Tusinde tak.

Jeg har glædet mig rigtigt meget til at stå her i dag. Det er jo skønt at komme lige efter Thomas Gyldal og Klaus Majgaard, det er lige til at blive i godt humør af, og jeg tror, at det er den positive ånd, som de lægger for dagen, og som vi har brug for meget mere af.

Vi lever i en omskiftelig verden, der er Brexit og så videre, men det er rart, at der er nogle ting, der er som det plejer – nemlig stolerækkerne her i KL’s sal.

I dag skal vi snakke om social mobilitet, og det er et meget væsentligt begreb, som jeg vil forsøge at udfolde i min tale. Det vender jeg tilbage til. Først vil jeg, ligesom min forgænger her, knytte et par ord til den politiske aftale, som vi lavede om folkeskolen i går. For to år siden stod jeg her i salen og lagde et forsøg frem med korte skoledage og mere fleksibilitet lokalt. Det blev ikke helt så vel modtaget som den aftale, vi lavede i går. Det blev betragtet som noget dramatisk. Men derfor er det jo også rigtig glædeligt, at vi står her to år senere med en aftale som på lange stræk ligner det forsøg, som blev sat i søen for to år siden.

Det er vigtigt at sige, at selvom folkeskolen måske har brug for noget ro, så har den heller ikke brug for stentavler. Der må ikke være noget lovgivning, nogle mål eller nogle retningslinjer, som ikke kan forhandles - som man ikke kan kigge på. Det må ikke være sådan, at man ikke kan lytte til borgerne og blive klogere.

Selvfølgelig skal man det.

Den justering som vi har lavet, den har haft en lang fødsel. Den har mødt massiv modstand. Hvorfor har den det? Det kan være svært at sige, men efter otte år i politik, der kan jeg sige, at det med at ændre på politiske aftaler, det er lidt ligesom at gå imod tyngdeloven, fordi politikeres stolthed, den er virkelig en faktor, man må tage højde for. Derfor er det også dejligt, at vi nu står sammen og glædes, og at den lidt større frihed er blevet mainstream. I virkeligheden er det det bedste, der kan ske for politikere, når deres politik bliver mainstream.

For så kan man virkelig ændre noget.

Og hvad er det så, der er blevet mainstream? Jeg synes, at fokus på det gode børneliv opfatter jeg, at vi er blevet meget enige om. Det skal være mainstream, at børn skal have en god skolegang, de skal lære noget, når de går i skole. Men børn har også brug for fritid og foreningsliv.

Det er en rigdom i Danmark, at vi har flere forskellige børnearenaer. Det er med til at give børnene noget karakterdannelse og det modvirker mobning og ensomhed. Det er også blevet mainstream at tale om mere fleksibilitet og frihed til skolerne, og at vi skal have et godt skolesystem. Vi har på mange, lange stræk et virkeligt velfungerende skolesystem i Danmark, og det har brug for mere støtte end styring. Dette arbejde foregår lige præcis i kommunerne, ude hos jer – det er jer, der klarer det. 

Og jeg oplever, når jeg kommer rundt i landet, at lige præcis kommuner, der gør det, som Klaus Majgaard talte om, netop at støtte mere end at styre, der er det, at fagligheden trives, arbejdsglæden trives, skolekulturen bliver levende og det gode børneliv, det blomstrer.

Folkeskolen er jo ikke en koncern. Folkeskolen er en vigtig samfundsinstitution og kommunerne har et stort ansvar for folkeskolen. Vi skal huske det, som Majgaard gjorde opmærksom på, at hvis vi styrer for meget, hvis vi målstyrer for meget, så kan vi nogle gange glemme formålet.

Men tilbage til dagens tema som er social mobilitet. Hvad er social mobilitet? Lad os lige starte med at dvæle lidt ved det.

Er det social mobilitet, når håndværkerens søn kommer på universitetet – det er det nok. Når den ufaglærtes datter bliver sygeplejerske, og er det social mobilitet, når man bevæger sig opad i uddannelsessystemet – det er det nok. Men er det også social mobilitet, når advokatens datter bliver social- og sundhedshjælper, eller funktionærens søn, bliver plastmager? Er det social mobilitet når vi har et uddannelsessystem, der er fair overfor alle børn, og som giver en hestesko videre i livet til dem, der har behov for det. Jeg mener det sidste.

Jeg mener faktisk ikke, at skolen kan udviske alle forskelle i samfundet. Og jeg tror heller ikke, at vi kan forvente det af skolen. Hvis vi gør det, så vil skolen ikke længere kunne genkende sig selv som skole, og den kan få svært ved at udfylde sin rolle som skole.

Claus Holm, som er institutleder på DPU, og sidder hernede et sted. Han sagde forleden, at vi skal skelne mellem social mobilitet og social ulighed. At vi ikke fjerne den grundlæggende ulighed ved, at nogle få springer opad i hierarkiet. Det er jeg meget enig i, selv om at mit udgangspunkt måske er et andet end Claus Holms.

Social mobilitet er, at alle børn får et afsæt for at komme derhen i livet, hvor de gerne vil. At de får nogle grundlæggende trædesten i tilværelsen. Det er noget andet. Og det mener jeg også, at skolen kan bidrage til, også bedre end skolen gør i dag. Der er nok uenighed om, hvad der skal til, for at æblet falder lidt længere fra stammen. Men vi vil alle det bedste for eleverne – os - der er her i dag.

Det vil jeg godt tale lidt mere om. 

Hvad er det for nogle børn, som har brug for en hestesko? Det er der jo mange børn, der har. Der også mange børn, der nok skal klare sig uanset, hvad vi gør. Men en gruppe børn, der både statistik og helt konkret har brug for en hestesko og målrettet opmærksomhed, det er børn med ikke-vestlig baggrund. Vi kan se, at der er op til to års forskel i førskolekompetence mellem børn med udenlandsk baggrund og etnisk danske børn, når de begynder i skole. Børn med ikke-vestlig baggrund er højt repræsenteret i gruppen med ”ikke alderssvarende kompetencer”. Det sagde Rambøll i 2016.

Efterkommere med ikke-vestlig baggrund forlader folkeskolen med et resultat, der i gennemsnit ligger 1,5 karakterpoint lavere end etnisk danske elever. Efterkommere med ikke-vestlig baggrund på gymnasiale uddannelser har karaktergennemsnit, der ligger 1,2 karakterpoint lavere end etnisk danske børn. Igen er det et gennemsnit.

Det faglige gab er stabilt over tid, og i disse år har hvert tiende barn, der begyndte i skolen en ikke-vestlig baggrund. Det tal vil stige i de kommende år. Det faglige gab, det er konkret og virkeligt, og det kalder på vores opmærksomhed. Læreren i klasseværelset kan jo ikke korrigere for social baggrund, sådan som vi kan vælge at gøre det, når vi trækker statistikker og laver undersøgelser.

Jeg har set mange eksempler på skoler, der virkelig stempler ind og arbejder målrettet med denne elevgruppe og andre elevgrupper, der har brug for særlig omsorg. Et eksempel er Tingbjergskole i København, hvor skolelederen Marco Damgaard arbejder bevidst og begrundet. Han kommunikerer om, hvordan han for eksempel brunger de nationale tests. Sådan som jeg hører Marco, så har han forholdt sig både analytisk og vidensbaseret til de elever, han har ansvaret for. Derefter har han valgt en tilgang, som han mener, er den rigtige for dem: Fagligt fokus, systematik og struktur og professionel myndighed. Det tror jeg, at vi skal have mere af. Jeg tror, at vi er mange, der kan lære af Marco.

Hvad kan skolen gøre? Hvordan kan skolen give mere opmærksomhed og støtte til dem, der har behov for det?

Når vi eksempelvis taler om førskolekompetencer, så ved vi, at det er godt med en direkte forventningsafstemning med forældrene. Elever med indvandrerbaggrund som taler dansk i hjemmet, klarer sig fagligt bedre end elever med indvandrerbaggrund, som ikke taler dansk i hjemmet. Skolen kan hjælpe familier med, at deres børn lærer et alderssvarende dansk, og at de tilbyder mere struktur omkring eleverne. Jeg tror, at Per Fibæk Lauersen, der er professor, har forklaret det noget i retning af, at børn, der kommer fra et hjem uden bogreol mest har brug for tydelige rammer, tydelige voksne og lektieopfølgning.

Det er lidt en udfordring, for vi er et land, der holder meget af at udfordre rammer og struktur – også i skolen. Vi har de sidste 70 år fra tid til anden genopfundet os selv mange gange ved at nedbryde rammerne - også i skolen. Måske skal vi være opmærksomme på, at der er nogle børn, som faktisk har brug for de rammer, som vi fra tid til anden søger at nedbryde. Så vi skal kigge på, hvad det er, vi ved. I hvert fald når vi står på skoler, hvor der er mange børn, som lever liv i kaotiske rammer, og som har brug for disse rammer. Så skal vi måske holde igen med at nedbryde dem.

I regeringen har vi sat nogle initiativer i gang, som netop handler om at understøtte børn, som har brug for en særlig indsats: skolepuljen. Vi har også lavet sprogprøver. For mange i det pædagogiske miljø har det været uglesete initiativer og genstand for voldsom kritik. Det er helt på sin plads. Politik er, og skal være debat og kritik. Men det jeg nogle gange savner, er nogle alternativer: Hvad skal vi gøre i stedet? For vi har jo et fælles ansvar for disse børn, så lad os starte en vidensbaseret samtale om, hvad vi skal gøre for dem. Jeg tror, at skole-Danmark er nødt til at finde en ny måde at tale sammen om disse ting. Vi må kunne tale opbyggeligt og konstruktivt om de problemer, vi sammen har ansvar for at løse.

Hvad kan kommunerne gøre?

Hvis vi kigger på det, der sker allerede, så vil jeg nævne et par eksempler. Eksempelvis er der mange kommuner, der laver en økonomisk omfordeling af ressourcer henimod skoler, hvor der er mange elever, der har problemer, eller hvor der er tosprogede elever. Men har denne økonomiske omfordeling givet eleverne den hestesko videre i livet, som de skal have? Er det den rigtige måde at gøre det på? Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg savner en samtale om det og mere viden.

Der sker også meget fordeling af elever derude, ved social baggrund og tosprogede elever. Men er det den rigtige hestesko at give, og virker det godt nok?

I mange år har der været modersmålsundervisning, det har fyldt meget. Det er blevet godt evalueret, og desværre er der meget, der tyder på, at det heller ikke har været svaret.

Så lad os igen tune ind på nogle, som har nogle svar. Jeg følger med største fornøjelse Rani Hørlycks arbejde. Rani er skoleleder på Søndervangsskolen i Viby. Hun røg i mediemøllen for nylig, fordi hun havde købt en masse julepynt.

Hun er for mig et eksempel på noget helt rigtigt, som en kommune har gjort, og som vi alle kan lære af. Hun har set sine elever der, hvor de er, og handlet på det, hun så:

Her er en flok herlige unger, der skal introduceres til fællesskabet og ind i fællesskabet. Derfor skal de kunne se, hvad det er for et fællesskab, de træder ind i, og forstå det.

Det er som om, at hun siger: Det her, det er jeres kulturarv, det er vores fælles kultur – velkommen til. Hvis vi skal mindske det faglige og kulturelle gab og holde sammen på skolen, så mener jeg, at det blandt andet kan være sådan noget, vi har brug for. Ranis julepynt er alle pengene værd.

Vi har ansvaret for folkeskolen i Danmark. Det er os i dette store lokale, der har ansvaret for at give eleverne en hestesko videre i livet. Jeg mener, at vi sammen kan blive endnu bedre til at gå systematisk til den opgave, og bruge hinandens erfaringer og erkendelse mere, blive bedre til at lære af udlandet, gå mere systematisk og vidensbaseret til værks, og have den gode samtale om det.

Jeg vil, som afslutning på min tale, gerne sige tak til Thomas Gyldal. Ikke kun for invitationen til at deltage i dag, men også for vores samarbejde.

Jeg oplever det som præget af mange af de ting, jeg har talt om i dag. Vi har talt regelmæssigt sammen siden, du blev formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, og jeg synes, at det har været opbyggeligt. For eksempel vil jeg tage initiativ til, at folkeskoleforligskredsen og KL’s Børne- og Undervisningsudvalg nu mødes jævnligt og taler sammen. Vi ser hinanden i øjnene og lytter til hinandens erfaringer og perspektiver. Det er meget opbyggeligt og det skal du have ros for.

Men inden, at jeg begynder, at rose endnu flere Socialdemokrater foran en sal fuld af mennesker, så vil jeg runde af lige så langsomt.

Jeg ønsker jer alle et rigtig godt topmøde. Jeg håber, at I får nogle gode dage sammen og rejser berigede tilbage til den opgave, som i mine øjne er den vigtigste, man kan få. Jeg håber, at den aftale, vi lavede i går vil blive afsæt til et arbejde omkring folkeskolen, hvor vi anerkender, at en skole som er på et højt udviklingstrin, hvor der er så mange dygtige mennesker, og hvor der sker så meget godt, har brug for mere tillid, mere frihed, flere lokale løsninger og fokus på det gode børneliv.

Jeg mener, at folkeskolen har brug for mere respekt end ro. Pas nu rigtig godt på folket skole og god arbejdslyst.