Svigtet er åbenlyst, så snart man bevæger sig en anelse uden for den øvre middelklasses trygge rammer. Derfor er det godt, at udsatte børn omsider er på dagsordenen.

Mindst ét barn i hver skoleklasse vokser op med en fuld forælder. Hvert sjette barn har været udsat for fysisk vold i hjemmet – eksempelvis børn, der får slået hul i hovedet, så det bløder, eller bliver pisket med tykke ledninger. Mere end 1.200 børn anmeldte seksuelle krænkelser i 2018.

Der er børn, for hvem velfærdsstaten blot er noget, voksne taler om på tv. Børn, der burde have fået så uendeligt meget mere hjælp.

Debatten efter statsministerens nytårstale viser tydeligt, hvor forskelligt vi ser verden, og hvor forskellige ting, vi oplever.

Først – efter nytårstalen – rystede politiske kommentatorer på hovedet over, at statsministeren valgte at tale om udsatte børn. De borgerlige udfrittede socialministeren om, hvordan hun vil beskytte kernefamilien. Og i debatspalterne piblede det frem med hønemødre fra den øvre middelklasse, der frygter, at den store stygge stat vil tage deres børn.

Hvor har man sin daglige gang, når man hævder, at omsorgssvigt over for børn er et ’nicheområde’? Hvad er det for et svar, man giver de udsatte børn, der vokser op med grov vold og misbrug, når man taler om at styrke kernefamilien? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, det ikke er et nicheområde, der hvor jeg kommer fra. Og det er ikke dét svar, jeg vil give til de børn, jeg vil gå igennem ild og vand for – for at give dem fair muligheder i livet.

Uanset hvor ubehageligt eller ubelejligt det er, så svigter vi børn massivt. Vi fastholder dem hos fulde, voldelige, overgribende forældre, der åbenlyst ikke magter opgaven. Vi sætter forældrenes ret til deres børn for højt. Og hvis man snakker med kommunalpolitikere under fire øjne, indrømmer de, at der ofte ligger økonomiske hensyn bag. 

Konsekvensen er, at vi hjælper for få og svigter for mange. Vi venter alt for længe med at give børnene mulighed for et trygt børneliv. I dag fjerner vi eksempelvis fem gange så mange 16-årige, som vi fjerner børn i vuggestuealderen. Børn bliver i årevis smidt rundt i systemet baseret på et sparsomt håb om, at forældrene måske en dag forbedrer sig.

Der findes næppe en klasselærer, der ikke kan pege på mindst én elev, der ikke får den sociale støtte, der er brug for. Eller en pædagog, der ikke har prøvet at skrive en underretning til kommunen om mistrivsel i hjemmet. Det er virkeligheden i dagens Danmark.

Og bevæger man sig bare en anelse uden for den øvre middelklasses trygge rammer, vil man opleve, hvor groft vi svigter udsatte børn. Derfor er det så rigtigt, at de udsatte børn nu – omsider – er kommet på dagsordenen.