Hop til indhold

Også i det kommende skoleår skal det være muligt konvertere al understøttende undervisning til for eksempel delehold og tolærerordninger. 

Det mener regeringen, som indkalder folkeskoleforligskredsen til forhandlinger om at give skoler og kommuner mulighed for fortsat at gøre brug af denne frihedsgrad i skoleåret 2022/23. 

“Skolerne og kommunerne har sat stor pris på den frihed til at tilrettelægge undervisningen af fra, hvad der giver mest fagligt mening for eleverne, i det forgangne skoleår. Regeringen mener på den baggrund, at der er god grund til at samle nogle flere erfaringer med det i det kommende skoleår. Derfor indkalder vi nu folkeskoleforligskredsen for at se, om der kan opnås enighed om det,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

For at sikre rammerne til at samle fagligt op på coronanedlukningen blev et bredt flertal i Folketinget i juni 2021 enig om at sikre visse frihedsgrader i skoleåret 2021/2022. Det er en af de frihedsgrader, regeringen nu lægger op til at forlænge.