Hop til indhold

Unge drenge med etnisk minoritetsbaggrund, som bor i udsatte boligområder, er blandt dem, der oftest ikke gennemfører en ungdomsuddannelse. Derfor har Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling med satspuljeprojektet Brug for Alle Unge gennem en 4-årig periode arbejdet målrettet for at forbedre uddannelsesmulighederne for særligt etniske minoritetsunge i en række udsatte boligområder ved at arbejde tæt sammen med lokale aktører.

Og det lokale har medvirket til at sætte uddannelse på dagsordenen i de udsatte boligområder, viser en ny evaluering af Brug for Alle Unge. Indsatserne har løftet de unges personlige, faglige og sociale kompetencer og dermed gjort dem bedre rustede til at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse.

Samtidig viser evalueringen, at hovedparten af indsatserne er blevet lokalt forankret, så de er fortsat i samme eller i en videreudviklet form, efter Brug for Alle Unges indsats er afsluttet. På den måde er indsatserne blevet bæredygtige, og forandringen bliver nu båret af lokale aktører.

”Vi kan fra politisk hold have mange gode planer og intentioner, men hvis ikke der eksisterer et lokalt engagement, så kommer vi ikke langt. Brug For Alle Unges succes med områdeindsatsen bekræfter, at det bærer frugt at satse på at opbygge ressourcer tæt på og i samspil med de unge,” siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.

Brug for Alle Unge har særligt arbejdet med ung-til-ung-indsatser, forældreinvolvering og sociale entreprenørprojekter, der giver de unge mulighed for selv at skabe projekter til gavn for lokalmiljøet. Gennem hele indsatsperioden fungerer Brug for Alle Unges konsulenter som rådgivere og facilitatorer og er således med til at udvikle, tilpasse og gennemføre projekterne sammen med de lokale aktører.

Brug for Alle Unges indsats er forlænget i 2015-2018, hvor der vil blive sat særligt fokus på at udvikle vejledningsindsatsen, så flere unge bliver parate til at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse.

Brug for Alle Unge vil også fremadrettet følge de enkelte projekter i områdeindsatsen for løbende at følge med i de mere langsigtede resultater.

Brug for Alle Unge har udarbejdet hæftet ”Vores indsats”, der har til hensigt at videregive fremgangsmåder og erfaringer, som alle, der arbejder med målgruppen, kan lade sig inspirere af.

Læs den samlede evalueringsrapport og inspirationshæftet ”Vores indsats”, og læs mere om Brug for Alle Unges arbejde på www.bfau.dk.