Staten skal ikke være blandet ind i alt, hvad børn og unge foretager sig. Men når den er, skal det ske med nok midler, de rigtige tilbud og i rammer, der giver plads til, at børnene også når at lære sig selv og fællesskabet godt at kende.

Børn i Danmark skal hverken sygeliggøres eller pakkes ind i vat. Men jeg synes, at vi skal se på, hvorfor mange børn og unge har det svært, og hvordan vi løser problemet, snarere end at relativisere børn og unges alvorlige problemer. Det synes jeg desværre, at chefredaktør Tom Jensen glemmer, når han i sin kommentar 7. juli skriver, at regeringen er med til at sygeliggøre børn og unge.

Det er noget andet at være barn i dag, end det var for 30 år siden. Sociale medier og en generel forventning om konstant at »være på« er faktorer, som skaber forventninger til børn om, at de skal præstere.

En undersøgelse fra Børne- og Undervisningsministeriet sidste år viste for eksempel, at cirka fire ud af fem 15-19-årige piger bruger mindst to timer om dagen på sociale medier. To ud af fem bruger mere end fire timer dagligt. Sammen med et overdrevent fokus på test og karakterer i folkeskolen betyder det, at børn meget sjældent har fri fra præstationerne.

Den kultur skal vi have gjort noget ved. Men det sker ikke fra den ene dag til den anden. Danmark skal være verdens bedste land at være barn i. Det kræver, at vores børn og unge ikke skal gå og bekymre sig hele tiden.

Det første skridt er, at regeringen undersøger muligheder for at stille de nationale test af børnene i bero. Vi skal lade børn være børn og unge være unge. Lad børnene lege sammen, fordi det er sjovt. Lad de unge slå håret lidt ud og gå til en koncert til lidt for sent på aftenen, bare fordi det er hyggeligt.

Der skal være midler nok

Hvad så med forældrenes ansvar? Der er al mulig god grund til at stille krav til forældre om, at de skal tage ansvar for, at deres børn får et robust fundament for livet. Men ikke alle forældre magter den opgave lige godt. Gør de ikke det, taber børnene. Forældreansvar kan derfor i mine øjne ikke stå alene.

Der skal være en voksen til stede i institutionerne. Når børn bruger hele dage i daginstitutioner, bør vi også sørge for, at der er pædagoger nok til, at de kan trøste, når der er brug for det, og give dem de udfordringer, som er med til at gøre dem til selvstændige mennesker, der er gode til at skabe fællesskaber.

Staten skal ikke være blandet ind i alt, hvad børn og unge foretager sig. Men når den er, skal det ske med nok midler, de rigtige tilbud og i rammer, der giver plads til, at børnene også når at lære sig selv og fællesskabet godt at kende, så de på egen hånd bliver klar til de gode, såvel som de svære stunder i livet.

Og så må vi indse, at den slags ikke findes i discountafdelingen. Det koster. Men mon ikke de fleste af os kan blive enige om at investere i en ordentlig barndom?