Hop til indhold

Når eleverne på erhvervsuddannelserne er færdige med deres uddannelse, finder de fleste arbejde inden for det første år. Således var 87 procent af dem, der blev udlært fra en erhvervsuddannelse i 2021, i beskæftigelse året efter. Det tal har kun været stigende de seneste 10 år, jf. figur 1.

Der er store forskelle mellem de omkring 100 erhvervsuddannelser. Blandt de uddannelser med den højeste beskæftigelsesfrekvens finder vi blandt andre uddannelserne til social- og sundhedshjælper (92 procent) og social- og sundhedsassistent (90 procent), mens også de mere specialiserede uddannelser ligger højt. Det gælder eksempelvis flytekniker (100 procent) og finmekaniker (94 procent). Omvendt er uddannelserne til kosmetiker (64 procent), tandtekniker (64 procent) og eventkoordinator (69 procent) blandt de uddannelser med den laveste beskæftigelsesfrekvens.

”Det er ekstremt positivt, at tusindvis af unge og voksne, som får et svendebrev, også kommer i arbejde bagefter. Det er jo hele formålet. Sidste år uddannede vi over 27.000 faglærte i Danmark, men der er gode jobs til mange flere. Vi har brug for dygtige faglærte til at opsætte ladestandere og bygge vindmøller til den grønne omstilling. Og for endnu flere dygtige og engagerede medarbejdere til at yde pleje og omsorg for vores ældre. Derfor glæder det mig også at se, at social- og sundhedsuddannelserne ligger helt i top, når det gælder beskæftigelse,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye. 

Figur 1: Beskæftigelsesfrekvens for nyuddannede på erhvervsuddannelserne.

Figur 1 viser, at beskæftigelsesfrekvensen for nyuddannede fra erhvervsuddannelserne, som færdiggjorde deres uddannelse i 2021, er på 87 procent. Figuren viser at i 2012 var beskæftigelsesfrekvensen på 71 procent, i 2013 på 70 procent, i 2014 på 72 procent, i 2015 var den på 75 procent, i 2016 var den 77 procent, i 2017 lå den på 79 procent, i 2018 på 80 procent, i 2019 på 79 procent og i 2020 var beskæftigelsesfrekvensen på 84 procent. Kilde: Styrelsen for It og Læring, uddannelsesstatistik.dk
Note: Beskæftigelsen er opgjort pr. november året efter endt uddannelse. Er beskæftigelsesfrekvensen 100 procent er der tale om fuld beskæftigelse, mens en person, der arbejder halv tid har en beskæftigelsesfrekvens på 50 procent.

Med til billedet hører, at der i de seneste år generelt har været en høj beskæftigelse på det danske arbejdsmarked. Samtidig er antallet af personer, som har afsluttet en erhvervsuddannelse, faldet de seneste år.

Beskæftigelsesfrekvensen må ikke forveksles med ledigheden blandt nyuddannede. Beskæftigelsesfrekvensen regnes blandt alle, der fuldfører en erhvervsuddannelse, og ikke kun dem, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder blandt andet, at personer, der videreuddanner sig, vil trække beskæftigelsesfrekvensen ned. Ledigheden blandt nyuddannede fra erhvervsuddannelserne ligger på omkring 5 procent.

Se beskæftigelsesfrekvenserne for de enkelte erhvervsuddannelser (uddannelsesstatistik.dk)