, så kommunerne får større økonomisk sikkerhed i dyre enkeltsager og i større omfang kan få refusion på udgifter til samlede indsatser til søskendeflokke.

Det skaber debat, når vi siger, at flere skal anbringes tidligere end i dag. Det står vi ved. Men vores budskab er selvfølgelig bredere end dette. Vi skal hjælpe tidligere på mange måder. Og hjælpe hele familien.

Konkret sætter vi blandt andet penge af til flere familiehuse, der skal give udsatte forældre bedre støtte i forældrerollen. Forældre, der med den rette støtte og vejledning kan blive gode forældre, skal have bedre hjælp. Derfor vil vi udbrede familiehusene og deres støtte og vejledning til sårbare småbørnsforældre og kommende forældre, der er usikre og ikke selv har gode rollemodeller at spejle sig i.

Skal vi hjælpe flere børn tidligere, må vi også forbedre kvaliteten i anbringelserne. Her er plejefamilierne helt centrale.

Mange plejefamilier efterspørger forbedrede vilkår og styrket rådgivning. I efteråret har vi med et bredt flertal allerede givet plejefamilierne bedre mulighed for længerevarende efteruddannelse.
Derudover foreslår regeringen en reform af plejefamilieområdet, der skal forbedre vilkårene for plejefamilier, så flere får lyst til at blive eller fortsætte med at være plejefamilie.

Reformen skal også sikre, at plejeforældrene føler sig støttet i opgaven og ikke oplever at stå alene med deres udfordringer. Derfor lægger vi op til en ny organisering af plejefamilieområdet i plejefamiliecentre, hvor der er udvidet adgang til faglig sparring og hjælp til den vigtige opgave, de står med.

Vi skal i det hele taget løfte kvaliteten af den indsats, vi gør for børn, der er blevet svigtet. Når et barn eller en ung vokser op med forældre, der drikker for meget eller har et stofmisbrug, kaster det lange skygger ind over barnets og den unges liv. Regeringen vil derfor sikre hjælp til langt flere børn, der vokser op med misbrug.

Kvalitet handler også om overgangen til voksenlivet. Det skønnes, at samfundet bruger op mod 2 milliarder kroner årligt på efterværn, men det fungerer ikke godt nok og bruges meget forskelligt i kommunerne.

Derfor er der behov for radikalt at nytænke efterværnsområdet. Vi må som samfund ikke slippe det ansvar, vi har påtaget os, for tidligt. Målet er, at de unge rodfæstes i voksenlivet med stærke relationer, bolig og job eller uddannelse. Derfor lægger vi også op til forsøg med forlængede uddannelsesforløb for anbragte unge på ungdomsuddannelser.

ET TREDJE forhold står i vejen for at give alle udsatte børn en tryg barndom.

Vi svigter børn fra familier med ikkevestlig oprindelse. Børn med ikkevestlig baggrund bliver sjældnere anbragt tidligt.

Dette, på trods af at flere børn i familier med anden etnisk baggrund end dansk udsættes for grov vold derhjemme, og at der er relativt flere underretninger om børn med minoritetsbaggrund end om børn af etnisk dansk oprindelse.

Næsten hver femte dreng i 7. klasse med ikkevestlig baggrund har været udsat for grov vold derhjemme. Det er ca. dobbelt så mange som blandt etnisk danske drenge.

Vi må ikke være berøringsangste, når det handler om omsorgssvigt i nogle kulturer.

Derfor foreslår vi et skærpet fokus på underretninger i familier med ikkevestlig oprindelse i form af målrettet hjælp til de kommuner, der har mange underretninger om børn med ikkevestlig baggrund, i at håndtere dem.

Vi vil sikre bedre beskyttelse af børn mod negativ social kontrol og ekstremisme. Forældre skal som udgangspunkt ikke kunne få familiesammenført flere børn til Danmark, hvis de er dømt for at sende et herboende barn på genopdragelsesrejse.

Flere grove straffelovsovertrædelser skal føre til udelukkelse fra permanent opholdstilladelse. Og vi vil indskærpe, at kommunerne skal give forældre et forældrepålæg om deltagelse i f.eks. forældrekursus, hvis et barn eller en ungs udvikling er i fare, fordi forældrene ikke lever op til deres forældreansvar.

Vi ved, at vores udspil vil skabe debat. Og diskussionen kommer alt for ofte til at handle om forældres rettigheder. Sådan var det også, da Socialdemokratiet var med til at forbyde forældre at slå deres børn.
Vi siger, at børnene skal sættes først. Andre politikere har talt om »familien først« og udtalt, at »børnene er forældrenes«.

Her er vi ganske enkelt ideologisk uenige.

Børn tilhører hverken forældrene, staten eller noget som helst parti. Børn er til i deres egen ret. De tilhører sig selv.

Derfor er forældres ret til deres børn heller ikke ubetinget. Hvis forældrene svigter barnets grundlæggende ret til tryghed og omsorg, skal fællesskabet tage over. Det har vi pligt til.

Det er på tide at sætte børnene først.

Astrid Krag er social- og ældreminister (S).
Mattias Tesfaye er udlændinge- og integrationsminister (S).
Pernille Rosenkrantz-Theil er børne- og undervisningsminister (S).