Jacob Holbraad er i dag blevet udnævnt som direktør for Dansk Arbejdsgiverforening (DA) pr. 1. november 2015 og fratræder derfor stillingen som direktør for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet med udgangen af oktober 2015. Jacob Holbraad overtager stillingen efter tidligere direktør Jørn Neergaard Larsen.
Departementschef Jesper Fisker udtaler: ”Jacob har meddelt mig, at han siger sit job som styrelsesdirektør op, fordi han skal være administrerende direktør i DA. Jeg har været meget glad for samarbejdet med Jacob, og den udvikling han har stået i spidsen for i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Det ved jeg, at mange andre også har været. Jeg ønsker Jacob tillykke og held og lykke med den spændende stilling, og jeg ser frem til fortsat at samarbejde blandt andet om at skabe attraktive erhvervsuddannelser.”