"Fortæl mig ikke, hvad du værdsætter. Vis mig dit budget, så kan jeg se det selv".

Sådan sagde en klog mand engang, og det er så sandt, som det er sagt.

Regeringen og vores støttepartier har fra næste år valgt at bruge væsentligt flere penge på børnehaver, vuggestuer og folkeskoler end normalt. For det vigtigste i et samfund er børnene. Vi har alle selv været børn, de fleste af os får både børn og børnebørn, og vi ved, at selv små forbedringer og forandringer i barndommen kan præge et helt liv.

Jo bedre vi gør det for børnene, jo bedre har de det som voksne, og jo mere solidt et fundament har vores samfund at stå på.

Det er desværre ikke alle børn, som oplever det nærvær og den kontakt, de skal have. Det er åbenlyst for alle, der har fulgt med i medierne eller set de barske dokumentarprogrammer på TV2 om livet i en daginstitution set fra børnehøjde. Det skærer stadig i hjertet, når jeg tænker på de børn, som i stedet for trøst og et kram fra en voksen må stå alene ovre i hjørnet med tårer på kinden.

Det er på alle måder vores fornemmeste opgave at sikre, at vores børn får et godt liv med tryghed, leg og venner.
Både i fremtiden og nu og her. Derfor lader vi finanslovsaftalen tale sit klare sprog: Børnene har fået en kæmpe plads. Det er ikke ligegyldigt, hvem der er regering i Danmark.

Vi er blevet enige om, at der maksimalt skal være tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver. Allerede fra næste år kommer der flere pædagoger og pædagogisk personale til vores børn. Og folkeskolen får penge til flere lærere.

Jeg mener derfor, at man med rette kan kalde finansloven 2020 for børnenes finanslov. 

At tiden med voksne har afgørende betydning for vores børn, ved vi instinktivt, specielt dem af os som selv er forældre. Vi har også forskning, der viser det. Kontakten mellem pædagogisk personale og barn er afgørende for, hvordan barnet udvikler sig videre i livet. Børn, der har gået i daginstitutioner, hvor kvaliteten er høj og oplevet læring, omsorg og nærvær kan klare sig bedre resten af tilværelsen. Når der bliver færre voksne, bliver børnene mere stressede, og der kommer flere konflikter.

De faglige argumenter er en ting.

Når du som forælder afleverer dit barn om morgenen, så skal det være med ro i maven. Du skal føle dig sikker på, at de har det godt i løbet af arbejdsdagen. At de bliver omfavnet af velkommende arme. At nogen leger med dem og laver grimasser, så de griner. At der er en hånd, der tager fat, når de rækker ud efter den. At de bliver set.

Det er afgørende at få sagt, at man i langt de fleste daginstitutioner gør en stor indsats og et rigtig godt stykke arbejde. Tak for det. Men alt for mange steder er rammerne bare ikke gode nok. Der skal være mere pædagogisk personale, der hvor det halter i dag. Med børnenes finanslov kan vi nu sige med fast stemme: Det kommer der.

Bedre normeringer kan dog ikke stå alene. Vi skal sætte ind overalt - fra ledelseslokalet til Solsikkestuen. Vi skal sikre, at de varme hænder også er veluddannede. Ledere skal have frihed til at lede og tid til faglig sparring; ikke været tvunget til at bruge alt deres tid foran en computerskærm eller med næsen nede i kommunale skemaer. Forældre skal der lyttes til, og de skal gå hjem fra samtaler velvidende, at deres bekymringer er blevet anerkendt.

Flere pædagoger skal også tænkes sammen med et løft på pædagoguddannelsen og mere efteruddannelse, så vi styrker fagligheden. Det har vi også gjort. Der er afsat 127,5 millioner til et løft af pædagoguddannelserne i 2019, som kan anvendes hen over de kommende år.

Alt dette kunne ikke være muligt uden et folkeligt engagement, et politisk pres og et folketingsvalg, der faldt ud til den rigtige side. Jeg vil gerne takke de utrættelige forældre, der malede skilte og marcherede op og ned i gaderne over hele landet. Tak for jeres beundringsværdige engagement og for at kæmpe for, at de små uden stemme kom øverst på den politiske dagsorden.

Det går for langsomt, vil mange i forældrebevægelsen nok mene. Og ja, det er ikke noget, vi kommer i mål med i morgen. Vi skal forhandle videre om minimumsnormeringer i det nye år, så vi finder den helt rigtige model, der kan gøre en forskel for børn, forældre og det pædagogisk personale. Jeg er med på, at det kan være frustrerende, at vi ikke er nået hele vejen med det samme. Vejen til et bedre børneliv er stadig lang og snørklet. Men vi er for alvor gået i gang.

Er det så nok? Det er helt sikkert, at det ikke er alle, som er fuldt ud tilfredse.

Men jeg håber, at langt de fleste anerkender, at vi med finansloven 2020 i hvert fald passerede det første skarpe hårnålesving på vejen til et bedre børneliv.

Kunne vi gøre det endnu bedre? Måske. Som regering skal vi også tænke på personen med en alvorlig psykisk sygdom, der kan se frem til bedre behandling. Kræftpatienten, som får glæde af flere sygeplejersker. En voldsramt, Illustration: gert Ejton der vil opleve styrket rådgivning og flere pladser på krisecentrene. Og på de mange danskere, som år efter år har lidt under nedskæringer på velfærden.

Kabalen skal gå op på en fair måde.

Vi har taget de første skridt mod at sikre den kvalitet i daginstitutionerne, som vores børn fortjener. De første skridt mod bedre børnefællesskaber og mere voksenkontakt. De første vigtige skridt mod at gøre Danmark til verdens bedste land at være barn i. Men vi er kun lige begyndt.