En isoleret førskole-SFO og en isoleret børnehaveklasse skal afskaffes, så elever kun starter i skole én gang. Antallet af fag og læringsmål i indskolingen skal reduceres. Og kravet om fuld kompetencedækning skal afskaffes i indskolingen.
Det er nogle af de anbefalinger, som formandskabet for Rådet for Børns Læring den 4. december overrækker til børne- og undervisningsministeren. Det fremgår af rådets beretning for 2023.
Rådet for Børns Læring er et uafhængigt råd og har til opgave at rådgive børne- og undervisningsministeren om dagtilbuds- og skoleområdet. I beretningen er der i år fokus på børns start på skolelivet og betydningen af en sammenhængende indskoling og fritidstilbud af høj kvalitet.
Formandskabet beskæftiger sig i sin beretning også med potentialer og opmærksomhedspunker ved frisættelse af folkeskolen. Med folkeskoleudspillet Forberedt på fremtiden II er regeringen netop kommet med sit bud på en omfattende frisættelse af folkeskolen. Overordnet ønsker formandskabet mere frihed til skolerne, men understreger samtidig, at det er vigtigt, at de øgede frihedsgrader ikke bliver brugt som en mulighed for at spare på skoleområdet i kommunerne.
Formandskabet kommer i år også med en række konkrete anbefalinger, der skal understøtte og udvikle en øget bevidsthed og opmærksomhed på fritidspædagogikkens særlige potentiale i forhold til at understøtte børn og unges trivsel og læring.
”Jeg vil gerne takke formandskabet for dets arbejde og for anbefalingerne. Jeg noterer mig med glæde, at flere af anbefalingerne flugter med det folkeskoleudspil, som regeringen for nyligt har præsenteret, hvor vi blandt foreslår en af de mest vidtrækkende og ambitiøse frisættelser af folkeskolen i mange år,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Læs mere om alle anbefalingerne i formandskabets beretning for 2023 (pdf)
Om Rådet for Børns Læring
Rådet for Børns Læring er et uafhængigt råd, hvis opgaver og sammensætning er fastsat i Folkeskoleloven ved §57. Rådets opgave er at følge, vurdere og rådgive børne- og undervisningsministeren om det faglige niveau, den pædagogiske udvikling og elevernes udbytte af undervisningen i folkeskolen og ungdomsskolen og om det pædagogiske arbejde med at understøtte alle børns trivsel, udvikling og læring i dagtilbud.
Rådet for Børns Læring ledes af et formandskab. Børne- og undervisningsministeren udpegede i september 2021 det nuværende formandskab. Formandskabet består af praktikere og ledere fra kommuner og folkeskoler samt forskere.
Ud over formandskabet består Rådet for Børns Læring af medlemmer fra interesseorganisationer på dagtilbuds- og folkeskoleområdet.
Læs mere om Rådet for Børns Læring (børns-læring.dk)