Hop til indhold

I 2021 var fraværet på erhvervsuddannelserne ca. 10 procent, hvilket er nogenlunde på niveau med 2020. Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet, som for første gang offentliggør tal om fravær på erhvervsuddannelserne.

Der er stor forskel på, hvor meget fravær eleverne har. Mere end halvdelen af eleverne havde et fravær på 5 procent eller derunder, mens 8 procent havde et fravær på over 30 procent. Omkring 31 procent havde intet fravær jævnfør figur 1.

Figur 1: Elever fordelt på fraværsintervaller 2021, procent.

Elever fordelt på fraværsintervaller 2021. Intet fravær: 31%. 0-5 procents fravær: 24,8%. 5-10 procents fravær: 15,8%. 10-15 procents fravær: 9%. 15-20 procents fravær: 5,4%. 20-25 procents fravær: 3,4%. 25-30 procents fravær: 2,1%. Over 30 procents fravær: 8,4%.

Anmærkning: Der mangler fuld historik på 13 institutioner, for elever, der ikke var på skoleforløb i januar 2022. Det er derfor foreløbige resultater. Kilde: Uddannelsesstatistik.dk

Resultaterne af den nye fraværsstatistik viser desuden, at fraværet på hovedforløbet er markant lavere end på grundforløbene. Mens fraværet på hovedforløbet i 2021 var cirka 7 procent, var fraværet på grundforløb 1 og grundforløb 2 henholdsvis cirka 12 procent og cirka 13 procent. Fraværet var højest på uddannelser inden for omsorg, sundhed og pædagogik, hvor det var 14 procent.

Det bemærkes, at der på nuværende tidspunkt mangler noget historik i dataindberetningen for 13 erhvervsuddannelsesinstitutioner i 2020 og 2021. Disse data indberettes i forbindelse med den næste dataopgørelse i slutningen af andet kvartal 2022. Det drejer sig om en mindre andel af det samlede antal elever. Der må imidlertid forventes mindre justeringer af resultaterne.

Fraværsstatistikken er tilgængelig på udddannelsesstatik.dk, hvor fraværet blandt andet kan opdeles på institutioner, uddannelser og elevernes baggrund.