Hop til indhold

Projektet skal sætte fokus på en fælles skole- og vejledningsindsats, som skal styrke samarbejdet mellem UU Djursland, folkeskolerne og forældrene for, at flere unge bliver uddannelsesparate og gennemfører en ungdomsuddannelse. Indsatsen består af udvikling og gennemførelse af et forløb for de unge i 8. klasse.

Ikke-uddannelsesparate unge skal have bedre kendskab til eget potentiale

Forløbene består af 16 moduler, som skal give de unge et bedre indsigt i egne evner, ressourcer og potentialer, for at styrke de unges tiltro til sig selv. Det skal styrke de unges personlige, sociale og dermed indirekte også de faglige forudsætninger.  UU Djursland vil tage udgangspunkt i positiv psykologi og fx. anvende styrkekort og flowteori som redskaber i tilbuddet.

På to udvalgte skoler gennemføres forløbene for ikke-uddannelsesparate elever i 8. klasse. Målet er, at forløbene skal udbredes til alle skoler i de to kommuner, UU Djursland samarbejder med.

Forældrene spiller en vigtig rolle

UU Djursland vil i projektet også sætte fokus på at øge inddragelsen af de unges forældre. Forældrene vil blive involveret i forløbet ved at deltage i opstarts- og afslutningsmodulet. Ved opstartsmodulet tydeliggøres sammenhængen mellem elevens personlige og sociale og faglige trivsel og udvikling med henblik på at få forældrene til at vægte den personlige og sociale læring lige så højt som den faglige læring.

UU Djursland vil løbende orientere forældrene om forløbet ved bl.a. forældrebreve og Facebookgrupper for at understøtte, at forældrene kan følge med i og støtte op om de unges læring.

En del af BFAU's lokale udviklingsinitiativer

Samarbejdet mellem BFAU og UU Djursland er en del af BFAU's vejledningsindsats i 2015-2018, der sætter fokus på vejledningen af unge og støtter Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) i deres arbejde med at få en endnu større anden af de ikke-uddannelsesparate unge til at påbegynde og gennemføre en uddannelse.

Projektkontakt i UU Djursland

Leder for UU Djursland og indsatsansvarlig Lotte kruse: llsk@uu-djursland.dk