Velfærdsstatens trygge rede er gennem årene blevet foret mere og mere, og det har gjort det svært for venstrefløjen at identificere nye områder, de kunne erobre. Derfor har børnelivet stået for skud.

Venstrefløjen har ekspederet de voksne ud af voksenrollen, myndigheden ud af lærerne og placeret ansvaret for egen læring på unge skuldre. Tilbage står forvirrede børn og unge med ondt i livet og spejder efter en voksen at tale med. Men de voksne er på Facebook, hvor de flittigt deler venstrefløjens harmdirrende opslag om karakterer, adgangskrav og nationale test.

Socialdemokratiet spændte med folkeskolereformen i 2013 børnene for konkurrencestaten som små trækheste. Skoledagen blev længere, så de kunne blive bedre til dansk og matematik. Bevægelse og skoleud-flugter skulle ikke længere vurderes på deres evne til at styrke samspillet, glæden, oplevelsen og erkendelsen, men efter læringsudbyttet. Selv frikvartererne skulle indtænkes, og tid med venner, sport og forældre blev reduceret kraftigt. Det aktive børneliv blev kapitaliseret.

Venstrefløjen står bag »ansvar for egen læring« og læringsmålsstyret undervisning, der i 2013 bandt undervisningen til tusindvis af læringsmål og lagde en betragtelig del af læringsansvaret over på barnet. Børn, der ikke smører deres egen madpakke, sættes til at betragte sig selv udefra og forholde sig til, hvor de vil udvikle sig fagligt. Det er pædagogisk helt i skoven. Børn forventes at kunne organisere deres arbejde i grupper og vælge samarbejdsøvelser. Det er svært selv for voksne. Hvis vi vil vores børn det godt, bør vi luge ud i de pædagogiske tilgange, som venstrefløjen har udtænkt og overstiger, hvad man kan forvente af børn.

Hvad er der blevet af det almendannende og aktiviteter, der har værdi i sig selv? Lejrture, skoleteater, morgensang og lignende, der ikke kan bogføres i forhold til boglige målsætninger.

Motion og bevægelse, som venstrefløjen påklistrede nytteværdi i 2013, skal i dag tænkes ind i skolen som et redskab til læring. Historisk har motion og bevægelse haft et mangfoldigt formål i skole og civilsamfund.

Et følelsesmæssigt tomrum

Foreningerne har spillet en enorm rolle i vores samfund. Deltagelse i en forening kan give børn og unge både fællesskab, tilhørsforhold og selvværd. Bevægelse giver glæde, kropsforståelse og relationer mellem mennesker.

Børn og unge i Danmark vokser op med fri adgang til uddannelse og mange muligheder.

Alligevel ser vi, at en gruppe børn og unge mistrives. Det skal vi tage alvorligt.

Venstrefløjen står i kø for at handle, men på en forkert præmis: Det er, ifølge dem, fagligekrav, der gør de unge syge.

Sandheden er, at danske børn og unge vokser op i en arena, hvor de voksne har fralagt sig ansvaret. Når de voksne ikke gider være de voksne, står børnene med ansvaret for at træffe fornuftige valg. De skal selv regulere deres adfærd og få retning og mening i tilværelsen. Det er næsten en umulig opgave, og man forstår, at mange lider under den vægt, der er lagt på deres skuldre.

Fraværet af voksne efterlader børnene i et følelsesmæssigt tomrum. I skolen er den myndige lærer nedkæmpet og magttomrummet i værste fald overtaget af mobning, vold, uro og ansvar for egen læring.

I det børneliv, hvor børn før kunne boltre sig og lære at klare livets strabadser, er der nu stødpuder og læringsoptimering. I det ungeliv, hvor børn skal planlægge egen karrierevej, før de må tage bussen til nabobyen, står alle døre pivåbne. Det kræver voksne, der besværer sig med at forklare de faglige krav, der venter på en uddannelse eller i arbejdslivet.

 

Opgøret med lektor Blomme

Venstrefløjen har i årtier stået for en langsom, men sikker opløsning af autoriteter.

I bedste mening gik reformpædagogikken til angreb på den autoritære lærer.

Historisk gav det mening, for der skulle gøres op med lektor Blomme. Der stoppede den reformpædagogiske venstrefløj dog ikke, men sled lærerrollen ned til sokkeholderne, indtil han til sidst stod i øjenhøjde med eleverne frarøvet store dele af sin myndighed. Men elever og lærere er ikke på samme niveau.

For nogle måneder siden gik Danmark i selvsving over, at gymnasieelever forventes at møde til tiden. I stedet for at udvise respekt for lærernes arbejde, gik venstre-fløjen på barrikaderne for elevernes ret til at komme for sent. Selv Socialdemokratiets formand bekendtgjorde, at det er at presse de unge, hvis de forventes at komme til tiden. Hvis vi voksne ikke svinger os op til at tage ansvar for at vise børn og unge, hvad vi forventer, fylder vi dem med forvirring.

Den afgørende faktor for, at børn og unge får et godt liv, er forældre, der elsker dem, ser dem, taler med dem. Det er så banalt, at det gør ondt. Børn og unge, der bruger tid med deres forældre, taler med dem, spiser med dem, trives bedre end børn, der ikke gør. Mangel på søvn er en stor kilde til mistrivsel for almindelige, sunde børn.

Forældre, der engagerer sig i deres børns skolegang, har stor betydning for, hvordan deres børn klarer sig.

Alligevel har venstrefløjen udhulet forældreansvaret gennem årtier. Bid for bid har stat og kommuner påtaget sig ansvaret for børn og unge og kørt forældrene ud på et sidespor med kommunale vækningsordninger og statsliggørelse af opdragelsen. Det er nemt at overlade ansvaret til det offentlige, men staten elsker ikke nogen. Børn med forældre, der ikke fysisk eller mentalt er til stede, vokser op uden tyngdekraft. De får svært ved at navigere og opbygge det selvværd og den karakter, der virker som et immunforsvar mod de udfordringer og prøvelser, alle møder som voksne.

Et goldt sted

Venstrefløjens konkurrencestat er et goldt sted for mennesker, især for børn og unge.

»Træd varsomt, her bliver mennesker til,« er friskolemanden Christen Kold citeret for.

Kloge ord.

Venstrefløjen bør hæve blikket fra Excel-arket og huske, at børn også går i skole for at blive borgere. Hvad om vi fik genoprettet balancen mellem børne-og ungekultur og voksenansvar? Vi voksne skal blive bedre til at støtte de unge og droppe den for os belejlige forklaring i »præstationskulturen«. Vi har ikke en præstationskultur i Danmark.

Desværre! For præstationer er gode og med til at skabe et bedre samfund for alle.

Vi kan tit synes politisk meget enige i Danmark, men her er store forskelle. Jeg mener, at både børn og unge har brug for struktur og myndige voksne for at kunne udvikle sig.

Brug for at blive set og anerkendt for deres anstrengelser og lære, at verden ikke går under, hvis man træder ved siden af eller ikke lykkes. Det kan handle om skole og uddannelse, men også om familiestrukturer.

Strukturer giver plads og rum til at lege i fred og mærke suset af frihed.

Venstrefløjen vil skærme unge mod at gøre sig erfaringer - samtidig med, at de voksne bare kigger væk og lader børnene klare alt fra klimakrisen til læringsmål. Og på den måde er den velmenende venstrefløj med til selv at skabe de usikre, stressede og forvirrede unge, der berettiget kalder på omsorg, nærvær og opmærksomhed.