Hop til indhold

Med finansloven for 2020 blev der afsat 275 mio. kr. i 2020, 400 mio. kr. i 2021, 550 mio. kr. i 2022 og 807 mio. kr. i 2023 og frem (2020-pl) til et generelt løft af folkeskolen. Fra 2022 og frem er midlerne udmøntet til landets 98 kommuner via bloktilskuddet.

Regeringen og KL har aftalt, at der er i regi af de årlige økonomiaftaler følges op på, at midlerne anvendes til ansættelse af flere lærere i folkeskolen. Kommunerne skal øge antallet af lærerårsværk i folkeskolen med mere end de afsatte midler, når der tages højde for udviklingen i elevtallet i folkeskolen. Opfølgningen omfatter perioden 2021-2023, indtil midlerne når det varige niveau fra 2023.

Med opfølgningen fastlægges et måltal for, hvor mange lærerårsværk, som kommunerne kan oprette for midlerne, jf. tabel 1. Måltallet for antal lærerårsværk sammenlignes med det realiserede antal lærerårsværk opgjort via elev/lærer-ratioen, som tager højde for udviklingen i elevtal. Skoleåret 2018/2019 fungerer som baseline for opfølgningen. Elev/lærer-ratioen (antal elever pr. fuldtidslærer) i folkeskolens almenklasser, specialskoler og kommunale ungdomsskoler er faldet fra 12,1 til 11,7 frem mod skoleåret 2023/2024. 

Tabel 1: Måltal for de afsatte midler til et generelt løft af folkeskolen

Finanslovsår Afsatte midler* Opfølgningsår Måltal for antal lærerårsværk** Mål opfyldt***
 2021 399,6 2021/2022 574 ja
2022 571,6 2022/2023 821 ja
2023 857,2 2023/2024 1.231 ja
*Afsatte midler er opgjort i mio. kr. og i 2023-pl. **Antal lærerårsværk, der skal ansættes for midlerne, opgøres i overensstemmelse med normerne aftalt med KL i forbindelse med DUT-forhandlinger på folkeskoleområdet. ***Målet er opfyldt i de pågældende år, eftersom antal lærerårsværk i folkeskolen (inkl. specialområdet) vurderes at være øget svarende til de afsatte midler, når der tages højde for det faldne elevtal i folkeskolen. I vurderingen af om målet er opfyldt, tages der udgangspunkt i udviklingen af den beregnede elev/lærer-ratioen, der omfatter folkeskolens almenklasser, specialskoler for børn og kommunale ungdomsskoler. 
Kilde: Børne og Undervisningsministeriets egne beregninger.

Der følges for sidste gang op på midlerne i år, som viser resultaterne for finansåret 2023. Opgørelsen omfatter senest tilgængelige data fra skoleåret 2023/24, hvor midlerne er udmøntet fuldt ud til kommunerne.

På baggrund af udviklingen i elevtallet i folkeskolen forventes antallet af lærerårsværk at falde frem mod skoleåret 2023/24. Det realiserede antal lærerårsværk opgjort via elev/lærer-ratioen er dog øget med 1.493. Kommunerne har således på landsniveau øget antal lærerårsværk med mere end de afsatte midler. Kommunerne har dermed prioriteret midlerne fra et generelt løft af folkeskolen til at ansætte flere lærere i folkeskolen.