Hop til indhold

Planerne om indførelse af Den Digitale Prøvevagt, der er et monitoreringsværktøj til at forhindre snyd under prøver i gymnasiet, bør skrinlægges, mener Regeringen.

Datatilsynet udtalte alvorlig kritik af behandlingen af personoplysninger i forbindelse med brug af Den Digitale Prøvevagt til generalprøven i marts 2019. Herudover har der været massiv kritik fra blandt andet elevorganisationerne på de gymnasiale uddannelser.

”Den Digitale Prøvevagt levede ikke op til de forventninger, vi havde, men efterlod usikkerhed hos eleverne. Vi bør finde andre veje til at bekæmpe snyd,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Udviklingen af Den Digitale Prøvevagt har frem til nu kostet 4,9 millioner kroner. Bevillingen var 5,0 millioner kroner, som blev finansieret ved omprioritering af midler fra gymnasiereformen.

Styrelsen for It og Læring (STIL) vurderer, at det vil kræve mindst tre år, før en ny monitoreringsløsning vil kunne tages i brug. Derudover skønner styrelsen, at der vil være en engangsudgift omkring 12-15 millioner kroner forbundet med at udvikle en ny monitoreringsløsning, samt efterfølgende årlige driftsudgifter på 2-3 millioner kroner.

Børne- og undervisningsministeren vil søge om tilslutning i gymnasieforligskredsen til helt at stoppe udrulning og videreudviklingen af it-systemet, samt præsentere forslag til, hvordan man på anden vis kan hindre snyd.

Den Digitale Prøvevagt

Partierne bag den politiske aftale om gymnasiereformen besluttede i december 2017, at Børne- og Undervisningsministeriet skulle anskaffe et monitoreringssystem til brug ved prøverne i gymnasiet.

På den baggrund udviklede Børne- og Undervisningsministeriet fra januar 2018 monitoreringsværktøjet Den Digitale Prøvevagt med det formål at mindske snyd ved de skriftlige eksaminer.

Det var planen, at monitoreringsløsningen skulle været taget i brug første gang ved sommerens prøver i 2019. Men generalprøven den 7. marts 2019 var præget af store tekniske problemer.

Datatilsynet tog efterfølgende sagen op, hvorefter det blev besluttet at udskyde udrulningen af systemet og sætte en eventuelt videreudvikling af systemet i bero.