Din mailboks er fyldt til randen, det samme er din to do-liste med arbejdsopgaver. Samtidig står din fireårige datter og hiver dig i ærmet, fordi hun er sulten, skal tisse eller bare gerne vil have mor eller fars opmærksom. Og ved siden af dig sidder din søn, som går i 2. klasse og er frustreret over ikke at få hjælp af dig til dagens matematikopgaver.

Det scenarie - eller et der ligner - er blevet hverdag for mange af os, efter at skoler og institutioner er lukket ned, og mange skal arbejde hjemmefra. Det er en meget uvant situation for os alle sammen. Heldigvis, vil jeg sige. For vi har aldrig prøvet før, at vores samfund, ja stort set hele verden, er lukket ned på grund af coronavirus.

Lige nu er vi forældre dem, der står først i skudlinjen, når de små skal have hjælp til at finde vandfarverne og bygge legotårn, og de lidt større unger skal have hjælp til at forstå fotosyntese eller matematiske ligninger. Men det ændrer ikke på, at forældre stadig er forældre, pædagoger stadig er pædagoger, og lærere stadig er lærere.

Derfor vil jeg gerne slå fast, at det ikke er en forældreopgave at skabe pædagogiske læringsmiljøer eller undervise børnene og de unge.

Det er skolerne og institutionernes pligt i videst muligt omfang at tilbyde nødpasning til de børn, der har behov for det, og nødundervisning til eleverne.

Pædagogisk personale møder hver dag op for at skabe en god hverdag for de børn, der er i nødpasning i daginstitutionerne.Og lærere arbejder benhårdt landet over på at nødundervise ved hjælp af alt fra Skype til YouTube.

Der bliver taget mange nye værktøjer i brug, og opfindsomheden er stor. Jeg er meget imponeret og taknemmelig over den ihærdige indsats.

Det, vi forældre kan gøre, er at forsøge at give vores unger de bedst mulige rammer for en god hverdag derhjemme, at deltage i nødpasningen eller i nødundervisningen.

I forhold til skolebørn kan det for eksempel være at hjælpe med internetforbindelsen, at sætte rammer for, hvornår der er skoletid, og hvornår der ikke, eller sørge for lidt saftvand og kiks til eftermiddagens læsestykke. Vi kan og skal heller ikke alle være lige gode til tysk grammatik eller reformationens betydning.

Jeg har for eksempel selv været udfordret af at skulle hjælpe med fransk, som ligger langt tilbage i min skoletid og hukommelse. Men jeg gjorde det så godt, jeg kunne. Vi skal kigge hinanden i øjnene og blive enige om et realistisk ambitionsniveau.

For mange af os er det umuligt at følge med i hvert enkelt af ungernes tryk på iPad'en, når vi også skal løse vores egne arbejdsopgaver. Og det er absolut heller ikke forventningen. I den situation, vi er i nu med en global pandemi, får børnene og de unge selvsagt ikke den samme kvalitet i pædagogiske aktiviteter eller i undervisningen, som de normalt får, når de er i dagtilbud eller skole.

Det kan ikke lade sig gøre. Men det, der godt kan lade sig gøre er, at vi alle gør det så godt, som vi kan.

Det er det vigtigste.

Lige nu er vi forældre dem, der står først i skudlinjen, når de små skal have hjælp til at finde vandfarverne og bygge legotårn, og de lidt større unger skal have hjælp til at forstå fotosyntese eller matematiske ligninger. Men det ændrer ikke på, at forældre stadig er forældre, pædagoger stadig er pædagoger, og lærere stadig er lærere.