Brugen af smartphones, computere og tablets fylder en rigtig stor del af elevernes skoledag. Og for en stor del af eleverne er det meget forstyrrende.
Faktisk oplever mere end hver tredje elev, at de bliver distraheret af digitale enheder som fx smartphones, hjemmesider eller apps i undervisningen. Dertil kommer, at to ud af fem elever bruger de digitale enheder til underholdning i timerne.
Det er nogle af resultaterne i en spørgeskemaundersøgelse blandt elever i 6. og 8. klasse, lærere og ledere. Undersøgelsen er baseret på data fra
Grundskolepanelet, der er nedsat af Børne- og Undervisningsministeriet.
De mange forstyrrelser sker på trods af, at langt de fleste skoler (84 pct.) har indført retningslinjer for brugen af smartphones. På 80 pct. af de skoler, der har en mobilpolitik, er retningslinjerne indført med henblik på færre forstyrrelser og mere nærvær i undervisningen.
”Det her er virkelig alarmerende tal. Skolen skal ikke være en forlængelse af teenageværelset. Undervisning bør starte med computeren i tasken. Mobilerne bør låses inde i både timer og pauser. Og internettet bør begrænses af en firewall, der lukker ned for onlinespil, shopping, TikTok og alt det andet, som distraherer og forhindrer fordybelse. Denne undersøgelse viser, hvorfor det er så vigtigt, at skolerne gennemfører de skærmregler, som vi udsendte fra ministeriet før sommerferien. Jeg er ikke tilfreds og kommer derfor til at følge udviklingen tæt. Jeg har allerede bedt om endnu en undersøgelse, som vi vil gennemføre i slutningen af dette skoleår,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Undersøgelsen viser, at mere end fire ud af ti elever på 6. og 8. klassetrin (43 pct.), bruger over tre timer på digitale enheder til opgaveløsning og undervisning i skolen.
Ifølge de adspurgte skoleledere drøftes balancen mellem digitale og analoge læremidler på ni ud af ti skoler. Og den balance fylder også på lærerværelserne. Næsten halvdelen af de adspurgte lærere i undersøgelsen oplever, at udvalget af analoge læremidler ikke er tilstrækkeligt.
Undersøgelsens hovedpointer
- 84 procent af alle deltagende skoler har retningslinjer for brug af mobiltelefoner i skoletiden (dvs. i undervisningen og i pauserne) for hele skolen.
- Ni ud af ti ledere svarer, at de på skolen drøfter balancen mellem digitale og analoge læremidler, men i varierende grad.
- 43 procent af eleverne i 6. og 8. klasse bruger mere end tre timer på digitale enheder til opgaveløsning og undervisning i skolen i løbet af en normal skoledag.
- Mere end hver tredje elev i 6. og 8. klasse oplever at blive distraheret af digitale enheder i undervisningen.
- 40 procent af eleverne i 6. og 8. klasse anvender digital underholdning i nogle af timerne eller oftere.
- Næsten halvdelen af lærerne oplever, at udvalget af analoge læremidler ikke er tilstrækkeligt.
Grundskolepanelet er en spørgeskemaundersøgelse, som skal gennemføres hvert andet år blandt et fast panel af 237 grundskoler. Panelet består af ledere, lærere, pædagoger og elever fra 4., 6. og 8. klasse fra udvalgte folkeskoler og frie grundskoler. Grundskolepanelet er gennemført for første gang i 2024.