Styrelsen for Undervisning og Kvalitet nedsætter 21 fagudvalg, der frem mod 2027 skal udarbejde nye læreplaner til folkeskolen, kaldet folkeskolens fagplaner.
Fagudvalgene består af lærere og fag- og videnspersoner, der er udpeget på baggrund af deres viden om og erfaring med faget og undervisningen i folkeskolen.
Professionshøjskoler, videnscentre, universiteter og folkeskolens parter, blandt andet Danmarks Lærerforening, har hjulpet med at foreslå medlemmer, som har kunnet ansøge om at blive en del af et fagudvalg. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har på baggrund af ansøgningerne udpeget medlemmer til fagudvalgene. Udpegningen er sket ud fra en række kriterier om blandt andet god forståelse af fagligheden, solid praksiserfaring og viden om faget og undervisningen samt indsigt i, hvad der motiverer og engagerer eleverne.
Fagudvalgene mødes første gang den 2. oktober 2024, hvor de blandt andet får mulighed for at gå i dialog med ekspertgruppen for Fagfornyelsen om deres foreløbige anbefalinger om folkeskolens fagplaner.
Fagudvalgene vil i løbet af deres arbejde involvere en bredere kreds af blandt andet lærere, fag- og videnspersoner, som skal bidrage til at kvalificere fagudvalgenes arbejde.
Udviklingen af de nye fagplaner sker som et led i Fagfornyelsen, og folkeskolens fagplaner forventes at træde i kraft i skoleåret 2027/2028.
Ekspertgruppen for Fagfornyelsen
Ekspertgruppen for Fagfornyelsen skal med afsæt i politisk besluttede pejlemærker udarbejde et beslutningsgrundlag til børne- og undervisningsministeren og folkeskoleforligskredsen med anbefalinger til blandt andet formatet for folkeskolens fagplaner ved udgangen af 2024.
Folkeskoleforligskredsen vil på baggrund af ekspertgruppens beslutningsgrundlag træffe beslutninger om den videre tilrettelæggelse af Fagfornyelsen, hvorefter rammerne for fagudvalgenes arbejde fra 2025 og frem til implementeringen af de nye fagplaner, der forventes at træde i kraft i 2027/2028, fastlægges.