Hop til indhold

Dansk landbrug står midt i en kæmpe omstilling. Der skal fortsat være fødevareproduktion i Danmark, men det skal ske på en mere grøn måde og med et langt mindre CO2-aftryk. Det kommer ikke af sig selv.

Danmark bliver ikke et grønt foregangsland, fordi vi ønsker os det rigtig meget. Det kræver vedholdenhed, store investeringer og ikke mindst de rigtige kompetencer. Uden dem bliver den grønne omstilling bare snak.

Særligt jord- og landbrugsuddannelserne spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling af landbruget. De skal forberede og uddanne eleverne til det fremtidige arbejdsmarked, hvor den teknologiske udvikling går stærkt, og hvor der hele tiden dukker nye smarte løsninger op inden for bæredygtig produktion. Det nytter ikke noget, hvis vi uddanner elever til et arbejdsmarked, hvor virkeligheden for længst har overhalet undervisningen. Det er en stor opgave. Og det stiller store krav til skolerne.

Derfor har vi i regeringen besluttet at oprette et Videnscenter for Jord- og Landbrug. Konkret afsættes der 4 millioner kroner årligt fra 2024 og frem til drift af videnscentret samt 8 millioner kroner i 2024-25 til udstyr som for eksempel droner til overvågning af jorderne, eller til robotmaskiner, der kan sørge for automatisk fodring af husdyr. Videnscentret kan bidrage til at styrke viden og kompetencer, blandt andet inden for bæredygtighed og grøn omstilling på de skoler, der uddanner til landbruget.

Det skal være med til at sikre, at den næste grønne generation i jord- og landbruget får de rette kompetencer i nye dyrkningsstrategier eller bæredygtig produktion af husdyr. Og at dem, der allerede har arbejdet i for eksempel landbruget i flere år og måske har behov for at blive opdateret i nyeste viden om klimareduktion eller ny teknologi, får bedre mulighed for det på en af landets arbejdsmarkedsuddannelser.

Videnscentret skal desuden udarbejde og afprøve nye undervisningsforløb med fokus på bæredygtighed og nye teknologier og bidrage til, at undervisere på erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne kan komme på efteruddannelse i de grønne løsninger, så de har mulighed for at have den nyeste viden med i deres undervisning.

Derfor er vi overbeviste om, at det nye videnscenter vil komme til at spille en aktiv rolle i at gøre jord- og landbrugsuddannelserne stærkere, så de bliver rustede til at indfri de politiske ambitioner, vi har for den grønne omstilling.

Vi har klare forventninger til et grønnere landbrug i fremtiden. Landbruget kan til gengæld have klare forventninger til os: Nemlig at vi gør vores absolut bedste for at sikre den højeste kvalitet på erhvervsuddannelserne. Og at det forhåbentlig vil få flere unge til at søge ind på en erhvervsuddannelse.

Den grønne omstilling kommer ikke af sig selv. Den kræver, at vi har de nødvendige kompetencer: Dygtige faglærte. Og nok af dem.