Hop til indhold

Regeringen vil sikre, at der fremover kommer flere ASF-klasser, som er for elever, som har en diagnose inden for Autisme Spektrum Forstyrrelser men vurderes at have faglige forudsætninger for at kunne gennemføre en gymnasial uddannelse.

I dag er der 14 ASF-klasser fordelt på alle regioner og typer af gymnasiale uddannelser. I regeringens finanslovsforslag for 2023 er der afsat midler til hele seks nye ASF-klasser.

 

”Det er tosset, at vi i Danmark ikke har været bedre til at skabe ungdomsuddannelser for unge med særlige behov. Herunder unge med autisme. Vi har i de sidste tre år givet bedre mulighed for at kunne forlænge sin uddannelse, hvis man har et handicap. Nu skaber vi så også bedre mulighed for at unge med autisme, som kan have svært ved at være i en klasse med 28 elever, får en ordentlig chance for at få en ungdomsuddannelse,” siger Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Der er maksimalt 12 elever i den enkelte ASF-klasse for at tage hensyn til elevgruppens særlige behov.

Eleverne i de nuværende ASF-klasser har ofte længere til deres gymnasium end andre elever. En lang transporttid kan være en udfordring, og hvis de nye klasser kan oprettes flere steder i landet, vil det sikre en bredere dækning og kortere transporttid for eleverne. 

Baggrund

Der er i regeringens finanslovsforslag afsat yderligere 5,3 millioner kroner i 2023 til ASF-klasser, 11,3 millioner kroner i 2024, 13,7 millioner kroner i 2025 og 14,8 millioner kroner fra 2026, svarende til tre stx- og tre hf-klasser.